Læsetid: 4 min.

Clintons afbud

17. november 1998

Der var betydelig skuffelse at notere i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, da præsident Bill Clinton lørdag måtte sende afbud til det længe ventede møde i verdens største økonomiske kaffeklub: Asian-Pacific Economic Co-operation, også kaldet APEC. Anledningen var endnu engang Saddam Husseins imponerende talent for at gøre sig selv til centrum for supermagtens opmærksomhed på et tidspunkt, hvor USA's egentlige interesser ligger andetsteds, nemlig i at bidrage til en løsning af det økonomiske jordskælv, som har ramt Østasien og stadig truer med at brede sig. I stedet blev Clinton hjemme og sendte vicepræsident Albert Gore, der straks trådte på sine værters ømme tæer, da han i går belærte Malaysia og andre sydøstasiatiske lande om demokratiets og markedsøkonomiens dyder.
Amerikanerne har svært ved at lægge skjul på deres irritation over, at man i den 21-medlemmer store samarbejdsorganisation for fire år siden udpegede Malaysia som vært for dette års topmøde. Dengang kunne ingen have forudset, at en finansiel hvirvelstorm ville hærge Østasien i 1997 og ryste de globale finansmarkeder i 1998 i en sådan grad, at mange lande uden for Nordamerika, Europa og Japan nu sætter spørgsmålstegn ved USA's overhøjhed i økonomisk filosofi. Den største skeptiker af dem alle er Mohamad Mahathir, suveræn leder af Malaysia, der har indført streng kontrol med ind- og udførsel af valuta siden 1. september og iscenesat en skueproces mod det sydøstasiatiske lands førende tilhænger af kapitalens frie bevægelighed, nemlig tidligere finansminister Anwar Ibrahim.

Langt de fleste regeringschefer, der deltager i dagens topmøde i Kuala Lumpur, er naturligvis opbragte over Mahathirs hetz mod Anwar og fængslingen af ham på formentligt fabrikerede anklager. Men herudover har Clinton-regeringen grund til at være bekymret over, at Malaysias forsøg på at gøre sig mindre afhængig af den internationale finanskapital vil inspirere nabolande, som befinder sig i en lige så vanskelig finansiel situation. Foreløbig går det rimeligt godt for Malaysias økonomi - ikke mindst fordi Mahathir har indsat en ny guvernør for centralbanken, der villigt følger hans ordrer og vrider armene rundt på bankdirektører, hvis lyst til at udstede lån til urentable projekter ellers ville ligge på et lille sted.
Når Malaysias suveræne hersker i dag skal byde velkommen til APEC's stats- og regeringschefer, minus Clinton, vil han efter alt at dømme kaste salt i amerikanernes sår og foreslå oprettelsen af en international institution, som skal overvåge spekulative kapitalbevægelser på tværs af nationale grænser. Det er næppe et forslag, som vil vække begejstring i Washington, men på de nye markeder i Asien, Rusland, Latinamerika og Sydafrika er man blevet langt mere skeptisk indstillet over for den fare, spekulanter kan udgøre mod nationale økonomier. Udviklingen går nu den anden vej mod mindre åbenhed over for finanskapital og et generelt ønske om at skærme sig mod den globale økonomis lunefuldhed.
Set i det lys er det egentligt ret bemærkelsesværdigt, at det vigtigste programpunkt under APEC-mødet - nemlig en sænkning af toldbarrierer medlemslandene imellem - stødte på grund og blev lagt over i Verdenshandelsorganisationens regi, hvor spørgsmålet naturligvis hører hjemme, men hvor udsigten til succes virker endnu mere urealistisk end i en regional handelsgruppe som APEC. Da forslaget om liberalisering af handelsforbindelserne inden for APEC-området blev lagt frem for et år siden, regnede man med, at samhandel til en værdi af 1.500 milliarder dollar ville blive berørt. Initiativet strandede på Japans modstand mod at åbne op for international konkurrence i sin fiskeri- og tømmerbranche, selv om parterne inden da var blevet enige om en generel sænkning af toldtariffer i syv andre erhvervssektorer. APEC-landene står for to tredjedele af verdensøkonomien, så det kan ikke udelukkes, at nye forhandlinger i WTO-regi en dag vil bære frugt.

Ikke desto mindre må det tages som et uheldsvangert signal, at Japan ikke kan mobilisere politisk vilje og handlekraft på dette følsomme tidspunkt i den verdensøkonomiske situation, til at åbne sin økonomi mere op. Fra amerikansk og anden side vil denne beslutning blive fortolket som protektionisme og risikerer derfor at blive genstand for revanche. Det første træk vil komme fra USA, hvor stålsektoren lider under industriens import af billig stål fra Japan, Rusland og Sydkorea. Så længe den amerikanske økonomi voksede med syvmileskridt og kunne opsuge billige importvarer fra nødstedte lande i Asien - uden at skade sin egen industri - er protester fra stålbranchen faldet for døve øren i Det Hvide Hus. Men nu aftager den økonomiske vækst i USA, og resultatet er, at politikerne lytter mere til industri og fagbevægelse af frygt for en højere ledighed.
På APEC-mødet har USA altså insisteret på øget fri handel med varer og kapital på tværs af nationale grænser - kun dét vil kunne bringe Østasien ud af det økonomiske hul og undgå en gentagelse af katastrofen i Latinamerika, argumenterer Washington. På den anden side er der en vis grænse for, hvor langt Clinton-regeringen vil strække sig, når det gælder ofre fra amerikansk side. Det undgår f.eks. ingens opmærksomhed, at amerikanerne ser det som Japans og andre asiatiske industrilandes opgave at finansiere nødpakker til de sydøstasiatiske økonomier. Når USA så ovenikøbet har i sinde at lægge antidumping-afgifter på stålimport, kan man vist kun tale om en hyklerisk handelspolitik - som Wall Street Journal kaldte det i går.
Det værste, der kunne ske, ville være, hvis det frieste marked i verden skifter kurs og vender sig mod protektionisme. Der er i allerhøjeste grad brug for en stærk og kyndig hånd i Kuala Lumpur i dag, men desværre bliver Clinton i Washington for at overvåge situationen i Den Persiske Golf. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her