Læsetid: 4 min.

Clinton på podiet

28. februar 1997

SOMME TIDER sker der noget uventet. Det kom således helt bag på stamgæsterne i restaurant Skt. Petersborg, da den amerikanske præsidentfrue, Hillary Clinton, i foråret 1995 pludselig dukkede op i de ydmyge kælderlokaler i Bredgade i København for at indtage en gang dansk biksemad med spejlæg.
Til gengæld kom det aldeles bag på Hillary, da hun sent onsdag aften blev hædret med en Grammy, som er den mest ærefulde amerikanske musikpris. Præsidentfruen udtrykte sin overraskelse, fordi hun, som hun sagde, er totalt umusikalsk. Men sådan kan det gå. Grammyen var for indtalingen af en bestseller, hun har skrevet.
Det kom også som en klækkelig overraskelse for danske politikere og offentligheden, da Hillarys mand for nylig meddelte, at han agter sig et smut til København, når han nu alligevel skal til Helsinki og have en snak med Jeltsin. Mens svenske toppolitikere siges at have ærgret sig gulgrønne af misundelse, var de danske kolleger ved at dåne af benovelse. De vil træde fødderne af hinanden for at blive fotograferet sammen med Clinton.
En amerikansk præsident i Danmark! Det er aldrig sket før. Gætterierne gik straks i gang hos satiriske naturer: Var det biksemaden, der trak? Havde han fået en billig discount-flybillet med mellemlanding i Kastrup? Eller ville han blot have en autograf af sit store forbillede, Uffe Ellemann?

EN OG ANDEN fik vel også krydderen galt halsen under morgenlæsningen i går af Politiken, som under overskriften "Clinton i Olsens forsamlingshus" havde nyheden om, at Folketingets socialdemokrabatiske formand, Erling Olsen, i en uhellig alliance med de borgerlige partiet havde suspenderet de almindelige regler for den slags og givet den amerikanske præsident tilladelse til at bestige selve tingets talerstol for herfra at udsige sin forblommede mening om et eller andet. Normalt må kun folketingsmedlemmer og ministre stå på dette podium, en regel, der ellers håndhæves med stor nidkærhed.
Udvalget for Folketingets forretningsorden tog ifølge avisens artikel deres formand i skole for at have brudt principperne, og både Elisabeth Arnold fra de radikale og Margrete Auken fra SF udtalte deres alvorlig misbilligelse.
Princip-bruddet rejser umiddelbart mindst tre spørgsmål:
1. Hvis et enkelt lands statsoverhovede må stå på den hellige, demokratiske talerstol, kan man så nægte overhoveder fra andre stater den samme ret? Hvad nu hvis Kohl vil? Chirac? Arafat? Jeltsin?
2. Hvorfor kan Clinton ikke bare stå et andet sted og holde sin tale?
Og det væsentligste og mest centrale, nemlig spørgsmål 3: Har den amerikanske præsident i virkeligheden ikke altid i nyere tid på en eller anden måde stået på talerstolen i Det danske Folketing? I forskellige inkarnationer?

ENDNU HAVES i frisk erindring afsløringen af, at det danske folk har levet i en illusion om, at vi havde retten til selvbestemmelse om, hvorvidt der måtte være atomvåben på dansk grund. I det spørgsmål var det USA's ønsker, der blev fulgt, hvordan ansvarsfordelingen end måtte være mellem den daværende statsminister H. C. Hansen og den amerikanske regering. Det danske folk stemte om kejserens skæg.
For 20-30 år siden ville meddelelsen om et amerikansk præsidentbesøg havde udløst voldsomme demonstrationer. Det sker ikke i dag, hvor USA tilsyneladende har sat sig solidt på det meste af verdensherredømmet og tiljubles af store dele af befolkningen som en slags messias og verdensfrelser, mens amerikanske kultur med milliarder af dollars i ryggen knævrer sig vej som en plæneklipper hen over andre landes kulturer.
Så er det, man trænger til at blive mindet om, at der under den venlige, amerikanske, demokratiske fernis befinder sig et søle af umådelige, uværdige og uløste sociale problemer, og bag den trendy-udseende, saxofonspillende præsident er opmarcheret et batteri af våbenmagt, betydeligt skarpere end hajtænder. Det var, hvad den engelske Harold Pinter gjorde (Inf. 11.2.) med sin artikel om det USA, hvis "forbrydelser verden over har været systematiske, konstante, kliniske og ubarmhjertige og grundigt dokumenterede".
Dets direkte eller indirekte alliancer med militære kupmagere i Mellemamerika eksempelvis.
Hvad gør vi nu? Vi bøjer os dybt i støvet for den amerikanske præsident og tilbyder ham den fornemste talerstol i det danske demokrati, som præsidentembedet og dets omgivende sikkerhedsrådgivere utvivlsomt vil blæse en hatfuld, hvis situationen kræver det.

EGENTLIG BØR man åbne Tivoli en dag for præsidenten. Det ville ikke være spor for meget. Kongefamilien burde for en nat flytte ud af sit gode palæ på Amalienborg og ned i et baghus, så vi også på den måde kan udtrykke vores underdanighed, hvor benovede og beærede vi er. Vi bar over med og lo pligtskyldigst ad skuespilleren Danny Kaye, da han engang besøgte Odense og spontant kastede sig i H. C. Andersens vakkelvorne seng. Det vil være rimeligt, at Bill Clinton låner dronning Margrethes seng. Bare for en nat.
Altsammen fortydeligt at demonstrere, at vi er en lydig vasalstat, og at vores statsminister til enhver tid er parat til at optræde som underordnet sognerådsformand, når det virkelig gælder.
Folketingets talerstol til præsidenten!
Vi kræver på dette sted, at Tivoli er åben, helt åben, når Han kommer til Danmark.

Bjørk (Kristen Bjørnkjær)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu