Læsetid: 4 min.

Clinton parlamenterer

27. juli 1998

Bill Clinton elsker at underholde gæster. Under en privat middag i Det Hvide Hus i april spurgte to amerikanske akademikere af jødisk herkomst USA's præsident, hvorfor han ikke lægger pres på
Israels premierminister Benjamin Netanyahu for at føre Oslo-aftalen ud i livet.
"Clinton begav sig ud i en lang forklaring om, hvor vanskelig en parlamentarisk situation, Netanyahu befinder sig i. Hans kendskab til israelsk politik var aldeles forbløffende," husker den ene akademiker.
Den amerikanske præsident - hvis hele voksne tilværelse har været fokuseret på jobbet som politiker - holder måske ikke særligt meget af personligheden og højrepolitikeren Netanyahu. Men han kan ikke lade være med at udtrykke sympati for dét dilemma, israeleren befinder sig i. Inden for Likud-partiet findes der høge og duer, som trækker i hver deres retning. Småpartier truer med at forlade koalitionsregeringen, hvis Netanyahu henholdsvis accepterer eller afviser det amerikanske mæglingsforslag. Situationen er forviklet. Ingen tvivl om det. Derfor var det så velsignende, at udenrigsminister Madeleine Albright efter endnu et frugtesløst møde med Netanyahu i London den 4. maj erklærede: "USA er rede til at tage sin fredsrolle op til revision og eventuelt offentliggøre vores mæglingsforslag."
Langt om længe var amerikanerne kommet ud af busken og syntes nu beredte på at anvende hele deres prestige, herunder en offentlig ydmygelse af Netanyahu, til at piske Israel tilbage på det rette spor i fredsforløbet.
Sådan bør en rigtig mægler optræde efter halvandet års ørkesløse bestræbelser på at tale Israel til fornuft. På et tidspunkt bliver det alvor, og så falder hammeren. Den rolle klæder supermagten USA.
Situationen var følgende: Palæstinenserne havde modvilligt og generøst accepteret et amerikansk forslag, som kun skænker dem 13 pct. af Vestbredden i denne anden fase af tre planlagte israelske tilbagetrækninger. Oprindeligt havde Arafat forlangt 40 pct. Netanyahu kunne derimod ikke få sig selv til at opgive mere end ni pct. - et område, der senere blev til 10 og 11 pct. Men aldrig til det magiske tal 13.

Siden har Albrights udtalelse i London vist sig at være en tam trussel. Netanyahu iværksatte en
pr-offensiv. Han pustede til den israelske nationalfølelse ved at tale amerikanerne midt imod, rejste til USA og rekrutterede de største jødiske organisationer for sin sag, fik støtte fra et sikkert flertal i Senatet, endda fra det religiøse højre. Alt imens bevarede ministerpræsidenten sin høje popularitet i israelske meningsmålinger.
Det var et politisk kunststykke i en kategori, som den erfarne politiker Clinton utvivlsomt respekterer inderst inde, og netop derfor kunne man have ønsket et kvalificeret amerikansk svar. Men når det virkeligt gjaldt, turde USA's præsident ikke af frygt for den israelske lobby og de jødiske vælgere. I sidste uge kunne Washington Post afsløre, at Albright på et møde den 9. juli med palæstinensiske forhandlere havde sagt, at de ikke længere kunne regne med amerikansk pres. Hun opfordrede dem til at indlede bilaterale drøftelser med Israel.
"Albright sagde: 'Jeg har prøvet og prøvet, men det er ikke lykkedes at overtale israelerne til at opgive 13 pct.'," fortalte den palæstinensiske minister Nabil Shaath.
Udenrigsministerens indrømmelse udstiller USA's magtesløshed over for sin nærmeste allierede i Mellemøsten i en så pinlig grad, at Clinton-regeringen ikke nærer ønske om at holde et pressemøde i Det Hvide Hus og udbasunere sandheden for hele verden. I stedet går man stille med dørene og udtrykker et illusorisk håb om, at Netanyahu og Arafat nok skal finde ét eller andet kompromis. I løbet af de sidste måneder er fredsprocessen i Israel ofte blevet erklæret definitiv død. Det virker som en for pessimistisk en vurdering. En mere korrekt betegnelse ville være, at Netanyahu med opbakning fra over 50 pct. af de israelsk vælgere har lagt Oslo-aftalen i koma, hvorfra den vil blive vækket til live på ét for Netanyahu belejligt tidspunkt.

Uanset hvor frustrerende det er for udeforstående at følge med i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, skal man ikke tro, at alt er tabt, blot fordi USA trækker hornene til sig, og Netanyahu stiller sig på bagbenene. Arafat har vist sig at være en kløgtig og vis politiker, som måske i sidste ende trækker det lange strå. Han har nu fået den amerikanske regering og en stor del af USA's offentlighed på sin side. Europa og resten af verden støtter ham og palæstinensernes sag mere end nogensinde, mens Netanyahu har givet Israel et elendigt ry verden over. Det er ikke så lidt, når man tænker på, at Arafat og hans gruppe Al Fatah af Israel blev opfattet som terrorister op til for bare ti år siden.
Netanyahus strategi har været at ydmyge palæstinenserne, vriste så mange indrømmelser fra dem som politisk muligt og nægte dem en fungérbar, sammenhængende og uafhængig stat. Denne opskrift vil imidlertid i sidste ende føre til en voldelig reaktion. Det ved premierministeren udemærket godt. Et kvalificeret gæt går derfor på, at Israel formentlig vil godkende en eller anden version af det amerikanske mæglingsforslag inden længe. Presset fra Clinton har nemlig udmøntet sig i indrømmelser gennem de sidste måneder. Disse indrømmelser er ikke nok for Arafat. Han står fast på, at Israel skal acceptere planen rub og stub. Men i sidste ende vil den palæstinensiske leder bifalde kosmetiske ændringer. Alt for meget står på spil.
Hvis man bliver enige, og Israel trækker sine tropper tilbage, vil de langt svære forhandlinger om tredje fase begynde. De skal være afsluttet 4. maj næste år, hvorefter man skal løse alle de udestående emner, man ikke kunne blive enige om i Oslo, herunder Jerusalems fremtidige status og spørgsmålet om en palæstinensisk stat.
Vejen frem er så lang og trang, at de nuværende vanskeligheder egentlig forekommer groteske. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her