Læsetid: 4 min.

Clinton på pladsen

24. juni 1998

Det er åbenlyst, at en strategisk alliance mellem verdens største økonomiske og helt ubestridte militære magt og verdens folkerigeste land med et stort økonomisk reformprogram vil sætte hegnspælene for den politiske og økonomiske udvikling langt ind i næste århundrede.
Ambassadør J. Ørstrøm Møller

NÅR DEN AMERIKANSKE præsident Bill Clinton i morgen for første gang betræder kinesisk jord, lyder startskuddet til et ni dages-besøg, der vil være rigt på symboler.
Det er første gang i ni år, at en amerikansk statsleder besøger Kina efter den famøse og tragiske Tiananmen-massakre på demokratiforkæmpere i juni 1989.
At den officielle kinesiske modtagelse af præsident Clinton finder sted ved samme plads - bedre kendt som Den Himmelske Freds Plads - er yderligere med til at understrege symbolikken og det kontroversielle ved besøget.
Det har naturligt nok fremkaldt en rasende debat om det rimelige i, at Bill Clinton betræder netop denne plads, og debatten i USA har udviklet sig til en diskussion om, hvorvidt en amerikansk præsident overhovedet bør besøge en nation, hvis ledere her ni år efter fortsætter med at undertrykke al politisk opposition, og som stadig holder et ukendt antal af hovedaktørerne fra 1989 indespærret.
Både de kinesiske værter og Clintons rådgivere har forsvaret Tiananmen-arrangementet med, at det er sædvane ved statsbesøg i Kina, at gæsten modtages ved en ceremoni netop der - nærmere bestemt i Folkets Store Hal, der ligger lige op ad pladsen.
Kritikkerne påpeger derimod, at Clintons tilstedeværelse på pladsen vil være det samme som fra officielt amerikansk hold at sige, at massakren er glemt - eller måske endda tilgivet, mens andre peger på, at ceremonien kan tolkes på den måde, at Clinton sender et signal til ofrene og Kinas øvrige systemkritikere om, at de netop ikke er glemt.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER siger debatten noget om, hvor ømtåleligt forholdet mellem de to nationer stadig er, og samtidig hvor betydningsfuldt besøget anses for at være.
De kinesiske ledere med præsident Jiang Zemin i spidsen vil bruge både modtagelsesceremonien og selve Clintons besøg i landet som bevis på, at Kina nu omsider er på vej ind i det 'pæne' selskab.
Især Jiang Zemin, der med en vis succes besøgte USA sidste efterår, vil bruge Clinton-besøget til at cementere sin egen magtposition i Kina, men begivenheden vil først og fremmest fra kinesisk side blive set som udtryk for, at USA omsider har indset - og anerkender - Kinas store betydning som en kommende stormagt og ligeværdig partner.
Og netop denne indsigt giver god mening, hvis man skal tro den danske ambassadør J. Ørstrøm Møller, der i den seneste udgave af Ugebrevet Mandag Morgen skriver, at et strategisk partnerskab mellem USA og Kina er den eneste logiske konsekvens af Asiens dramatiske finanskrise.
Her næsten et år efter krisens start med den thailandske devaluering den 2. juli 1997 står det klart, at magtbalancen i Asien er skiftet permanent med Japan som taber og Kina som klar vinder, skriver Ørstrøm Møller. Japan, der nu næsten otte år efter sit alvorlige krak stadig ikke har løst sine økonomiske problemer, er efter al sandsynlighed på vej mod en større indadvendthed og isolation, mens Kina indtil videre har opført sig som en stabil og ansvarlig nation midt i denne økonomiske storm.
Kina står derfor parat til at overtage den rolle, som Japan ikke har været i stand til at udfylde i Asien - og USA har hårdt brug for en allieret i området.
Som eksempel på denne kommende alliance mellem USA og Kina nævner han, at USA i sidste uge greb ind til fordel for den faldende japanske yen, men at det først skete efter, at den kinesiske centralbankchef havde løftet pegefingeren og advaret mod konsekvenserne af yen'ens fortsatte fald. Et eksempel på amerikansk-kinesisk samarbejde - med Japan i den passive rolle.

ALLIANCEN KAN BLIVE til stor gavn for verden, hvis den vel at mærke bliver håndteret rigtigt, konkluderer Ørstrøm Møller, men samtidig vil vi gå usikre tider i møde, hvis der går 'knas i det', og hvis stormagter som Japan, Rusland og Indien føler sig klemt i den ny alliance mellem USA og Kina.
'Knas i det' er en meget rammende betegnelse for det, der sagtens kan forekomme i forholdet mellem de to nationer; et forhold, der i årtier har været præget af stærke op- og nedture.
Selv om begge parter har forsøgt at bane vej for en ny start - Kina bl.a. ved at løslade og udvise systemkritikerne Wei Jingsheng og Wang Dan, og USA ved at nedtone sit forholdtil Kinas ærkefjende Taiwan - er uenighederne stadig dominerende.
Især på menneskerettighedsområdet synes der at være evige kilder til fortsat konfrontation - og bør faktisk også være det.
Som Clinton udtrykte det under Jiang Zemins besøg i USA sidste år, befinder Kina sig på den 'forkerte side af historien' i spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder. Men samtidig har Clinton signaleret forståelse for, at Kinas vej mod politisk frihed kan blive lang, og dermed åbnet for usikkerhed om, hvor han står i forhold til den fortsatte undertrykkelse i Kina.
En række kinesiske systemkritikere har op til besøget bedt Clinton om bl.a. at møde den afsatte partileder fra 1989, Zhao Ziyang, men intet tyder på, at Clinton vil efterkomme ønsket, ligesom hans rådgivere har afvist muligheden for møder med systemkritikerne.
Det lyder ikke ligefrem lovende for Clintons første optræden på Tiananmen, hvorfra der igen og igen bør lyde krav om retfærdighed for ofrene fra dengang, og hvorfra kravet om demokrati bør gentages, indtil det omsider bliver hørt - strategisk alliance eller ej.
Det ville være på sin plads, Clinton.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu