Læsetid: 3 min.

En civilisationskrise

28. februar 2001

Landbruget har aldrig været så idyllisk i virkeligheden som i byboernes hyrdepoesier, og livet på landet har langtfra overalt haft den kvalitet, man finder i Henry David Thoreaus sublime skildringer. Men i dag oplever vi mere og mere landbrugsverdenen som et gigantisk og surrealistisk rædselskabinet.
I Europa lever kun en forsvindende del af os på landet, men resten af os møder især landbruget gennem daglige billeder i tv – det drejer sig om massiv nedslagtning af køer, der derefter destrueres, reportager fra kriseramte slagterier og kødmarkeder og nu sidst de kæmpemæssige og kvalmende autodafeer, hvis flammer slår op mod himlen over det mund- og klovesygeramte England.
De færreste dyr dræbes, fordi de er syge. Hundredtusinder og efterhånden millioner slås ned og destrueres, enten fordi de er potentielt smittefarlige, eller fordi efterspørgslen efter kød, især oksekød, falder drastisk – altså for at beskytte prisniveauet. Man tør næsten ikke nævne, at en del af jordens befolkning samtidig lider under hungersnød eller fødevaremangel, for den betragtning er ikke ’økonomisk relevant’.

OVEN PÅ kogalskaben, der er opstået, fordi man har fodret planteædende dyr med kødprodukter som led i et tiltagende produktivitets- og profitjag, rystes Europa nu af faren for udbredelse af mund-
og klovsygen fra England – en gammel kending, der
i dag truer på en ny måde som følge af en eksplosiv udvikling i den internationale samhandel, i transport- og distributionsmetoderne.
Et symptom på krisen: I England er der opstået akut mangel på dyrlæger. De søges nu over hele verden.
Et andet symptom: I Bruxelles opgiver EU’s (landbrugs)ministerråd at yde erstatning fra EU-kassen til de kriseramte landmænd. En dækning af tabene ville tømme kassen... I stedet må hvert enkelt regering yde den støtte, den finder for godt at yde.
Nogle har svært ved at se en mening i galskaben, når bønderne, hvis uansvarlige produktionsmetoder dybest set er årsag til krisen på kødmarkedet, retter deres raseri mod den siddende regering. Den franske regering har ikke kunnet overtale de andre EU-lande til at acceptere, at byrden læsses over på EU.
At man overlader problemet til nationale løsninger er et nederlag for fællesskabet og et nyt søm til ligkisten for den EU-landbrugspolitik, der i sin oprindelse stammer fra Fællesmarkedets barndom, og som man i de senere år er begyndt at pille ved. Denne politik, der i begyndelsen beslaglagde næsten hele Fællesmarkedets budget, er allerede blevet nedtrappet lidt, men vi står kun ved begyndelsen af denne proces. Det var en politik, der var udpræget produktivistisk – med garanterede priser – og den bærer sin del af ansvaret for de problemer, der nu er kommet på dagsordenen, fordi den adlød landbrugslobbyen – navnlig den største, den franske – og tog alt for lidt hensyn til fødevaresikkerhed, miljø og kvalitet. Den blinde produktivisme førte til standardiserede produktionsmetoder, burhøns og andre former for dyremishandling, talrige miljøskader – fra nitrataflejringer til ajle og gylle – og kogalskab.

Hormonkød og gensplejsede planter indgik naturligt i denne logik, men når de europæiske fællesskaber er gået til kamp mod disse fæmonener, viser det, at vinden kan vende, og at den engang almægtige landbrugslobby ikke længere er enerådende. José Bovés bondeforbund, Confédération Paysanne, der står for den alternative, bæredygtige og mindre intensive, ja, mere menneskelige landbrugspolitik – og som indtil for få år siden var helt marginal – repræsenterer i dag 26 procent af de franske landbrugere.
Det er på tide at slå om, for den type landbrug, hvis problemer nu tårner sig op, har noget hensynsløst og umenneskelligt over sig, billedet af en civilisationskrise. På tv-skærmen ser vi daglig billederne af smukke, sympatiske dyr. I næste øjeblik ser vi dem som kød på kriseramte kødmarkeder eller som kadavere på bål. Til vegetarernes og dyrevennernes mange argumenter – de dukker jævnligt op i dette blads spalter – føjer sig stadig nye. Vil civiliserede samfund i det uendelige vedblive at spise kød, når prisen er barbariske metoder, spild og massiv destruktion? Hist og her hører man seriøse tænkere lufte den tanke, at visse afsindige sider af den moderne kødproduktion afspejler den samme mentalitet, der har beredt vejen for krigsforbrydelser og udryddelseslejre – har de uret?
Vores ideer om civilisation er meget fleksible, og at tage humanitets-kriterier alvorligt i relation til fødevareproduktion, er uden tvivl virkelighedsfjernt. Men det er ikke forbudt. Selv om man risikerer at konfrontere rædslerne med afmægtig vrede og sidde tilbage med et enkelt ord på læberne: Merde!

B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu