Læsetid: 6 min.

Coaching, Kierkegaard og kuk i selvindsigten

Det største problem med coaching er ikke, at den forskyder ansvaret til det enkelte individ, men derimod den nagelfaste overbevisning, at ethvert menneske magter at blive ganske gennemsigtig for sig selv og altid bryder sig om det, det ser. Her kan Kierkegaards tanker nuancere den verserende debat
24. maj 2007

Coaching er blevet et uomgængeligt værktøj inden for alle dele af livet. Artiklen i Information den 18. maj "Giv livet en chance - kom i balance" mere end antyder, at det er problematisk, at coaching lægger ansvaret for, at livet lykkes, over på det enkelte menneske.

Det er selvfølgelig sandt, at individets ansvarlighed kommer i centrum, fordi coaching er hjælp til selvhjælp. Men det udelukker ikke indflydelsen fra en række andre magtfaktorer i samfundet eller i den enkeltes biologi. Det kommer an på, hvordan man anskuer selvudvikling. Det største problem i moderne coaching er ikke, at ansvaret lægges på det enkelte individ, men derimod den fuldstændig nagelfaste overbevisning, at ethvert menneske magter at blive ganske gennemsigtig for sig selv og altid bryder sig om det, det ser.

Her kan Søren Kierkegaards tanker om menneskets mulighed for selvindsigt og selvudvikling nuancere den verserende coaching debat.

Sammenhængen mellem coaching og selvudvikling er relativ ny, men tankegangen temmelig gammel. At det ene menneske kan have indflydelse på, hvorledes det andet menneske når frem til en sandere forståelse af sig selv, kender man allerede fra den antikke filosofiske tradition, først og fremmest gennem Platons Sokrates. Men det er også en tanke, Kierkegaard videreudvikler i sit forfatterskab. Og det kan give en ny og tiltrængt indfaldsvinkel til moderne coaching, som fortjener mere ros end blot den ris, der i øjeblikket er fremme i debatten. For coaching er et overskudsfænomen; vi har nu så megen materiel velstand, at vi har overskud til at beskæftige os med det virkeligt vigtige; vores eget selvforhold og forholdet til andre.

Coaching giver det enkelte menneske mulighed for at standse op, besinde sig, og komme ud på den anden side, ikke som et nyt og bedre menneske, men som sig selv og ingen anden!

Når oraklet i Delphi bydende befalede: "Kend dig selv!", ja, så er det jo i grunden det, al coaching handler om. Intet mindre! Men bestemt heller ikke mere! Og det er her, man med Kierkegaard kan sætte fingeren på et problem i coaching kulturen.

Han er ikke bare en filosofisk og teologisk tænker i verdensklasse. På det seneste dukker hans navn også ofte op i forbindelse med diverse konsulentvirksomheder. Og det er egentlig ikke så underligt. At der ikke altid er dybde i henvisningerne til Kierkegaards navn er en sag, men det er uden for enhver tvivl, at moderne coaching kunne lære meget af Kierkegaard.

Den kunne især lære ikke at overbetone individets mulighed for selvindsigt og selvbestemmelse. Grundlæggende opfatter Kierkegaard det at være menneske som en livslang opgave. Dyr og planter er umiddelbart, hvad de er. Men et menneske har en bevidsthed, der gør, at det kan tænke over, hvem det er, hvad det gør og hvorfor det gør det. Det kan så at sige se sig selv udefra - træde på afstand af sig selv. Dertil kommer, at Kierkegaard opererer med en dobbelthed i den menneskelige eksistens:

På den ene side er ethvert menneske noget ganske bestemt.

I den forstand kunne man tale om selvet som en gave. På den anden side skal et menneske gøre noget med sig selv for at blive sig selv. Selvet er ikke bare en gave, det er også en opgave. Intet menneske kan skabe sig selv. Det kan selvfølgelig altid skabe sig, men det er jo noget ganske andet!

Men selv om vi ikke kan skabe os selv, skal vi alligevel gøre en aktiv indsats for at blive os selv. Kierkegaard taler om at vælge sig selv.

Enhver kan og skal vælge sig selv. Det kræver ikke specielle evner. Dog hører der en vis grad af bevidsthed til. Børn kan ikke vælge sig selv. Helt unge mennesker kan godt, men det er sjældnere.

Eksterne faktorer

Allerede her bliver enhver tale om selvudvikling på børnehave- og folkeskoleniveau altså skudt ned!

Yngre og midaldrende er nok de nærmeste til det! Men ældre og helt gamle mennesker kan selvfølgelig også. At vælge sig selv er et spørgsmål om tid og bevidsthed. Valget af selvet er en dobbeltbevægelse: Valgets første bevægelse består i en art tilbageskuen, hvor man ser sig selv i alle de livssituationer, man tidligere har indgået i. Alt det, der ved allerede at være sket ikke står til at ændre. Og her skelner Kierkegaard ikke mellem arv og miljø. Om man er født farveblind, vokset op i Rødovre, har giftet sig med en psykopat eller er blevet mobbet på sin arbejdsplads er tildragelser og begivenheder, der har bestemt ens selv, og som ikke står til at ændre.

Her er Kierkegaard som coach således langt mere lydhør over for eksterne 'magtfaktorer', der har indflydelse på den enkeltes liv.

Alt dette er, som allerede sket, noget man ikke kan se bort fra. Selvet er altså ikke en urørlig kerne inde i mennesket, men formet gennem begivenhedernes gang. Valgets første bevægelse er at blive opmærksom på sig selv som en historie, man ikke selv har skabt, men som man alligevel skal overtage som sin egen.

Det vanskelige er selvfølgelig ikke alt det positive, man er stolt af, men derimod alt det negative, som man ikke bryder sig om.

Valgets anden bevægelse er en bevidst overtagelse af hele ens hidtidige historie som det, der har bestemt ens selv. Denne overtagelse giver en ny viden om, hvem man er, og hvorfor man er blevet sådan. Det giver et større perspektiv, en dybere kontinuitet og en grundfæstet ansvarlighed, hver gang man i nuet eller i fremtiden skal forholde sig til en ny situation, fordi man nu forholder sig på baggrund af hele den historie, der allerede har bestemt ens selv. I valgets anden bevægelse ligger friheden. Friheden til at kunne forholde sig til alt det, der har bestemt en i fortiden.

To mennesker kan jo have helt den samme opvækst og alligevel falde helt forskelligt ud. Kierkegaard ville sige, at det afhænger af, hvordan man forholder sig til sin historie. At vælge sig selv er således at blive et helt selv. At vokse sammen med sig selv. At få fortid, nutid og fremtid til at vokse sammen. At leve livet forlæns, men at forstå det baglæns.

Det skjulte selv

Når Kierkegaard bruges som coach, og talen er om at vælge sig selv, bliver kontinuitet altså et nøgleord. Og kontinuitet er netop vigtig i en tid, hvor alle taler om omstillingsparathed og forandringsledelse.

Kontinuiteten i den omstillingsparate er det, der får hende eller ham til at forblive sig selv, også i de nye opgaver og omgivelser. Kontinuitet har at gøre med at vokse sammen med sig selv og blive lige præcis den, man er. I moderne coaching ville man nok snarere tale om 'det hele menneske', men tankegangen er den samme. Et menneske udgør en opgave for sig selv. Coachen kan hjælpe det på vej i løsningen - men her stopper Kierkegaard alligevel lidt op.

For i modsætning til det powerboost og den meget entydige fokusering på potentialitet og positivitet i moderne coaching, så fokuserer Kierkegaard altså også på det negative, der har bestemt ens selv, og som man måske ikke så gerne vil være ved.

Der kan være noget i ens historie, som man forsøger at unddrage sig. Og man tegner måske derfor et for rosenrødt billede af sig selv og sine potentialer. Men dermed vælger man slet ikke sig selv - men en anden. Man kreerer et andet selv, et bedre selv, et lidt finere selv, som man så kan stræbe efter at blive.

Problemet er altså, om et menneske virkelig kan blive så gennemsigtigt for sig selv som moderne coaching forudsætter. Ved vi altid, hvad vi vil, og hvorfor vi vil det? Ofte skjuler vi noget for andre - men endnu oftere skjuler vi noget for os selv. Så måske er det største problem ikke opmærksomheden på selvet og det ansvar, det tillægges - det ser jeg faktisk både som positivt og tiltrængt - problemet ligger et helt andet sted: Der er kuk i selvindsigten i moderne coaching. Spørgsmålet er ikke, om selvudvikling er et gode; det mener jeg med Kierkegaard på det bestemteste, det er. Spørgsmålet er, om vi virkelig vil og tør stå ved det selv, vi finder?

Pia Søltoft er lektor ved Det Teologiske Fakultet, leder af Søren Kierkegaard Biblioteket og formand for Søren Kierkegaard Selskabet

Kronikken fredag:
Mennesker og ideer kan ikke klinisk skilles ad af Stig Dalager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her