Læsetid: 3 min.

Civilisationen revisited

23. juni 2006

Det noget umage par Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth Larsen har begået en slags undersøgelse af Muhammed-krisen og fået en del hug for deres angivelige ensidighed. Under alle omstændigheder bør det være anledning til at træde nok et skridt bag den politiske debatfront. Der forekommer at være mindst tre væsentlige vinkler på sagen, som en politisk-journalistisk offentlighed bør kunne skelne, om end det kun er sket i behersket omfang.

For det første er der en argumentationslogisk vinkel. Her må man notere sig, at det er bedst at undgå at modsige sig selv og dermed undlade at forsage et 'men' og efterfølgende slynge byger af men'er af sted, selvom moderne kommunikation tilsyneladende finder sin essens i tvetunget tale.

For det andet er der en diplomatisk-teknisk vinkel. Det afgørende her er, at målet helliger midlet. Selv de mest demokratiske og selvforherligende stater som Danmark og Sverige danser tango med diktatorer og indgår i et delikat spil af ædle grunde og af realpolitiske årsager. Der er næppe nogen tvivl om, at den danske håndtering ikke gavnede de diplomatiske relationer ud fra en traditionel vurdering; inklusiv det vigtige tab af såkaldt brandværdi.

Endelig er der en normativ-civilisatorisk vinkel. Jeg nåede i løbet af debatten ikke at spotte nogle, der i al væsentlighed var uenige i, at ytringsfriheden er et umisteligt gode. Det åbne demokratiske samfunds grundlæggende juridiske fundament står ikke mindre solidt. Men den rette brug af ytringsfriheden blev diskuteret. Det afspejler, at civilisationens demokratiske projekt er og altid har været dobbelt: defensivt og offensivt. På den ene side at stille sikringer og rettigheder til rådighed, som garanterer friheden, men på den anden side samtidig at iværksætte foranstaltninger gennem særligt uddannelser, som skaber og afmærker normer og grænser for brugen af friheden, så vi netop kan være uenige på en skikkelig måde. Derfor må den første reaktion i diskussionen om brug af ytringsfriheden være en afstandtagen fra de trusler, som er sendt mod karikaturtegnerne - her hører kommunikationen nemlig op. Dernæst en diskussion af måde, hvorpå ytringsfriheden forvaltes, herunder i forhold til befolkningsmindretal. Men den helt fremadrettede diskussion, som stort set var fraværende, angår det rum, hvori vi lærer at være uenige på en skikkelig måde. Det er navnlig uddannelsessystemet, nærmere bestemt folkeskolen, fordi man i en moderne, liberal demokratisk stat har undervisningspligt lige såvel som Grundloven tildeler ret til at modtage undervisning. Dvs. man har pligt til bl.a. at lade sine børn civilisere og ret til selv at blive det. Man tildeles myndighed gennem rettigheder, men myndiggøres gennem en lang proces, hvorigennem man lærer at overskride sig selv for gennem særlige roller at blive del af et større fællesskab. Det gælder vel at mærke både den der taler og den der lytter, skriver og læser. Her bindes pædagogik og politik sammen - derfor måtte Platon, Rousseau, Kant, Stuart Mill, Durkheim o.a. alle skrive både om pædagogik og politik. Det hænger sammen og har gjort det i alle civilisations-forestillinger.

Det fraværende udsyn

Det udsyn var fraværende i Muhammed-krisen. Måske fordi vi i Danmark har været flinke til at tænke dannelsen kulturelt frem for demokratisk og endnu bedre til at blande de to forhold sammen - hvorfor samtale og dialog fremstår som særlig dansk, hvormed konfliktlinjen til andre grupperinger spidses til. Tragedien eller farcen er, at den velfærdsreform, som skal ruste Danmark med forsknings- og uddannelseskompetence i globaliseringens konkurrencekrig, havde alle muligheder for med blot et beskedent politisk-demokratisk udsyn til civilisationsideen at give Danmark et projekt med globaliseringen frem for at gøre Danmark til et attraktivt og tilpasningsdygtigt objekt for globaliseringen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her