Læsetid: 4 min.

Cirkus Maximus

4. april 2007

Der er næppe mange, der gør indsigelse, når nogen kalder Det Kgl. Teater landets vigtigste kulturinstitution. Vel skal man ikke kimse af, hvad tv og Tivoli leverer, men kulturel næring er mere end kaloriebomber til dessert. Alligevel kunne man godt få en mistanke om, at Det Kgl. Teater i sin nervøsitet for at tabe markedsandele forsøger at ekspandere sig ud af en potentiel krise.

Operaen fylder godt på Holmen, og Skuespilhuset på den anden side af havneløbet lader sig ikke længere overse. Det gør det nye sæsonprogram heller ikke. Formatet er udvidet til det dobbelte af det gængse, så end ikke den mest nærsynede kan være i tvivl om, at de tre kunstarter kun har ladet sig separere for ved de adsplittede kræfter at nå så mange desto flere.

Coming soon to a theatre or opera near you!

Næste sæson byder på masser af godt teater, spændstig ballet og voldsom opera, men den spraglede sprogdragt røber også, at der med alle hånde midler angles efter et nyt publikum. Således tør man ikke regne med, at det i det mindste kender Kaj Munks kanoniserede skuespil Ordet fra Th. Dreyers legendariske filmatisering. I stedet skriver man det ind i en moderne problematik, som publikum forventes at have en holdning til. "Vi befinder os i det kristent fundamentalistiske Danmark", hedder det med en lovende anakronisme; "i skudlinien mellem grundtvigianere og missionen, kun en hårsbredde fra de arrangerede ægteskaber."

Lars Norén instruerer, og så kan man jo nok regne med, at anakronismen får en så tilpas realistisk indpakning, at også korsarerne planmæssigt vædrer Skuespilhuset næste forår.

Som en anden coffe table book må sæsonprogrammet deponeres på bordet, for i reolen kan det med sine næsten 30 cm dårligt stå oprejst ved siden af sine knap så impossante brødre fra de foregående år. Når man alligevel er tvunget ud i en sådan reklamevirksomhed for Det Kgl. Teater og sin egen kultur, kan man passende supplere med et skønsomt udvalg af programmer til de enkelte forestillinger, man har set på det sidste. Programmerne gør sig nemlig også fint som farverige klenodier fra andre rejsemål end dem, My Travel og Sun Tours kan byde på.

Faktisk får man netop en mistanke om, at hensigten med de tekstfattige, men rigt illustrerede programmer snarere skal tjene som souvenirs fra forestillingen end som supplement til den interesserede teatergænger. Smukke fotos breder sig over halve, hele og dobbelte sider, mens den smule, der bliver tilbage til teksten, ikke engang skønnes en korrekturlæsning værd. Formentlig tænker man som i forlagsbranchen, at man alligevel ikke producerer tekster for, at de skal læses, men alene for at de skal købes, og så er indpakningen jo det vigtigste blikfang. Indtjeningen må også være ganske pæn, når man tager den kgl. udsalgspris på 40 kr. i betragtning.

Anderledes tænker man i Berlin, Milano og London, hvor man har så høje tanker om sit publikum, at man for en beskednere pris tilbyder det et program, der omtrent gør det ud for en hel bog med et væld af begavede og oplysende artikler om forestillingen. I København må man til den aktuelle opsætning af Verdis opera Simon Boccanegra nøjes med et to sider langt handlingsreferat og fem sider om tilblivelsen samt et par bokse og præsentationer af kunstnerne. Ikke et ord fra scenografen, selvom man som publikum sidder og undrer sig såre over en opsætning, der nok kunne have fortjent et par opklarende bemærkninger! Stort bedre er det ikke til de andre forestillinger, hvor man sågar - til Mozarts Don Juan - kan møde en tekst, man allerede læste i programmet til den forrige opsætning for 10 år siden, kun er et citat på tysk pillet ud for ikke at give publikum dårlig samvittighed over dets utilstrækkelige sprogkundskaber.

Vel ville det være frækt at påstå, at Det Kgl. Teater kerer sig mindre om det, der er på plakaten, end om at sælge plakaten, og vel skal hverken opera, teater eller ballet skrives ihjel af akademikere, men ikke desto mindre bør man bekymre sig en smule for, at man ikke hælder barnet ud med badevandet, når man søger at åbne scenerne for et nyt publikum. Forhåbentlig har kunstnerne selv så megen integritet, at de ikke lader sig spænde for den fade mainstreamkultur, men herrer i eget hus er de jo heller ikke. Derfor må man næsten tro, at den ellers så geniale instruktør Kathrine Wiedemann, har ladet sig diktere en alt for bunden opgave med den aktuelle opsætning af Tjekhovs Kirsebærhaven i Store Turbinehal som afskedssalut til det prægtige rum, inden teatret flytter ind i Skuespilhuset. I hvert fald virker det søgt partout at ville bruge hallen i hele dens enorme længde, mens en gruppe middelmådige skuespillere kendt fra tv-julekalendere løber frem og tilbage som vilde dyr i Cirkus Maximus - til plebs' udelte begejstring.

Peter Tudvad er filosof og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu