Læsetid: 5 min.

Med CO2-kredit skal kloden reddes

I-lande løber nu i flok til øst- og u-lande for at købe CO2-kreditter, så klimaforpligtelserne kan overholdes uden ubehagelige og dyre hjemlige indgreb
26. marts 2007

Onsdag den 17. januar overrakte Danmarks ambassadør i Kina, Laurids Mikaelsen, ved en lille højtidelighed i Beijing en check på 3,5 mio. kroner til det kinesiske selskab National Bio Energy Ltd. Checken var forudbetaling for Danmarks ret til at drage nytte af den CO2-reduktion, som opnås ved drift af det kinesiske selskabs ny biomassefyrede kraftværk i byen Shanxian, Shandong-provinsen. Et værk projekteret af danske Cowi Consult og med det meste af teknikken leveret af B&W Energy.

Biomasse-kraftværket, det første af sin art i Kina, fyrer med planterester fra bomuldsproduktion, leveret af de lokale bønder, foruden med træaffald o.lign. Herved spares 400.000 ton kul om året og dermed en årlig udledning til atmosfæren af over 100.000 ton CO2. Det svarer til, hvad 10.000 danskere udleder, og betalingen fra det danske udenrigsministerium til det kinesiske selskab sikrer således Danmark retten til at opretholde en sådan CO2-udledning på hjemmebane: Danmark køber en 'CO2-kredit' af Kina, nedbringer dermed på papiret sin CO2-udledning og øger følgelig chancen for at leve op til den danske klimaforpligtelse efter Kyoto-aftalen: 21 pct. reduktion af drivhusgas-udledningerne i 2008-12, målt i forhold til 1990-niveauet.

Det dansk-kinesiske projekt er et såkaldt CDM-projekt, et projekt under denClean Development Mechanism, som er defineret i Kyoto-aftalen. CDM er betegnelsen, når der er tale om et samarbejde mellem f.eks. en europæisk nation eller virksomhed og et land eller selskab i et udviklingsland. Hvis projektet i stedet er et samarbejde med et østeuropæisk land eller selskab, kaldes det Joint Implementation, JI - også det defineret og kontrolleret via Kyoto-aftalen.

Redningplanke

CDM- og JI-projekter vinder hastigt frem som redningsplanke for virksomheder, energiselskaber og lande i Vesten til at klare deres forpligtelser til at skære ned på de klimabelastende CO2-udledninger.

I stedet for at lukke hjemlige kulkraftværker, bremse biltrafikken eller lignende ubehagelige indgreb, køber man sig til indsatsen i et øst- eller u-land. Det er nemmere og billigere, og så bidrager det til at give det pågældende land et mere bæredygtigt energisystem og miljøvenlig teknologi.

På en international konference i Bella Centret for nylig om det fremvoksende globale CO2-marked blev der talt om CDM, JI og CO2-kreditter i et væk. De EU-virksomheder, som er underlagt EU's CO2-kvoteloft og har problemer med at holde udledningerne nede, kan købe sig til ledige CO2-kvoter på EU's eget kvotemarked, men der er i dag stigende interesse for i stedet at løse problemet ved at købe CO2-kreditter i øst- og u-lande.

"Vi ved, at der kan blive mangel på CO2-kvoter på EU's marked, og vi håber, at behovet i stedet kan dækkes af CO2-kreditter fra CDM-projekter," sagde afdelingschef Michael Rumberg fra CO2-handelsfirmaet Noble Carbon Credits på konferencen i Bella Centret.

"Alle gør sig i øjeblikket klar til at anvende CDM-projekter. Den primære grund er, at det er billige løsninger," fastslog Henrik Hasselknippe, afdelingsleder i selskabet PointCarbon, der arrangerede konferencen.

Allerede nu udgør handlen med CO2-kreditter i form af CDM-JI over en tredjedel af den samlede globale CO2-handel, med EU's interne kvotehandel som det endnu dominerende, men dyrere system. Ifølge CDM-hjemmesiden under FN's klimakonvention, UNFCCC, er der over 1.600 CDM-projekter på vej globalt, hvoraf 547 allerede er godkendt. Samtlige 1.600 projekter vil angiveligt mindske drivhusgas-udledningerne med 1,9 mia. ton frem til 2012, svarende til ca. 25 gange Danmarks årlige CO2-udledning. PointCarbons database har registreret yderligere godt 2.000 projekter, som ikke har indledt UNFCCC-processen endnu.

JI-projekterne er begrænset til øst-lande, men også her er der vækst. PointCarbon angiver, at der i 2006 blev indgået JI-aftaler svarende til en CO2-reduktion på 21 mio. tons, og i alt er adskillige hundrede JI-projekter på vej, som tilsammen kan reducere drivhusgas-udledningerne med 200-400 mio. tons.

Lagt sammen vil alle indledte og påtænkte CDM- og JI-projekter kunne reducere de globale udledninger af drivhusgasser med, hvad der svarer til mere end Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens samlede årlige udledninger.

Kritikken

Vestlige virksomheder og regeringer med ondt i CO2-regnskabet er begejstrede for ordningen, og i øjeblikket er det alene manglen på projekter i øst- og u-lande samt de besværlige godkendelsesprocedurer i UNFCCC-regi, der sætter grænsen.

Men med kreditkøbets vækst vokser også tvivl og indsigelser. I rapporten Carbon Trading fra Dag Hammerskjöld Foundation analyserer den amerikanske forsker og udviklingsaktivist Larry Lohmann systemets faldgruber og svagheder:

- CDM- og JI-projekter skal være nogle, som værtslandet ikke ville gennemføre alligevel, for ellers resulterer CO2- kreditkøbet ikke i nogen ekstra indsats mod klimapåvirkningen. Men kan UNFCCC's kontrolapparat garantere, at der ikke i nogle af de tusinder af projekter sker en sådan manipulation fra værtslandet side? Kina har f.eks. i sin femårsplan fastsat politiske mål for vedvarende energi og giver skattefordele til firmaer, der investerer heri. Men med henvisning til, at dette blot er 'mål' og ikke 'lov', fastholder Kina, at der samtidig kan sælges CO2-kreditter til vestlige købere i form af CDM-projekter med vedvarende energi. "Det er min fornemmelse, at disse projekter sandsynligvis var blevet gennemført under alle omstændigheder," sagde en anonym vestlig vindmølleproducent med et CDM-projekt i Kina under den nylige CO2-handelskonference i København. Flere branchefolk erkender, at det i realiteten er umuligt at føre fuld kontrol med, om CDM-projekter er 'ekstra' eller ej.

- Nogle projekt-typer under CDM-JI-ordningen er diskutable. Plantning af skov for at opsuge CO2 fra atmosfæren rejser f.eks. spørgsmål om, hvor længe en sådan skov bliver stående, hvad jorden ellers kunne være brugt til af den lokale befolkning, eller hvad der ellers ville have vokset her. Er svaret 'andre træer', ville CO2-effekten være kommet af sig selv. Det samme med plantageprojekter der producerer biobrændstof til transportsektoren - det kan udløse en CDM-kredit, men kan også gå ud over fødevareproduktion.

Og hvad med fremtidige projekter, der indfanger CO2 fra fossile kraftværker? Der er stærkt pres for at godkende dem som CDM-projekter, når Kyoto-landene mødes til december, selv om det vil inspirere til at holde fast i det fossile system frem for at skifte til vedvarende energi.

- Med flere projekter og projekttyper vil CDM- og JI-markedet blive ledsaget af et gigantisk godkendelses- og tilsynsbureaukrati, der vil få svært ved at fungere, bliver ugennemskueligt for offentligheden, er afhængigt af et virvar af konsulent- og revisionsfirmaer og kan inspirere til snyd, bestikkelse og studehandler.

Folk som Larry Lohmann konkluderer, at det markedsbaserede CDM-JI-system er værre end ingenting, fordi det ikke kan kontrolleres, ikke leverer de ventede CO2-reduktioner, fremmer spekulation og snyd, tilgodeser de mest kapitalstærke på markedet samt hæmmer i-landene i at forlade den fossile æra.

Andre - som den danske regering - er begejstrede for dette markedsinstrument til, som udviklingsminister Ulla Tørnæs siger, "at reducere udledningen af drivhusgasser, hvor det er økonomisk mest fordelagtigt."

Faktum er, at markedet vokser, og at de statslige og industrielle CO2-forurenere i Vesten står i kø for at få del i de billige kreditter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu