6.29: Rene Mønster kører, i spidsen for Cirkus Baldoni, ind på pladsen ved Holøsselund i Nordsjælland. Han har kioskvognen på slæb. Derefter kommer de 14 næste træk, otte med cirkusmateriel, seks artistræk - biler med beboelsesvogne påhæftet. Den polske teltmester dirigerer rutineret alle til deres pladser i cirklen. Parabolantennerne sættes op som det første, så de polske teltarbejdere og de italienske musikalske klovne kan se tv på deres eget sprog. En lille verden tager præcis den samme form som den havde dagen før i Frederiksværk. Plænen tilhører cirkus. For en tid.
$SUBT_ON$Hemmeligheden
Det begyndte da han var 10. Renés far tryllede en pengeseddel ud af toiletpapir der brændte. Om aftenen sneg Rene sig ud på toilettet og satte ild til en rulle toiletpapir. Der kom ikke nogen penge - men der kom en meget vred far. Da den meget vrede far var faldet ned, fortalte han René hemmeligheden bag nummeret.
Idag er René 40 år gammel. Han griner af sit første forsøg på trylleri. Han ved nu noget, som han ikke vidste dengang - at denne lille, uskyldige hemmelighed skulle blive styrende for resten af hans liv. At det skulle koste ham 28 års hårdt arbejde, en konkurs med en gæld på halvanden million kroner og flere parforhold at mestre det tilsyneladende simple trick:
Hvordan man tryller penge frem af ild.
Det begyndte da René var 10. To år senere skiftede han skole.
Da René som 12-årig forlod fjerde klasse i Herlev for at starte på femte i Albertlund, tog han den lille, men betydningsfulde hemmelighed med sig. I Herlev var René del af et fællesskab. I Albertslund var det det anderledes. Han passede ikke ind, han sakkede bagud i fagene, han kunne ikke spille fodbold:
"Trylleri er jo en ting, man kan lave for sig selv - sidde foran spejlet og øve sig i timevis. Det kræver ikke, at man er med på et hold. Det er en soloting. Fodbold og håndbold og sådan noget, jeg hadede det. Jeg var altid var den sidste, der blev valgt. Jeg brugte trylleriet som en dør, en nøgle for ikke at forsvinde. I bund og grund var det jo, at der var nogen, der klappede af mig, og syntes jeg var god, Og så min far - der var engang hvor jeg som 15-årig vandt en kæmpe pokal i en tryllekonkurence. Han var stolt som en pave."
René købte sine tryllenumre hos Topp's Magic, et postordrefirma. Og det var dyrt. Han arbejdede i weekenderne for at betale for at kunne optræde. Så havde han lært dét. Den lærdom ville han få hårdt brug for.
11.20: Det rød- og blåstribede telt er oppe. Sjappen - oversejlet - står "som skørtet på en ung pige, så man kan se det hele" griner klovnen Lars Larna. Varandaen på direktørens vogn er klappet ud, der står blomster et lille bord med kaffen klar. Artisterne kommer frem efter deres morgenlur. Det er elendigt cirkusvejr - solen skinner fra en skyfri himmel; hvis det holder, bliver folk i haven. Og i aften spiller Tyskland mod Argentina. Det kan ses på forudbestillingerne - kun 58 mod normalt omkring 130.
Mine damer og herrer
René Mønster forlod skolen efter tiende klasse og fik en uddannelse som kontorassistent hos Albertslund Kommune. Men han vidste godt, hvad han ville.
Cirkus Arena er Danmarks største Cirkus. Det bliver drevet af Benny Berdino som overtog det efter sin far og som har både sine to børn og fem børnebørn med på turné. Benny skulle bruge én til kontorarbejde. Rene søgte ind som tryllekunstner med kontorerfaring. Og blev ansat til begge dele.Det var i 1986. René forlod Arena igen. I to år levede han af at trylle for børn til byfester og i storcentre. Men han huskede sin tid i cirkus. Han længtes tilbage. Han længtes efter det lille, afgrænsede samfund - manegen, det cirkelrunde telt, kredsen af vogne hvor man altid er hjemme - og aldrig står stille.
I 1989 kom han igen med i Arena:
"I årene efter blev jeg Bennys højre hånd og var koblet på hele året. På det tidspunkt troede jeg, at det var det, som jeg ville. Jeg blev taget ind i familien som et ekstra familiemedlem."
"Men jeg begyndte at få mere og mere interesse for forretningsdelen. Det var mere udfordrende at drive cirkus frem for at koncentrere sig om et nummer, hvor man går ind og fyrer det af på 8 minutter - og så kan være heldig at få et engagement i et andet cirkus med fuldstændig det samme. Det sidste år i Arena var jeg slet ikke i manegen."
Og det var ikke kun Arenas manege, som René trak sig fra:
"Jeg fik for meget af Arena. Jeg blev mere og mere en del af familien uden at være det. Jeg var jo ikke født eller giftet ind i det. Det gik op for mig, at jeg hele tiden havde søgt efter et idol at se op til. Og det blev Benny Berdino."
René stoppede hos Arena i 1994 for at lave børneteater. Det gik strygende. I fire år optrådte han ved byfester, i centre - små stykker med en simpel handling og cirkuselementer. F.eks. til jul: Nisserne kunne trylle, julen var ved at blive aflyst, og via trylleriet gik det hele godt.
Men René drømte stadig om cirkus. Og det skulle være hans eget.
16.00: Plakater, der forkynder Baldonis ankomst, har siddet i området omkring Holøsselund i syv dage, det har de to polakker Zbiegniew og Monika sørget for. De kører foran og bagved cirkus for at sætte op og tage ned. Klovnen Lars Larna og trommeslageren Roman er ude i højtalervognen for at kalde publikum til. De polske teltarbejdere sover, nogle af artisterne træner i teltet - Ernita fra den lettiske The Barbi Family forsøger at få et stort antal hulla-hop ringe i spin om sin spinkle krop. Hun har fejret 5 af sine 11 fødselsdage hos Baldoni.
$SUBT_ON$Cirkusteater
René havde fået en rigtig god ide. Hvad med at tage det bedste fra børneteater og kombinere det med det bedste fra cirkus? Et eventyr hvor de optrædende artister havde roller i den samlende historie? Og så kalde det Cirkusteatret?
Først købte han et telt med plads til 200 mennesker, hvor han i 1998 på en tre-måneders turne spillede eventyret 'Den lille Havfrue'. Fortalt og spillet af skuespillere, cirkusartisterne aflevere deres numre som del af handlingen. Det var en økonomisk katastrofe. Da sæsonen var slut, skyldte han 300.000-400.000 kroner væk og måtte arbejde hårdt med børneforestillinger hele vinteren for at fylde hullet.
Året efter var det Klods Hans. Underskudet blev det samme.
I år 2000 skulle det være. René satte alle sejl til, hyrede en flok dyre, dygtige, danske artister. Aladdin skulle være Cirkusteatrets store gennembrud:
"Det er svært at sige, hvor stor underskudet var. Men der var ikke penge til lønninger, da vi sluttede sæsonen. Det havde der været de andre år, og ja det var forfærdeligt. Hver gang telefonen ringede, var det nogen, der havde penge til gode."
"I december valgte jeg at gå konkurs. Der manglede et par millioner, det var ikke noget, der kunne reddes hjem på en vinter. Slet ikke hvis cirkus skulle ud igen."
$SUBT_ON$Og det skulle det.
I maj, i begyndelsen af turnéen, var Rene og hans kæreste gået fra hinanden. Hun var gravid, men de vidste det ikke. Hun fødte hans datter, Zanya, i februar - lige efter konkursen, René så datteren en enkelt gang - og så ikke mere i over tre år.
Med gode venners hjælp fik René stiftet et selskab. Selskabet ville forsøge sig med endnu et eventyr - meget pasende: Kejserens nye Klæder. Selskabet ansatte René. I den katastrofale Alladdinsæson blev han kæreste med Thessa, som gik med som partner i driften af det nye selskab:
"Vi fik kanongode reaktioner. Folk var så begejstrede: 'Ih, det var så godt. Synd der ikke kommer flere'. Det hørte vi igen og igen og igen. I august måned i Kerteminde gik det op for mig - vi spillede for 32 mennesker i et telt med plads til 500:"
"'Det her, det holder ikke'. Vi stoppede i 2001, som vi havde prøvet før, med at skylde 400.000 - 500.000 kr. væk."
$SUBT_ON$Baldoni
René brugte vinteren på at spille børneforstillinger for at dække det nystartede selskabs underskud - og på at planlægge det næste projekt til 2002: Cirkus Baldoni. Ud med eventyr og ind med traditionelt cirkus:
"Vi havde en forfærdelig premiere, alt gik galt, og 10 dage efter var det en anden forestilling. Vi skulle have rystet ambitionerne med at lave teater helt væk. Derefter gik det strygende. Der manglede 200.000 kr. da sæsonen var slut. Det skal siges, at vi havde udvidet vores forretning -måske før vi havde råd til det. Var der et problem med en lastbil, der var gået i stykker, blev vi nødt til at få en anden. Vi kunne jo ikke stoppe forretningen. 'Nu har vi da en skidegod forestilling. Det skulle da være mærkeligt, om der ikke vælter på med folk'," tænkte jeg.
2003 kørte efter samme koncept. Og igen manglede der 150.000 - 200.000 kr.
Underskud, underskud, konkurs, underskud, underskud. Og han blev ved!
"Efter hver sæson har jeg skyldt så mange penge væk. Hvad er det, der gør, at man bliver ved? Det er en tro på, at det skal nok gå. En stærk tro - nærmest religiøs. Der er nogen der tror - sådan lidt 'det kan da godt være', og så er der nogen, der ved. Når man tror på cirkus, som jeg gør, så er det ikke bare tro. Jeg ved det."
Det har kostet. Når man vælger, som René har gjort, vælger man også fra. Vælger man den ene familie, fravælger man den anden:
"At lave cirkus - det har jo fan'me også kostet mig nogle parforhold efterhånden. Cirkus er det drivende. Hvis et parforhold ikke fungerer i det, så er det bare surt."
"Omkring konkursen optog det mig så meget, at jeg sagde, at for mig er det her cirkus mit barn. Jeg følte at mit barn var ved at dø. Jeg ville gå gennem ild og vand for det her - barn. Det var der ikke nogen, der skulle tage fra mig."
18.40: De få, der har trodset solen og VM i fodbold, er begyndt at møde frem. Der lugter af popcorn og candy floss, orkesteret spiller Blueberry Hill, de polske teltarbejdere er blevet til cirkusmedhjælpere i fin uniform, børn forsøger at kigge under teltdugen. De kan høre, at der er noget igang derinde.
Familieoverhovedet
Forestillingen 2004 blev et vendepunkt. For første gang nogensinde løb det rundt. 2005 gav overskud. 2006 tegner endnu bedre.
Til premieren i 2005 friede han til sin kæreste Thessa - i manegen foran publikum:
"Du besvimer ikke, du besvimer ikke," tænkte hun - og sagde ja. Thessa er idag med i manegen og i driften af Baldoni. René er fungerende far for hendes tre drenge. Den ene, 15-årige Jonas, bor i campingvogn bag direktionens vogn, og han står i kiosken om aftenen.
René har igen fået kontakt til sin lille pige, Zanya, som nu er fem. Han ser hende hver 14. dag og hun løber denne sommerdag rundt på pladsen, forsøger at få to hulla-hop ringe i spin om sin spinkle krop og drømmer om at blive cirkusprinsesse.
Det, som han har arbejdet frem imod hele sit liv, er tilsyneladende blevet til virkelighed. Han har et cirkus og som bonus har han fået kone og børn. Den lille familie - og den store.
Vielsesringen glimter på Renés finger, han sidder i korte bukser på sin varanda med en dåseøl og ser sin lille pige lege.
Han planlægger udvidelser - julecirkus på Trianglen i København. En stor satsning.
Han siger, at han er lykkelig. Og at det har været det hele værd:
"I de perioder jeg har været alene, har det har været det, der har reddet mig - den energi efter at skabe og beskytte min egen familie. Jeg har ikke valgt kun at finde en kone og få nogen børn. Det havde nok været nemmere. Meget nemmere."
19.03: Forestillingen begynder, Rene byder, som direktør Baldoni i sin flotte røde jakke med guldvest og butterfly, velkommen til de 136 betalende tilskuere. Det er samtidigt signalet til, at det er ved at være slut. Nu kan Zbiegniew og Monika begynde at fjerne plakaterne omkring pladsen igen. 21.00 er forestillingen forbi, teltet er nede halvanden time senere. I morgen tidlig kl. 6 kører Baldoni til Græsted med Rene Mønster i spidsen.
