Læsetid: 3 min.

Cirkus Jazz med det hele

Så foldede det gigantiske jazzcirkus sig sammen efter weekendens koncerter bl.a. med Salif Keita og Chris Potter. En gigantisk publikums-succes - dog uden kunstneriske garantier
17. juli 2006

I går lukkede og slukkede Copenhagen Jazz Festival 2006.

Men hvordan skal man vurdere en festival, der er vokset til en kolos af en så sindssvag størrelse, at det ikke længere er muligt hverken at overskue den eller at give en bare nogenlunde respektabel dækning af dens mange musikalske facetter, events, tiltag, fiaskoer og gyldne stunder?

Det skal f. eks. ikke nægtes, at man herfra har følt frustration ved at sidde et sted og tænke på, hvordan det mon går et andet.

Og vi ved også godt, at de størst annoncerede koncerter har fyldt mest i denne avis' dækning, mens det på papiret mere uanselige ude i gader og stræder har fået mindre opmærksomhed.

Kunstnerisk gives der dog ingen garantier, uanset om koncerterne foregår i dyre koncertsale med piedestalophøjede jazzstjerner som tamme Herbie Hancock, eller på diminutive steder som i ruingangene under Christiansborg Slotsplads, hvor duoen med Jakob Bro og Søren Kjærgaard garanteret ikke kun har kedet denne signatur med deres søvndyssende ambiente loops.

På den anden side kunne man heller ikke forestille sig noget højere musikalsk niveau, end det, der blev leveret i Operaen i år af Dianne Reeves og duoen, Richard Galliano og Michel Portal.

Festival som vare

Festivalarrangørerne må være euforisk tilfredse. Vejret har været fremragende, billetsalget har glødet, jazz er blevet konsumeret i gigantiske mængder, betalt eller gratis, og omsætningen, der i festivalens anledning falder af til restaurations-, service- og turistbranchen som sådan kan man kun gisne om.

Generelt tales der om rekordår - igen. Og sådan som Copenhagen Jazz Festival har udviklet sig i de senere år, er den blevet et vartegn for, hvad den københavnske sommer handler om, og hvad den kan tilbyde.

Festivalen er ikke bare en musikalsk begivenhed, men også en vare og et brand, som politikere kan bruge til at fremhæve deres by.

På Hovedbanegården hang der i ugens løb store reklameplakater, der brugte jazz som salgskrog for tøjkollektioner.

Karismatiske Keita

Weekenden bød på koncerter bl.a. med koryfæet fra det afrikanske kontinent, Salif Keita, den karismatiske albino fra Mali, der strengt taget intet har med jazz at gøre.

Ikke desto mindre var han stjernen, som alle måtte hylde, da han lørdag indtog Operaen med hvide bomuldsgevandter, og forvandlede stedet til en gyngende fest med sin stærke vokal og sit ti mand store live-band med to eminente sangerinder/dansere, to skarpt pirkende elektriske guitarer, kora, perkussion, bas og trommer.

Det manende afrobeat var mere bastant, end når man hører vestafrikansk musik i sin akustisk rislende udgave (som hos Keitas landskvinde, Rokia Traoré, hvis slanke elegance jeg personligt foretrækker).

Typisk for musikken fra denne del af verden, tog mange af sangene sig ens ud i deres cirkulære monotoni, men det er netop meningen. Og den suggestive musik med stærk fysisk appel var noget, der passede store dele af forsamlingen.

Publikum på scenen

For nok havde Keita hele den mondæne Opera-aura af pæn, kontrolleret publikumspli imod sig (og vist nok et reglement om, at der ikke må danses i salen), men han lagde sig tiggende på knæ, og fik folk op af stolene til håndklap, dans og rokken på stedet. Siden hørte vi ham i en smuk sekvens blot med sin akustiske guitar og med fineste krydderi fra de to sangerinder. Og så koncertens afslutning, der var som den varme mælk i gryden, der koger over: Alle, der kunne krybe og gå, blev hevet op af Keita for at deltage i festen på scenen, der til slut var en myretue af dansende glæde og liv med unge, ældre og en mor med et barn i favnen, lykkeligt hoppende omkring i skøn forening med Keita og co.

Potters hårde beats

Dagen inden besøgte den amerikanske tenorsaxofonist, Chris Potter atter Jazzhouse med sin stenhårde kvartet, Underground. Når jeg skriver atter, er det fordi, Potter sidste år leverede en fænomenal koncert med samme gruppe dog med en anden besætning. Og her er en pointe. For selvom Potter i Craig Taborn (keyboard), Nate Smith (trommer) og Adam Rogers (el-guitar) har tre forrygende individualister, og selvom kvartetten i den grad leverede varen med et knaldhårdt storbybeat og himmelstormende soli ikke mindst fra Potters horn, så er denne gruppes indre sammenhængskraft og fælles udtryk ikke helt på det ypperlige kunstneriske niveau, som da han arbejdede med Wayne Krantz (guitar), Fima Ephron (bas) og Ari Hoenig (trommer). Forrygende var det dog og skallesmækkende kontant med Smith som en fnysende gorilla, en rytmisk dræbermaskine bag trommerne.

Chris Potter Underground, Copenhagen Jazzhouse, fredag

Salif Keita, Operaen, lørdag

Copenhagen Jazz Festival 2006: 7. - 16. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu