Læsetid: 4 min.

Civilisationernes alliance og troens død

Det store FN-manifest om 'Civilisationernes Alliance' modtages blandet af internationale debattører. Engelsk filosof forudser, at 'civilisationsspændingerne' mellem Vesten og islam med tiden vil visne væk - de er udtryk for 'religionens dødsrallen' mener han
17. november 2006

"Vi har befundet os i en tilstand af fornægtelse, hvad angår årsagerne til islamisk terrorisme - vi har dyrket en krig på ord imod muslimer og islam, som har skabt en livsfarlig polarisering imellem Vesten og den muslimske verden," skriver Haroon Siddiqui, tidligere formand for Canadisk Pen, i Toronto Star i en lovprisning af Alliance of Civilizations.

Den således betitlede 40 sider lange betænkning, der er forfattet af et panel af 20 fremtrædende internationale tænkere og statsmænd, udgivet under FN's auspicier og omtalt i tirsdagens Information, gør lykkeligt op med omtalte fornægtelse og polarisering, mener Siddiqui.

"Med et udtryk af den franske Mellemøsten-forsker Maxime Rodinson har Vesten i de seneste fem år lidt af 'teo-logocentrisme'. Vi ser kun muslimerne igennem deres religions prisme." Denne tendens forklarer i kombination med vores blindhed over for amerikansk imperialistisk magtbrynde, hvorfor alle vores forsøg på at forklare islamisk terrorisme kommer til kort, mener han og citerer bifaldende de for ham at se centrale passager fra manifestet:

"Det israelsk-palæstinensiske spørgsmål er selve symbolet på splittelsen imellem vestlige og muslimske samfund og en af de største trusler imod international stabilitet (...) De vestlige militæroperationer i muslimske lande bidrager til et stadig mere fremherskende klima af frygt og fjendtlighed, der forplanter sig til hele verden. Dødsspiralen i Irak og konflikten i Afghanistan gør terrorgruppernes nyrekruttering lettere" (...), og "oplevelsen af dobbelmoralske standarder i håndhævelse af international lov og beskyttelse af menneskerettigheder avler en stigende modvilje og følelse af sårbarhed blandt mange muslimer kloden over."

Modgiften imod radikalisme og terrorisme er ikke at starte nye, unilaterale krige, som opflammer de selv samme følelser, som de var tiltænkt at skulle neddæmpe - det er at sætte ind imod årsagerne, ikke symptomerne, på terrorisme, skriver Siddiqui, der også kan tilslutte sig de løsningsmodeller, forfatterpanelet anbefaler: "Retsstatsprincipper, respekt for menneskerettigheder og et effektivt multilateralt system med FN i centrum".

Det stik modsatte synspunkt fremføres af lederskribenten på en anden canadisk avis, National Post (NP): "Selv om alle betænkningens anbefalinger blev fulgt til punkt og prikke, ville spændingerne mellem ekstremistisk islam og resten af verden bestå. Det har sin forklaring i, at disse spændinger frem for alt vokser ud af den radikale islams indadvendte og udelukkende verdenssyn, herunder samme religiøse ideologis fjendtlighed over for alle anderledes troende og tænkende."

Sensitivitetstræning

Betænkningens fromme tro på, at alle spændinger kan løses, hvis blot vi overvinder alle sociale uretfærdigheder og de globale uligheder "imellem de magtfulde og de magtesløse" er som taget ud af en marxistisk inspireret skolebog fra 1970'erne om underklassevold i de amerikanske storbyer, mener NP: "Bekæmp fattigdom og økonomisk ulighed, opret væresteder for frustrerede unge, giv penge til udvekslingsprogrammer og ung-i-arbejde-initiativer, nedsæt antidiskriminationsgrupper, promovér multikulturalisme og tvær-kulturel immigration, indfør globale skolepensa, der udtrykker respekt for alle religioner og hæld statsmidler i alternative medier, der kan lave film om interkulturel forståelse i stedet for at overlade det til de markedskraftsafhængige medier, der skal leve af at give næring til "fjendebilleder" - det eneste, der mangler fra denne 'vasketøjsliste' er midnatsbasketballkampe mellem jøder og muslimer."

NP-lederen konkluderer: "Hvis FN tror, det kan eliminere terror med gruppeterapi og sensitivitetstræning, har organisationen atter engang vist, hvorfor den i stigende grad er på vej til at blive irrelevant."

Et originalt tredje standpunkt indtager den engelske filosof, A. C. Grayling i et miniessay i Prospect Magazine. Tilspidsningen og sammenstødet mellem den muslimske civilisation og et Vesten, der igen søger tilbage til sine kristne rødder, er for ham at se blot en overgangsfase. Hans argumentation er besnærende, om end den baserer sig på analogislutninger:

"Religionernes påståede genkomst er i virkeligheden en reaktion på deres nederlag i en krig, de ikke kan vinde, uanset at de måske kan sejre i enkelte slag undervejs. Over det sidste halve århundrede har dele af den muslimske verden taget stadig større anstød af globaliseringen og den hermed forbundne eksponering for vestlige og især amerikanske kulturpåvirkninger og værdier, som på arrogant vis synes at udæske deres traditioner. (...) Her er modreformationens historiske præcedens instruktiv. Over 100 år efter at Luther havde hamret sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, var Europa opslugt af grusomme religionskrige, fordi kirken var ved at miste sit hidtil hegemoniske greb om samfundet og ikke agtede at opgive dette uden kamp. Millioner blev myrdet, og katolicismen vandt mange slag, om end det endte med, at den tabte krigen. Vi er i dag vidne til et lignende fænomen - denne gang i skikkelse af en islamisme, som desperat søger at modstå indtrængen af de livsformer, der truer den.

Som så ofte før vil gnidningerne mellem historiens tektoniske plader blive smertelige og langvarige, men om slutresultatet kan der ikke herske tvivl. Som privat overbevisning vil religion måske nok formå at overleve blandt minoriteter. Som en faktor i offentlige og internationale anliggender, gennemrystes den nu, hvad der meget vel kan være dens endelige dødskramper."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her