Læsetid: 6 min.

Civilsamfundet er glemt - igen

Regeringens handlingsplan for erhvervsudvikling i udviklingslandene fortjener nok ros for at fokusere på væsentlige problemstillinger. Men den afgørende sammentænkning med et vitalt civilsamfund som aktiv med- og modspiller mangler helt
9. juni 2005

Erhverv, vækst og udvikling er titlen på regeringens nye handlingsplan for erhvervsudvikling i udviklingslandene, som blev lanceret i maj. Når man læser den, efterlades man i første omgang lettere opstemt over alt det gode, der står. I anden omgang kommer så tømmermændene over det, der ikke står.

Det er godt, at regeringen vægter at få økonomisk vækst i den private sektor som kerneelement i erhvervsudviklingen. Jeg er enig i, at det udgør selve grundlaget for at skabe en dynamisk udvikling, og i handlingsplanen står der også mange kloge ord om, hvordan en række tiltag kan understøtte dette: For eksempel tilpassede erhvervs- sektorprogrammer, lederuddannelse, mikrofinansiering, samtænkning af sektorprogrammer og erhvervsinstrumenter, administrative forenklinger og meget mere.

Dog er der et tiltag, jeg ikke synes om. Nemlig forslaget om de nye fleksible former for partnerskaber i Privat Sektor-projekter. Her er der lagt op til, at danske virksomheder ikke nødvendigvis skal binde sig til at samarbejde med lokale virksomheder. Når man ser på, hvordan det allerede med det nuværende PS-program har været muligt for danske virksomheder at udnytte ordningen på bekostning af, hvad der har været intentionerne, er det bestemt ikke, hvad der er behov for. Her håber jeg, regeringen vil tage ved lære af den berettigede kritik, der inden for de seneste uger er rettet mod PS-programmerne.

Frihandel er ikke nok

Foruden stimuleringen af den private sektor er regeringen også meget optaget af, hvordan liberaliseringen af verdenshandelen og den regionale handel mellem de afrikanske lande kan gøre en afgørende forskel. Det er også vældig godt og noget, jeg kun kan støtte. Danmark spiller sammen med de skandinaviske lande en progressiv rolle i de igangværende forhandlinger i WTO-regi, og det er vigtigt, at disse føres til ende med et positivt resultat. Vigtigst i den sammenhæng er det, at EU sænker paraderne på landbrugsområdet og åbner for større import af landbrugsafgrøder og forarbejdede fødevarer fra de mange afrikanske lande, for hvem EU er det vigtigste marked. Og at EU derudover stopper dumping af egne subsidierede fødevarer på de afrikanske markeder.

I handlingsplanen er der en erkendelse af, at frihandel ikke er nok, men bør støttes af overgangsordninger, der kan gøre de lokale økonomier klar til fri konkurrence. Også dette er godt, men samtidig fornemmes en - forståelig - fascination af de asiatiske tigerøkonomier, der i sammenligning med afrikanske lande har haft en imponerende vækst siden Anden Verdenskrig. Troen på at man kan lade Afrika kopiere Asien ligger uudtalt mellem linjerne.

Når man sammenligner udviklingen i Asien og Afrika, skal man imidlertid huske på flere afgørende faktorer, der forklarer, hvorfor udviklingen i Asien har været kendetegnet ved høj vækst.

I Asien var og er uddannelsesniveauet som udgangspunkt langt bedre end i Afrika.

I Asien var den offentlige sektor på et tidligt tidspunkt offensiv og prioriterede erhvervsudvikling, udbygning af infrastruktur samt beskyttelse af egne virksomheder mod ublu konkurrence, inden man koblede sig på den liberaliserede verdensøkonomi.

I Asien var og er statsapparatet generelt langt stærkere end tilfældet er i Afrika. En stærk offentlig sektor med store investeringer i uddannelse kombineret med stærk statslig styring af erhvervsudviklingen har været kendetegnende for de asiatiske lande, som har haft den største vækstrate. At væksten har medført sociale, miljømæssige og fordelingsmæssige problemer er en anden side af sagen, som der nu i stigende omfang fokuseres på fra de asiatiske civilsamfund. Afrika har været kendetegnet ved både at have svage stater og svage civilsamfund.

I Asien har der været konflikter og krige. Men ikke i det ødelæggende omfang, der kendetegner Afrika, hvor mange af krigene har en direkte eller indirekte sammenhæng med tilfældige grænsedragninger eller uløste problemer fra kolonitiden.

Sammenligningen fortæller med al tydelighed, hvad der er de kritiske faktorer i Afrika. Foruden bekæmpelse af hiv/aids, der i de senere år er kommet til som et forfærdeligt problem.

Pålidelig offentlig sektor

I forhold til at løse konflikter og krige har Danmark en lang og flot tradition for at yde væsentlige bidrag gennem FN og andre internationale organisationer. Det vil der fortsat være behov for. Ligesom på spørgsmålet om frihandel - kombineret med beskyttende overgangsordninger - er der på dette område bred politisk konsensus om regeringens politik. Og Danmark spiller en progressiv rolle, som der er grund til at rose det samlede politiske establishment for.

Men hvilke svar har regeringen på det, som er kardinalpunktet for udviklingen i det enkelte land i Afrika? Nemlig opbygningen af en pålidelig offentlig sektor, der i samspil med befolkningen sætter gang i uddannelse, erhvervsudvikling, infrastruktur, sygdomsbekæmpelse mv. Her er det, tømmermændene sætter ind. Her mangler der gode svar.

For selv om der er enkeltstående betragtninger og forslag til at løse dette eller hint problem, mangler hele den dimension, der handler om at sikre udviklingen af en troværdig stat. Hvordan gør man det i samfund, der mangler demokratiske traditioner og spilleregler, hvor medierne ofte er kontrollerede af regeringen, og hvor det er en indarbejdet praksis, at man tilgodeser venner og slægtninge, hvis man er så heldig at sidde med den udøvende magt?

Her kan man virkelig lære af historien. Kig på Danmark eller andre lande, der har gennemløbet en udvikling med gennemførelse af demokratiske reformer. Intet sted er tingene kommet af sig selv. Alle steder handler det om, at borgerne har sluttet sig sammen i foreninger og organisationer og har kæmpet for at ændre udviklingens skæve gang. Ud af den kamp er der udviklet forskellige udgaver af demokratiet, der dog har det til fælles, at borgerne inddrages i problemløsning gennem høringer, forhandlinger, medlemskab af kommissioner, udvalg og arbejdsgrupper.

Med andre ord: Samarbejdet mellem statsmagt og civilsamfund, der samtidig fungerer som garant for forholdsvis stor gennemskuelighed og kontrol med regering og statsadministration.

Fordelingspolitik

Hele denne afgørende dimension beskrives ikke i regeringens handlingsplan. Lige så lidt som den blev beskrevet i regeringens nye Afrika-politik, der blev lanceret i december 2004. Men hvordan forestiller regeringen sig, at de afrikanske lande så at sige skal hives op af sumpen uden en handlingsplan for at udvikle demokratiet i det enkelte land?

Hvordan skal for eksempel den betragtelige udvidelse af udviklingsbistanden, som EU lykkeligvis har besluttet for nylig, nå ud til de fattige grupper i udviklingslandene og ikke ende i lommerne på den lokale magtelite? Med baggrund i de historiske erfaringer siden landene blev selvstændige, er der desværre al mulig grund til at frygte, at dette ikke kun er en teoretisk mulighed.

Når man læser handlingsplanen i sin helhed, skal man lede med lup for at finde eksempler på instrumenter, der sikrer, at den forventede vækst fører til en bedre fordelingspolitik til fordel for de mindst privilegerede. Al erfaring viser, at det gamle udsagn "at når det regner på præsten, så drypper det på degnen" ikke virker uden en besluttet og gennemført politik, der fordeler væksten mellem de mennesker, der har været medvirkende til væksten. Den eneste måde, hvorved man kan opnå en sådan fordelingspolitik, er gennem et stærkt og organiseret civilsamfund. Herunder en fagbevægelse, der kan stille krav til virksomheder og myndigheder om at få bedre vilkår. Og bondeorganisationer, der kæmper for at vriste adgangen til jord fra den besiddende klasse. Præcist som vi har set det udspille sig i Danmarks historie fra slutningen af 1800-tallet og de følgende 50 år, som var den periode, der grundlagde det moderne Danmark.

Regeringens handlingsplan nævner ikke med ét ord betydningen af en sådan kraft. Det er forbavsende og bekymrende, at Danmark, som et af de få lande i verden, hvor der bl.a. i kraft af et stærkt civilsamfund er opnået en rimelig grad af lighed, ikke med ét eneste ord nævner denne afgørende forudsætning.

Vi skal selvfølgelig påvise og afhjælpe de barrierer, som er relevante for udviklingen af en stærk privat- og erhvervssektor i udviklingslandene. Men ligeså stærkt bør vi påvise de instrumenter, der skal til for at sikre, at den vækst, der formodentlig opstår, også kommer de bageste i disse samfund til gode. Det gør man ikke ved alene - som en slags 'pynt på lagkagen' - at drysse et afsluttende afsnit om 'Virksomhedernes etiske, sociale og miljømæssige ansvar' ud over papiret. Det er simpelt hen ikke godt nok.

Søren Hougaard er formand for Mellemfolkeligt Samvirke

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu