Læsetid: 6 min.

Civilisationernes sande sammenstød

Den sande 'civilisatoriske' brudlinje, der deler Vesten og den muslimske verden, handler ikke om demokrati og politik, men om kønsforskelle, seksuel frigørelse og individuelle selvudtrykkelsesværdier
5. februar 2007

Samuel Huntington havde kun halvt ret: Den sande brudlinje, der deler Vesten og den muslimske verden, handler ikke om demokrati, men om køn og seksuel frigørelse. Muslimer ønsker demokrati i samme grad, som vesterlændinge, men der er en afgrund til forskel imellem de to 'civilisationer', når det gælder holdninger til skilsmisse, abort, kønnenes ligestilling og rettigheder for homoseksuelle.

Huntingtons berygtede tese fra 1993 - at de kulturelle brudflader mellem "vestlig kristendom" og "ortodoks kristendom og islam" er vor tids dominerende konfliktfaktor - har vundet stadig større genklang med den islamistiske terrorismes fremkomst på verdensscenen. Hvad der forener islamiske ekstremister synes frem for alt at være et fælles had til vestlige værdier, som for islamisterne at se oprinder i den jødisk-kristne arv. Fiaskoen for Bushs demokratiseringsprojekt i Mellemøsten gør det igen opportunt at spørge: Hvorfor kan demokrati ikke slå rod i Mellemøsten? Er der noget ved kulturen, befolkningerne, religionen osv., der gør, at demokrati ikke forekommer disse mennesker efterstræbelsesværdigt?

Huntingtons svar vil være, at den muslimske verden mangler de politiske kerneværdier, som i Vesten blev ophav til det repræsentative demokrati: adskillelsen mellem religiøse og sekulære myndigheder, retsstatsprincipper, social pluralisme, parlamentariske institutioner, repræsentative regeringer og beskyttelse af individuelle rettigheder og friheder som buffer mellem borgerne og statsmagten.

Ifølge institutionen Freedom House er næsten to tredjedele af verdens 192 lande demokratier, men blandt de 47 af dem med muslimsk flertal er kun en fjerdedel demokratier, og intet arabisktalende kerneland falder inden for denne kategori. Imidlertid er opgørelsen utilstrækkelig til at give Huntington ret, da den ikke afdækker, hvordan man i de muslimske landes befolkninger ser på demokratiet.

Ifølge World Values Survey (WVS)-undersøgelserne, som vi har været med til at gennemføre, kan det imidlertid fastslås, at et stort flertal af befolkninger i hele verden erklærer sig som tilhængere af demokrati.

Eros og demos

I samme undersøgelser spurgte vi også til kulturelle og religiøse værdiforestillinger i over 70 lande. Her må det indrømmes, at de indsamlede data bekræfter Huntingtons tese: Kulturforskelle har stor betydning og historiske, religiøse traditioner har varigt præget de værdianskuelser, der er fremherskende i dag. Huntington tager altså fejl, når han antager, at kernekonflikten mellem Vesten og islam angår politiske værdier. Hvad han ikke indser, er, at den virkelige brudzone handler om kønsforskelle og forholdet til seksuel frigørelse. Med andre ord har de værdier, der deler de to kulturer, mere at gøre med eros end med demos, for mens de yngre generationer i Vesten er blevet stadig mere liberale i disse spørgsmål, er de muslimske samfund forblevet blandt verdens mest traditionsbundne.

Forskellen i værdisæt afspejles i en stadig voksende økonomisk kløft mellem Vesten og den muslimske verden. I 2002 pointerede FN's udviklingsprogram i sin årsrapport, at "intet samfund kan opnå velfærd og fremskridt i menneskelig udvikling og konkurrere i en globaliseret verden, hvis halvdelen af dens befolkning er marginaliseret og umyndiggjort".

Men dette civilisationernes 'seksuelle' sammenstød stikker dybere end til, hvordan muslimske samfund behandler kvinder. Et samfunds forhold til kønnenes ligestilling og seksuel frigørelse viser sig gang på gang at være den mest pålidelige indikator for, i hvor høj grad dette samfund bygger på tolerance og egalitære principper. Så selv om det overvejende flertal af mennesker i den muslimske verden ønsker sig demokrati, så er det langt fra givet, at demokratiet vil kunne være bæredygtigt i deres samfund.

I forhold til kønnenes ligestilling og den seksuelle frigørelse vokser kulturkløften mellem islam og Vesten til en afgrund. Når det gælder lige rettigheder og muligheder for kvinder - som kan måles på sådanne spørgsmål som, hvorvidt mænd er bedre politiske ledere end kvinder, eller om en videregående uddannelse er lige så vigtig for drenge som for piger - scorer de vestlige og de muslimske lande henholdsvis 82 pct. og 55 pct. Muslimske samfund er også markant mindre tolerante over for homoseksualitet, abort og skilsmisse. Disse spørgsmål indgår som del af et bredere syndrom, der omfatter tolerance, social tillid, politisk aktivisme og individuel autonomi, og som kan siges at vedrøre værdier forbundet med selvudtrykkelse. Hvor stor vægt et samfund tillægger individuelle selvudtrykkelsesværdier, har uhyre stor relevans for demokratiske institutioners muligheder for at spire frem og bestå.

Et grænsetilfælde

Blandt alle lande i WVS's undersøgelse er opbakning til kønnenes ligestilling - en nøgleindikator for tolerance og personlig frihed - snævert forbundet med samfundets grad af demokrati.

I alle stabile demokratier er et stort flertal af befolkningen klart uenige i udsagnet, at "mænd er bedre politiske ledere end kvinder, hvorimod ingen af de samfund, hvor under 30 pct. siger nej til dette udsagn (som f.eks. Jordan, Nigeria og Hviderusland), kan kaldes sande demokratier. I Kina, et af verdens mindst demokratiske lande, er et flertal af befolkningen også enige i, at mænd er bedre politiske ledere kvinder, trods en partilinje, der i årtier har dikteret kønsligestilling (Mao Zedong erklærede engang, at "kvinder bærer halvdelen af himmelen oppe"). I praksis er det dog kun få kinesiske kvinder, som beklæder reelle magtpositioner, og kønsdiskrimination er på kinesiske arbejdspladser mere reglen end undtagelsen.

Indien er et grænsetilfælde. Landet har i årtier været et stabilt parlamentarisk demokrati med et uafhængigt retsvæsen og civil kontrol med sine væbnede styrker. Kvinders rettigheder er garanteret i forfatningen, og Indira Gandhi stod i spidsen for nationen i 15 år. Men hustruvold og tvangsprostitution er stadig udbredt, og ifølge WVS er 50 pct. af Indiens befolkning af den opfattelse, at kun mænd bør påtage sig politiske lederoller.

Hvordan et samfund ser på homoseksualitet er også en afslørende lakmusprøve på i, hvor høj grad det føler sig forpligtet på lige rettigheder til alle borgere. I dag er det meget få mennesker, der udtrykker åben fjendskab over for andre socialklasser, racer eller religioner, men ubehaget ved homoseksuelle er stadig udbredt. Som svar på WVS's spørgsmål, "om homoseksualitet kan retfærdiggøres", svarer godt halvdelen af klodens befolkning "aldrig".

Og - som tilfældet var med kønnenes ligestilling - er denne holdning direkte proportionel med landets grad af demokrati. I autoritære og quasi-demokratiske lande er fordømmelse af homoseksualitet rodfæstet: 99 pct. i både Egypten og Bangladesh, 94 pct. Iran, 92 pct. i Kina og 71 pct. Indien. De tilsvarende tal er markant lavere i stabile demokratier: 32 pct. i USA, 25 pct. i Storbritannien og 19 pct. i Tyskland.

Skønt næsten hele verden således erklærer sig som tilhængere af demokrati som styreform, er der således meget langt til global konsensus om selvudtrykkelsesværdier som tolerance, social tillid, kønnenes ligestilling og ytringsfrihed. I dag udgør modstridende opfattelser af disse værdier det egentlige 'civilisationssammenstød' mellem muslimske samfund og Vesten.

Urealistiske forestillinger

Men som bekendt er økonomisk udvikling dynamoen bag ændrede opfattelser i næsten ethvert samfund, og navnlig fremkalder moderniseringsprocesser systematiske og forudsigelige forandringer i synet på kønsroller. Industrialiseringen bragte kvinderne ind i arbejdsstyrken og reducerede fødselsraterne dramatisk. Bedre adgang til uddannelsesinstitutioner betød, at kvinder begyndte at blive repræsenteret i politiske institutioner. Stadig har de mindre magt end mænd, men den postindustrielle fase har styrket kønnenes ligestilling og betydet, at kvinder i dag i stigende grad bevæger sig ind i højstatus-prægede roller i økonomisk og politisk ledelse. Således har relativt industrialiserede muslimske lande som Tyrkiet da også omtrent samme syn på kønnenes ligestilling og seksuel frigørelse som andre unge demokratier.

Selv i grundfæstede demokratier har ændrede kulturelle holdninger været snævert forbundt med moderniseringen. I de protestantiske lande fik kvinder først stemmeret omkring 1920 og i store dele af det romersk-katolske Europa først efter Anden Verdenskrig. I 1945 var kun 3 pct. af verdens folkevalgte parlamentarikere kvinder. I 1965 var de 8 pct., i 1985 12 og i 2002 15 pct.

Vesten skal ikke bilde sig ind, at den kan blive fødselsforløser for demokrati i den muslimske verden ved at presse disse lande til at indføre demokratiets ydre rammer og formelle procedurer, såsom valghandlinger og parlamentarisme. Lige så urealistisk var det at tro, at en eller to nationer vundet for demokratiet i Mellemøsten kunne inspirere en bølge af reformer i stil med den fløjlsrevolution, der rullede hen over Østeuropa i Den Kolde Krigs sidste dage.

Skal den muslimske verden demokratiseres, vil det komme til at bero om de nødvendige ressourcer investeres i at fremme menneskelig udvikling i den muslimske verden. Kultur har en varig indvirkning på, hvordan samfund udvikler sig. Men kultur behøver ikke nødvendigvis at blive skæbne.

Ronald Inglehart er forsker ved University of Michigan og har stået i spidsen for World Values Survey-undersøgelserne.

Pipa Norris er docent i komparativ politik på Harvard University

© Globalpolicy og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kronikken tirsdag: Europa og dansk teater

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu