Læsetid: 4 min.

Claude Simon og tidens forfald

Et musikalsk glidende fletværk af forsvunden og stadig genkommende tid... En af den Ny romans fædre Claude Simon er død 91 år
12. juli 2005

Triptykon hedder en lille roman fra 1973, på dansk året efter, af nobelpristageren Claude Simon, der nu er død i den høje alder af 91 år. Titlen er betegnende for den særlige form, forfatteren brugte til udtryk for sin oplevelse af tidernes sammenfald i forskellige historier, synlige for øjet. Sammenhængen er imidertid altid tvivlsom, og historien har ingen kausalitet, kun et mareridt af gentagelser, man kan genkalde for sit indre blik.

Et brudstykke af romanens slutning kan give et indtryk af fremgangsmåden og holdningen: "Der er ingen kontinuitet mellem tegningens forskellige elementer. De to mænd i skovbrynet med de sorte træer og grene, den lange mur som det omslyngede par læner sig imod og de ansigter der i forgrunden optager størstedelen af rektangelet, udgør tre forskellige helheder adskilt af utydelige zoner, som om de på samme tid blev projiceret af tre fremvisere på et lærred af røg og mørke skygger."

Det filmiske eller fotografiske præg er tydeligt med dobbelteksponeringer, glidende overgange og det erotiske islæt. Det sidste fungerer ikke kun som motiv, men som en sensualistisk kærtegnende, mangeøjet syntaks.

Ny roman

Claude Simon var en af de stærkeste fornyere af den romanprosa, der voksede frem i 1950'ernes Frankrig under navn af nouveau roman, med bidrag af Nathalie Sarraute - hendes Tropismer leverede et andet nøgleord for denne fænomenologiske sansemåde, som også helt dogmatisk udmøntedes af Alain Robbe-Grillet. Simons personlige baggrund for oplevelsen af tidernes kaos var indkaldelsen til krigstjeneste i Anden Verdenskrig, hvor de franske styrker blev løbet over ende af tyskerne, hans tilfangetagelse og heldige flugt fra fangelejren. I den store roman Vejen i Flandern (1960, da. 1963) udfoldes temaet. Den har samme fortæller som den forudgående Græs, en anden gennemspilning, der atter understreger relativiteten i tidsopfattelsen i et uhyggeligt kredsløb af rædsler, gentagelser, ødelæggelser. Også her er samlejet et afgørende motiv. Fortælleren, hvis man kan tale om en sådan, opsøger en meget omtalt kvinde, og deres natlige samvær udløser en omfattende og dog fragmenteret bevidsthedsstrøm af erindringer. Mere end Joyce er det Marcel Prousts erindringsvævninger, som er den litterære baggrund for Simons musikalsk glidende fletværk af forsvunden og stadig genkommende tid og det anonyme kraftværk som styrer og ikke styrer verdens gang gennem tegn - og oftest uden om grammatisk tegnsætning. Det kan kræve tålmodige læsere, som dog ikke kan undgå at fanges ind og da må lægge brik til brik, for nu at hentyde til at et andet genkommende motiv, puslespillet - som ikke vil gå op.

Det siger sig selv, at en roman må hedde Historie (1967, da. 1969), fordi den netop må sprænges, og Slaget ved Farsalos (1969, da. 1971) giver endnu en sprængt version af verdenskrigen, men med Cæsars beretning om det historiske slag som intertekst: en gymnasiasts inspirererende latinlæsning med en onkel og dennes affære med en nøgenmodel i Paris. Centrale motiver i nye hidsende mosaikker. Man skal heller ikke tro på nogen idyl i Georgica (1981, da. 1983), trods titlens hentydning til Vergil, den roman, som udløste nobelprisen 1985. Her er atter flere tids-aldre flettet sammen, de genkendelige scenerier fra de franskes tilbagetog i verdenskrigen, deltagelse i den spanske borgerkrig på folkefrontens side og rædselsherredømmet under den franske revolution. Tre personer med umiskendelige Simon-træk og paradoksale gentagelsesmønstre, rytmiske, poetiske, gruopvækkende i deres modsætning til naturens vækstrytme, der danner det ironiske akkompagnement.

$SUBT_ON$Akacier

Akacietræet (1999, da. 2001) genoptager de uendelige, uudtømmelige erfaringer fra krigen, hvor den simonske hovedperson er i færd med at skrive bogen, hvorfra nogle slutlinjer kan vise den særlige stiltone og synsevne: "En af grenene på det store akacietræ, som voksede i haven, rørte næsten ved muren, og han kunne se de nærmeste kviste oplyste af lampen med deres fjerlignende blade, der sitrede svagt på baggrund af mørket, og de ovale små blade, som var farvet skarpt grønne af det elektriske lys, bevægede sig til tider som fjerbuske, som om de pludselig blev drevet af en egen bevægelse, som om hele træet vågnede, skuttede sig, rystede sig, hvorefter alt faldt til ro, og de vendte tilbage til deres ubevægelighed."

Den seneste læsning i Claude Simons forfatterskab gjaldt erindringsbogen Jardin des Plantes (1997, da. 2000), hvor krigstraumet atter spiller den store rolle, men her vågner også træet, nu i den botaniske have i Paris, der med sit myldrende liv bliver billede på hans verden, ikke af den grund mere sammenhængende, selv om vi læsere dog stadig konfronteres med en sammenhæng i digterens liv og værk. Det er da også, som om brudstykkerne, enkeltbilledernes mangfoldighed her efterhånden får mere episk karakter i skrivningens form, fra rene tekstfragmenter til beretning. Tilbage bliver alligevel lyden af en klangfuld, men rungende tomhed eller fravær af mening.

Men akacietræet findes. Akacierne findes.

Vores bedste oversættere har taget sig af Claude Simon, bl.a. Uffe Harder, Lars Bon-nevie og Hans Peter Lund, og det allermeste forefindes. Først var det naturligvis forlaget Arena, der fandt frem til denne banebrydende modernist. Jeg havde lejlighed til at møde ham over en stilfærdig middag, da han besøgte Købehavn efter nobel-prisen. Vi talte om hans kærlighed til heste og om nærsynethed og langsyn. Han var kavalerist, da han mødte den tyske fjende, og hans syn var nærgående og uendeligt. Et fragment, et øjeblik i et langt liv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her