Læsetid: 9 min.

Cigaretter, tungekys og gensynet med Europa

Bukarest - hovedstaden i det nye EU-land Rumænien. En by med en fortid, men en by, der ikke kigger tilbage. En metropol i bevægelse i ukendt retning
17. januar 2007

BUKAREST - Hula-hula-danseren på instrumentbrættet er kommet på overarbejde, mens chaufføren kaster taxaen ind i ethvert muligt hul i den tætte trafik. 'I will survive,' forsikrer Gloria Gaynor skrattende, mens Bukarests forstæder med tilsyneladende endeløse boligblokke glider forbi.

Mellem klatter af gulplettet og sortkantet sne venter byens beboere. Kvinder, der er blevet gamle før tid, stirrer ud i luften med poserne fulde af brød og kartofler. Sporvognen skal nok komme. Unge mænd med røde liljer i cellofan spejder forventningsfuldt. En smøg til. Pigen er på vej. 'As long as I know how to love, I know I'll be alive,' er chaufføren tilsyneladende enig med radioen i.

I hovedstaden i landet, der har overlevet mere end de fleste, bekræfter resterne af europablå julepynt med gule stjerner, at ventetiden har været umagen værd. Den begærede har sagt ja. Landet blev godtaget som EU-kandidatland i 1997. 10 år senere, da klokken slog 12 den 31. december, blev Rumænien medlem af Europa.

Ja, Europa. Her siger ingen EU.

"Rumænerne har et dybt følelsesmæssigt forhold til medlemskabet. Pladsen i EU er en slags geografisk genforening," fortæller Horia Patapievici, leder af Det Rumænske Kulturinstitut.

"Den begejstring, vi så nytårsnat, handler derfor ikke det fjerneste om udsigten til politisk indflydelse eller adgangen til strukturfondene. Det var en symbolsk overgang. En hjemkomst til Europa efter mange års fravær. Derfor har bejlingsperioden også været hård, og angsten for afvisning har hele tiden været en spiller," fortæller den rumænske filosof og fysiker.

Men økonomien blev rettet op, korruptionen rettet til og statens ejendomme sat til salg eller givet tilbage til dem, der kunne finde papirerne. Bruxelles var tilfreds, og på Plaza Victoria proklamerede bystyret sejren med gigantiske bogstaver: "Her starter Europa!"

Terror og tungekys

På kanten af Europa bliver pomfritterne slatne og ketchuppen tør, mens der er hektisk liv under de formstøbte borde. Under det allestedsnærværende gule M sidder to par på hver sin side af et bord og kysser dybt, og i et hjørne har en dreng fået lusket hånden inden for en pink, imiteret pels.

Engang var det offentlige rum i Bukarest gennemkontrolleret. Østblokkens største sikkerhedspoliti per. capita, Securitate, var alle steder, og din elskede kunne være forfatter til din sagsmappe.

I dag er Bukarests pladser, metrostationer og cafeer legepladser.

"Vi har svært ved at være derhjemme, fordi vores forældre er ret traditionelle. Men så mødes vi bare her," griner pigen med pelsen.

Her kigger ingen. I det katolske Europa gør kærlighed faktisk blind.

At rejse er at vælge

På Bukarest banegård træder Eino på endnu et skod og kigger på det store ur, der mangler klokken 5. Bussen til Wien er forsinket.

"Jeg har bare været hjemme til nytår, men nu kalder arbejdet," fortæller Eino, der har boet uden for den østrigske hovedstad i lidt over et år. Cirka otte millioner rumænere bor uden for Rumænien. De, der kunne - blandt andet det store tyske mindretal - kom ud under Nicolae Ceausescu, andre forlod landet i årene efter den demokratiske revolution i 1989.

Lønningerne i Rumænien er steget markant i de seneste år, og regeringen har lovet de offentligt ansatte yderligere syv procent at gøre godt med næste år. Men lønnen er stadig markant under det vesteuropæiske lønniveau, så både England og Tyskland har indført kvoter for immigranter fra de nye medlemslande, Rumænien og Bulgarien.

Mircea Vasilescu, chef-redaktøren på det politiske tidsskrift Dilemma Veche, kalder det en "forventelig overreaktion".

"Dem, der vil ud, er allerede rejst. Vi mangler nu arbejdskraft i Rumænien - helt ned på arbejdsmandsniveau. Lønningerne vil stige her, og Vesteuropa skal ikke forvente, at puljen af villige og billige hænder er uudtømmelig," advarer han.

Heino ville da også hellere blive i sit hjemland.

"Men jeg kan tjene tre gange så meget i Europa. Hvem ville så ikke rejse?" spørger den 24-årige mand med det nye auberginefarvede pas.

En by i proces

Et andet sted i byen er hænderne blødere og væggene afskallede med vilje. På Cafe Amsterdam ryger kvinder og mænd med letvægtsbrillestel Gauloise i stole med skandinaviske kurver. Tager det virkelig 16 timer til LA? Det er da en stærk film, men det er ligesom set før. Tager I kort?

De kreative i Bukarest ligner deres klassefæller alle andre steder.

En af dem er Alina Serban, der er specialist i kunst under kommunismen og involveret i en række kulturprojekter. Hun kan ikke forestille sig at bosætte sig fast et andet sted.

"Jeg har boet i både Berlin og London, men der er alt så færdigt og på plads. Bukarest er åben og i proces. Det er enormt inspirerende," siger Alina.

Et kig ud af vinduet understreger Alinas pointe. I det gamle borgerkvarter står masser af tomme huse. Nogle steder er sigøjnerne flyttet ind. Andre steder forfalder husene i ensomhed. Det, som Ceaucescu ikke rev ned, blev nationaliseret. Efter hans fald blev størstedelen givet tilbage til de oprindelige ejere.

Men nu er boligpriserne på himmelflugt, og store, nye penge står parat til at opkøbe det lille, gamle centrum.

Nostalgi og patologi

Og det er svært ikke at føle en snert af nostalgi ved synet af de gamle russiske masseproducerede butiksskilte og udstillingsvinduerne med de uformelige vissenblå uniformer, som enhver serviceforskrækket kvinde i servicefag bar fra Kamtjatka til Tirana.

Men de unge i Bukarest har ingen æstetisk længsel efter fortiden. Melankoliens ældste datter har ikke nogen plads i en by i proces.

"Den type 'Ostalgie', som vi har set i kulturkredse i Tyskland, har slet ikke grebet Rumænien," fortæller Stefan Tiron, en 30-årig essayist og kunstudstiller, mens han viser rundt i de små sidegader, hvor gadekunstnere har udsmykket de forladte huse.

"Her er nostalgi patologisk. Prøv at tage en bus i de boligområder, hvor systemets folk boede. De taler med sig selv. Taler med Securitate. Taler med Ceausescu. Her er mindet om fortiden ikke en hyggelig dvælen ved en svunden tid. Det er blevet til vanvid," fortæller Stefan Tiron, mens han peger på en væg med stencilgraffiti af en tegneseriekanin, der skærer sig i armen med et barberblad ved siden af en kinesisk rødgardist.

Temaerne berører fortiden. Men hverken tilgivelsen eller kynismen er kommet til byen.

Kan et hus være ondt?

Men intet sted i byen er fortiden mere nærværende end ved Casa Poporului (Folkets Hus). I dag hjem for parlamentet, store dele af administrationen og museet for moderne kunst. I folkemunde en eneste ting: Ceausescus Hus.

Verdens næststørste bygning, kun overgået af Penta-gon, ligger på en bakke, afskåret fra resten af byen. Her blev en hel bydel og tusinder af liv udryddet for at tilfredsstille en diktator, der havde ambitioner om at blive set fra månen. Her lod fru Ceauses-cu hvert et rum omdekorere igen og igen over temaet 'verden rundt', mens hendes mand forstærkede murene omkring landet.

Og her råbte Michael Jackson i 1992: "I love you Budapest" til Bukarests skuffede ungdom.

De, der aldrig havde fået lov til at forhandle om noget som helst, havde ventet i spænding på væsenet uden køn, alder eller race. Han lavede en geografisk Potato-Potato på Østeuropas hovedstader, og orkestergraven i diktatorens gamle koncertsal havde aldrig været bredere.

"Vest er vest, og øst er øst, og aldrig skal de to mødes," skrev orientalismens grand old man, Rudyard Kipling. Balkan er Vesteuropas orient, der skaber vores følelse af kontrol igennem deres kaos, fastslog Maria Todorova 100 år senere.

Det er vist noget med EU

På en bænk uden for byens arkitektskole sidder Lina i solen og suger ivrigt på en cigaret. Hun er fra det nordlige Rumænien, men var som mange andre nødt til at rejse til hovedstaden for at studere.

"Du ved godt, at det er ulovligt at ryge offentligt, ikke," siger hun og nikker grinende over mod en gruppe andre studerende, der hænger ud på det tomme springvand og lader Malboro afløse Malboro.

"Det er vist noget med EU. Det er en åndssvag regel. Vi har altid røget meget. Det er der ikke nogen, der skal bestemme over."

- Hvordan har du det med EU-integrationen?

"Det har ikke rigtig noget med mig at gøre. Jeg ved ærlig talt ikke særlig meget om det. Det tror jeg ikke, at der er ret mange, der gør," siger Lina.

Debatten der blev væk

Horio Patapievici bekræfter, at befolkningens viden om EU er meget begrænset. Men han er overbevist om, at vi i fremtiden kommer til at høre flere indvendinger a la Lina og hendes cigaretter.

"Nu er vi på bryllupsrejse. Men når det bliver hverdag, og de forskellige regulativer for alvor træder i kraft, vil vi begynde at se en ny debat," siger Patapievici mens han byder på saltkringler og cerutter på sit kontor, hvor bøger i bunker dækker enhver overflade.

"Hvordan udtaler manKierkegaard og Brandes på dansk?", vil manden, der mestrer syv sprog, gerne vide.

Han er en af Rumæniens få offentligt aktive intellektuelle. Og til trods for , at han støtter EU-medlemsskabet helhjertet, savner han et debatklima med plads til skepsis og de store spørgsmål.

"Ingen har stillet spørgsmålstegn ved, at EU flytter beslutningerne længere væk fra folket. Vi er et ungt demokrati, men med vores erfaringer fra livet under et autoritativt styre - der absolut ingen forbindelse havde til folket - må vi før eller siden stille os kritiske over for det demokratiske underskud, de ubøjelige regulativer og det gigantiske bureaukrati, som EU også er," siger Patapievici.

Fordommen

Med store armbevægelser og blomstrede skørter vinker en flok roma-kvinder efter bussen. De er Rumæniens sorte samvittighed. Fra massedrabene under fascismen i 40'erne over kommunismens deportationer til dagens daglige diskriminering. Romaerne har været prygelknaber i enhver af af Rumæniens vanskelige perioder.

Og så er de centrale i de vesteuropæiske fordomme om Bukarest. Fordomme, der ifølge lederen af byens tyske Goethe Instituttet, Sabine Hentzsch, er overraskende sejlivede.

"De fleste forestiller sig en grå by, hvor depressionen indfinder sig allerede i lufhavnen, hvor der ikke er noget at spise, og gaderne er overtaget af skøre hunde, luskede sigøjnere og forældreløse børn," fortæller Sabine grinende.

De tyske gæster kommer hurtigt på andre tanker.

"Vi vil komme til at høre meget mere til Bukarest. Her er en energi og en optimisme, der kun kan kaste gode ting af sig. Den er mere charmerende end køn, men her er fuld af uopdagede og uudnyttede rum," fortæller Sabine begejstret.

'Someone who's loving me-'

Taxachaufføren har opdaget et af de rum i trafikken. 'I spent so many years feeling sorry for myself. Now I am saving all my loving for someone who is loving me', hvæser Gloria Gaynor, mens Ceausescus otteetagers sociale laboratorier - nu med vasketøj - langsomt fortrækker til fordel for marker og små træhuse.

"Europa beskytter os mod det, der ikke er godt for os - enten fra dem udefra eller impulserne fra vores eget indre. Medlemskabet betyder, at vi nu kan stryge den gamle plageånd Moskva fra vores liste af bekymringer, og at vi ikke længere behøver at kæmpe med identiteten som romanske katolikker i en slavisk verdensdel," siger Patapievici og slutter:

"Og så håber vi, at jeres 'civilisation' vil smitte af og skabe en blidere relation mellem borgeren og systemet, så vi kan lægge vores faser af diktatur bag os," siger Patapievici.

Rumænien har ventet længe. Men skal man tage stemningen i hovedstaden for pålydende, er det en lykkelig slutning på endnu en epoke for landet, der har haft så mange - eller også skyldes smilene bare solen, tungekyssene og retten til at ryge og rejse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu