Læsetid: 3 min.

Clemmesen tør - hvor Fogh tier

Angreb på rapport om Den Kolde Krig udnytter fermt de moderne mediers stil
2. september 2005

Danske officerer råber sjældent højt. Så når det sker, er nyhedsværdien stor. Ingen ved det bedre end den nu pensionerede brigadegeneral Michael Clemmesen, som med en meget åbenmundet stil altid har haft pressens bevågenhed.

Gennemslagskraften i nyhedsmedierne var da også stor, da han onsdag angreb forskerne på instituttet for internationale studier (DIIS), der angiveligt i den store kold-krigs-redegørelse både har leveret "svineri af den værste karakter" og forsvaret venstrefløjen, som i 80'erne stod bag den såkaldte fodnote-politik.

Det mere saglige indhold ligger i en artikel, som han har skrevet. Værket er på 32 sider - alene af den grund er et retfærdigt referat og grundig analyse af de substantielle anklager hinsides pressens evner. Det er indpakningen, som udgør budskabet.

Antydningens kunst

Samme lille trick er brugt i overskriften på denne artikel.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen er, ifølge flere kilder, rasende over rapporten fra instituttet, som undergraver hans kampagne mod folk, der måske vil kritisere regeringens sikkerhedspolitik. Med kraftig antydning af, at f.eks. Socialdemokraterne gik Sovjets ærinde i 80'erne, har Anders Fogh Rasmussen ganske effektivt lagt en dæmper på den politiske opposition, ja endog uafhængige forskere.

Men han har været bemærkelsesværdigt tavs, efter rapporten blev offentliggjort. Nu siger brigade-generalen, hvad statsministeren nok mener.

Er der, som overskriften antyder, en forbindelse mellem den af sikkerhedspolitisk engagerede journalister højt elskede 'Clemme' og Fogh? Tjah, det påstås jo ikke direkte, så hvorfor dokumentere det?

Clemmesens trick er at hæfte en række betegnelser på forskerne, som gør dem utroværdige: De har anlagt en 'neutralistisk linje'. De har 'styrende holdninger' fælles med 80'ernes alternative sikkerhedspolitiske flertal. Deres værk er et 'revisionistisk partsindlæg'. Og de har ikke set, at der under Den Kolde Krig var forskel på Øst og Vest.

Selve substansen i Clemmesens lange artikel argumenterer knapt nok for påstandene, som da også er temmelig absurde, hvis man har læst alle DIIS-redegørelsens over 2.300 sider. Forskernes grundlæggende antagelse er, at dansk medlemskab af NATO er og var et gode. Det gamle flertals holdning var, at man ville påvirke verdens gang, men rapporten konkluderer, at forsøget var mislykket - og den konklusion er venstrefløjens veteraner sure over.

Skabsrevisionister

En særligt udsøgt fornærmelse er anklagen om, at forskerne er skabsrevisionister. For fagfolk er det en henvisning til en generation af amerikanske historikere, som i 70'erne, under indtryk af især Vietnam-krigen, gav USA meget af skylden for Den Kolde Krig. Revisionisternes værker er senere blevet overskygget af ny forskning. Og rapporten fra DIIS er solidt forankret i de seneste 10-15 års utallige bøger samt adgang til førhen lukkede arkiver.

Som citeret i Information mener Clemmesen, at der endnu ikke er grundlag for historieskrivning, som sammenligner Øst og Vest. Rent faktisk er DIIS tilknyttet et internationalt samarbejde, som studerer og sammenligner de to blokke, The Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact.

Enhver kan ved selvsyn (www.isn.ethz.ch/php) konstatere, at DIIS er i fuld overensstemmelse med denne nye generation af historikere.

Helt ekstremt er det, når Clemmesen påstår, at forskerne ikke inddrager "den grundlæggende forskel" mellem Den Kolde Krigs to parter. Rent faktisk har de udførligt redegjort for rapportens præmisser, som bl.a. er "en opfattelse af det sovjetiske system og det sovjetiske hegemoni i Østeuropa som totalitært og yderst voldeligt over for de undertrykte befolkninger".

Tavs brigadegeneral

Hvis man ser nærmere på det substantielle i Clemmesens artikel, så er det mest bemærkelsesværdige, hvad han ikke beskæftiger sig med. DIIS kritiseres ikke, fordi rapporten har afvist, at Sovjet havde væsentlig indflydelse på dansk politik, og det har dog ellers været dens mest kontroversielle, samt vigtigste, indhold. Med kun få linjer berører han det største spørgsmål, som rapporten har rejst: Hvilket kendskab havde danske officerer og ministre til USA's stærkt provokerende militære pres på Sovjetunionen i 90'erne?

Clemmesen hævder blot, at "de amerikanske reaktioner på den sovjetiske politik i 1970'erne (gik) betydeligt ud over, hvad der var generelt accepteret eller kendt i NATO".

Det alternative flertal anede i 80'erne, at netop det var tilfældet, og frygt for følgerne var en central drivkraft bag de opfordringer, som blev vedtaget i Folketinget. DIIS har skitseret en amerikansk adfærd, som langt overgår, hvad kritikere dengang kunne ane.

Storbritannien deltog også. En militær kilde, som både jeg og Clemmesen kender, har således berettet, at britiske Tornado-fly gennemførte simulerede angreb på den sovjetiske atombase ved Tartu, langt inde i Estland.

Kan den slags aktiviteter retfærdiggøres? Og hvordan? Herom er brigadegeneralen stadig tavs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu