Læsetid: 3 min.

Civilisationernes sammenstød

Meget taler for, at Samuel P. Huntingtons essay 'Civilisationernes sammenstød?' er en af 1990'ernes vigtigste tekster, og derfor er det en fornøjelse, at den nu foreligger i en fin dansk oversættelse. Huntington formåede indsigtsfuldt i 1993 at præsentere en beskrivelse af verden, som vi nu begynder at kunne se meningen i
2. maj 2006

 

Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød er en begrebslighed af den type, som alle har taget til sig i debatten om, hvordan verden ser ud efter den kolde krigs afslutning, men i særdeleshed efter 11.9. Frasen 'civilisationernes sammenstød' er blevet nøglebegreb for manges omverdensorientering, således at civilisationernes sammenstød er noget, man kan være for eller imod, og det kan være noget, man politisk bør kæmpe mod. Netop i det lys kan det være gavnligt at læse eller genlæse Huntingtons tekst. Der er blevet sagt og skrevet mange kritiske kommentarer til Huntington, og mange steder er navnet Huntington nærmest blevet et skældsord, som om civilisationernes sammenstød er udtryk for en slags euro-amerikansk fundamentalisme eller essentialisme funderet i en opfattelse af verden som bestående af faste kulturelle enheder. Det er faktisk en misforståelse af Huntington, som argumenterer med en præmis om, at globaliseringen gennem global økonomisk og kommunikationsmæssig integration underminerer nationalstaten og skaber nye større 'enheder', som han så kalder civilisationer. Kulturer og civilisationerne er ikke faste i Huntingtons syntese af verden, men i høj grad foranderlige, og det Huntington så i 1993, var bevægelsen mod regionalisme i den globale magtbalance. Det er ikke længere nationalstater, som forholder sig til hinanden, men sammenslutninger af stater inden for større kulturelle sammenhænge, civilisationer.

Kulturkonflikter

Huntington indleder sit essay med en betragtning om, at fremtidens konflikter ikke vil være ideologiske eller økonomiske, selvom der er økonomiske motiver bag mange konflikter. Der findes simpelthen ikke en konkurrerende økonomisk dagsorden til den kapitalistiske, og man spørger heller ikke længere, 'hvis side er du på', men 'hvem er du'. Fremtidens konflikter bliver kulturelle, fordi de tidligere parametre ideologi og økonomi er væk, og fordi kultur efter Huntingtons mening er et mere fundamentalt forhold. Kultur er fundamentalt, fordi det er bestemmende for ideer om Gud, om forholdet mellem individet og gruppen, forældre og børn, kvinder og mænd osv. Disse forhold bliver mere udtalte og determinerende i en integreret verden, hvor man hele tiden støder på forskellene, og fordi identitetsrefleksionen forstærkes i mødet med andre mennesker med anderledes kulturer. Det bliver således 'værdier', som kommer til at definere grænserne mellem de enheder, som verden er opdelt i. Huntington inddeler verden i syv-otte overordnede 'civilisationer' med forskellige grader af konfliktrelationer. Vesten er den dominerende civilisation, og den kontrollerer verden økonomisk og militært, men de andre civilisationer vil søge at forstærke deres position vis-a-vis den vestlige, som Huntington meget rammende skriver: "På helt afgørende vis afføder det modsvar fra andre civilisationer, når Vesten anstrenger sig for at promovere sine demokratiske og liberalistiske værdier som universale værdier, og for at forbedre sin militære overmagt og sine økonomiske interesser" (s. 26). Mobilisering vil finde sted gennem appeller til religion og "civilisatorisk identitet". Huntingtons spådom er bemærkelsesværdigt tæt på den måde, som vi ser reaktionerne mod USA, England og Danmark i den arabiske verden folde sig ud på.

Én verden eller flere

Den anden af 1990'erne store spådomme, Francis Fukuyamas tese om 'historiens afslutning', forudså, at der i fremtiden kun ville være én verden og et mål for historien, nemlig kapitalismen og det liberale demokrati. Det er i Fukuyamas vision det ud fra alle kriterier højst opnåelige mål for menneskene, og det har vist sig at være uendeligt overlegent. Huntington er for så vidt ikke uenig i dette samfunds fortræffeligheder, men han forudså korrekt, at der efter den kolde krig ville opstå nye skillelinjer og brudflader. Der er stadig forskellige fællesskaber tilbage på jorden, som kæmper om retten til at fortolke verden, og som har forskellige målestokke for forholdet mellem mennesker, mellem mennesker og Gud, og Det Gode Samfund. Ingen af fællesskabernes værdier kan vides at være universale, og bag værdiernes og fortolkningernes retorik findes der stadig militære og økonomiske formål. Huntingtons udgangspunkt er, at der altid vil være fjendtlige forhold mellem værdifællesskaber, og det han beskriver i Civilisationernes sammenstød? er, hvordan disse antagonistiske relationer vil udfolde sig i fremtiden. Meget tyder på, at han havde ret. Tesen om civilisationernes sammenstød er en beskrivelse af en global sammenhæng og som sådan overfladisk og syntetisk. Alligevel kan man have stor gavn af visioner som Huntingtons, hvis succes beror på genkendeligheden, når man ser tv-avis og på evnen til at forklare komplekse sammenhænge enkelt. Huntington styrke er klart, at udgangspunktet for visionen er, at der er konflikt mellem værdifællesskaber, og at det derfor handler om at finde en balance. Det er faktisk et pragmatisk perspektiv og ikke et idealistisk. Samuel P. Huntington: 'Civilisationernes sammenstød?', Informations forlag, 2006

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu