NORMALT opererer verdenspressens kommentatorer og lederskribenter med en bestemt begrebsdannelse, når der skrives eller siges noget om konflikten mellem Israel og araberne. Udgangspunktet er som regel en analyse af i hvilken grad verdens sidste supermagt, USA lægger "pres" på de forskellige parter.
I de aktuelle bataljer omkring åbningen af den arkæologiske tunnel under den gamle by i Jerusalem, der i løbet af fem dage har kostet 58 palæstinensere og 15 israelere livet, er billedet imidlertid spejlvendt - i negativ, om man så må sige. Det er præsident Clinton og hans administration, der sat under pres - ikke kun af den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, men også af den palæstinensiske leder, præsident Yasser Arafat - hvis præsident-titel mere og mere minder om en operetterolle i takt med, at hans autoritet smuldrer internt i de selvstyrende områder.
For at tage Netanyahu først: Da det i hast indkaldte topmøde i Washington mellem Israel, Arafat, Jordans konge, Hussein, Bill Clinton og med Egyptens udenrigsminister Amr Moussa på sidelinjen, blev afbrudt i går, lignede den israelske leder "en mand, der var tilfreds", som Reuters beskriver det.
Han havde ikke givet sig en centimeter på nogle af de fem krav, araberne havde opstillet - som er hemmeligholdte. Men et godt gæt går ud på, at de udover en lukning af den ulyksalige tunnel handler om hurtig tilbagetrækning fra Hebron i overensstemmelse med gamle aftaler, at de endvidere drejer sig om bl.a. udvidelse af selvstyreområdet på Vestbredden og en egentlig drøftelse af Jerusalems fremtidige status.
NETANYAHU'S kommentarer efter topmødet var karakteristiske for den arrogance, han i sin hidtidige embedsperiode har demonstreret overfor palæstinenserne: Han mente, at topmødet havde været en succes. Han havde opnået resultater på to "vitale" områder, nemlig at stoppe volden og at fortsætte og intensivere fredsprocessen med nye forhandlinger.
Hvad der reelt er foregået er noget helt andet, nemlig at Netanyahu har holdt et af sine valgløfter ved at genåbne forhandlingerne om Hebron, hvor der allerede er opnået et resultat - i den hensigt at få en bedre aftale for de 400 jøder, der bebor en fundamentalistisk bosættelse i området, end hans to forgængere, Yitzhak Rabin og Shimon Peres. Da han åbnede tunnellen under islams tredjehelligste sted, al Aqsa-moskeen, i forrige uge, vidste han nøje hvad han ville med provokationen. Nemlig tvinge Bill Clinton til selv at overtage fredsprocessens forhandlinger, men denne gang med en israelsk Uzi-maskinpistol for brystet, nemlig de jødiske stemmer ved det amerikanske præsidentvalg i næste måned. Clinton skulle tvinges til at acceptere, at Netanyahu rullede fredsprocessen et år tilbage ved at sætte tilbagetrækningen fra Hebron på dagsordenen endnu en gang.
DET LYKKEDES. Clinton lød ualmindeligt politisk forkølet, da han efter topmødet sagde, at han var tilfreds med, at parterne i det hele taget snakkede sammen og at de vil snakke videre på
søndag. Såvel hans modkandidat Bob Dole som den republikanske flertalsleder, Newt Gingrich, har da heller ikke været sene til at stille præsidentens diagnose - den går ud på, at han ikke alene er forkølet, han lider af en politisk dødbringende mellemøstlig influenza.
Det samme mener Arafat - og hans pres på den amerikanske præsident er mindst ligeså hårdt, som Netanyahus - men af en helt anden karakter. Det handler om Clintons manøvremuligheder efter at han med al sandsynlighed er genvalgt i november. I forvejen er store dele af den amerikanske mellemøst-
politik ved at smuldre. Tyrkiets islamiske regering ignorerer henstillinger fra Washington om ikke at
besøge Libyen og at holde sig væk fra Sudan. Ira-nernes indflydelse i det nordlige Irak er veget, men ikke til fordel for amerikanerne - men på bekostning af dem.
Iraks Saddam Hussein er rykket ind i det magttomrum, USA (og Iran) har efterladt sig i de kurdiske områder.
Egyptens præsident, Hosni Mubarak, afslog ligefrem Clintons invitation til topmødet med den begrundelse, at han ikke ville være med til at "løslade Israel mod kaution".
Alt dette spiller Arafat på i sit forsøg på at presse Clinton til at standse israelernes bevidste forsøg på at sætte fredsprocessen i stå. Men han skal først genvælges - så det gælder om at vinde tid ved ikke at lade én af parterne vinde.
e. (Lasse Ellegaard)
