Læsetid: 3 min.

Con spirito

Musikkens tjenende ånder spillede med kunstnerisk overlegenhed liv i både ny og gammel musik
7. marts 2006

Det er måske lidt vel smart at skrive en lang og kedelig monotematisk allegrosats og så bare tilføje con spirito. Hvor skulle den ånd komme fra? Måske var en sats som finalesatsen i Haydns Strygekvartet nr. 64/3 sjovere for datidens ører, men på trods af synkopesjov og sigøjnerånd er den slags underholdningsmusik for den moderne lytter langtrukken small-talk uden nyhedsværdi - hvor beåndet kvartetten end spiller. Menuetter er også svære at leve med på i dag, og mine tanker hang i stedet ved en citronfromage, jeg lige havde spist. Men skidt med det, for de to første satser havde været et hovedmåltid i sig selv. Adagioen er så poetisk, at det står klart, at også Haydn havde følelser. Førstesatsen var overalt levende, medrivende og mættende. Sonateformen i sin bedste alder.

Ligegyldigt hvad ørerne ellers blev fyldt med denne aften, var det den lille rytmiske figur, som den energiske cello tog sådan på sig, der sad og gyngede i øret i timerne efter. Brentano String Quartet spillede virkelig med ånd og liv på jagt efter musikkens figurer og forvandlinger.

Mere end Schubert

Mitsuko Uchida var ikke mindre ihærdig. Det var mødet med en skræmmende engageret dame. I Schuberts Impromptus lukkede hun sig inde med det musikalske stof i en boble af koncentration og spillede, som var det alt eller intet. Første akkord klang som en gong-gong, der påkaldte ånden og den totale selvforglemmelse. Det var naturkræfter snarere end psykologiseren, og man fornemmede, ikke mindst på den måde Uchida efter satserne ligefrem rev armene fra klaveret på, at hendes kræfter blev brugt både på at give musikken styrke og på ikke at blive overmandet af den.

Der var en vilje til noget, til forår eller mere, så stærk at den nærmest sprængte rammerne for en musik, der måske i sig selv vil knap så meget. Uchidas egne faste rammer synes at være et enormt credo til musikkens tekstur, musikkens 'fysiske' stof. Ingen beføling, ingen forvirrende subjektivitet, men stof der arbejder. Dette udgangspunkt stiller musikken fri, uden fastlagte bevægelsesmønstre. I de ret så velkendte impromptuer i fredags var alt nyt.

Pierrot Lunaire

Sidste programpunkt var Schönbergs Pierrot Lunaire for Sprechstimme og ensemble. Ensemblet var fantastisk. Upåklageligt. Men hvad skal man ønske sig? En skuespiller, der kan synge, eller en sanger, der kan tale? Faren ved en sanger er, at det bliver for syngende tale, og faren ved en skuespiller, at karakteren får for meget eget liv i stedet for at være fuldstændig i musikkens tjeneste. Schönberg bad selv udtrykkeligt om, at der skulle passes på hvad begge dele angår. Barbara Sukowa løste opgaven imponerende godt, selv om jeg måske alligevel kunne savne en sangers mere bevidste stemmebrug. Hver gang Sukowa forfaldt det mindste til skuespil, stod det klart, at dette faldt udenfor, og at hun, som Schönberg spåede, i stedet for at give tog fra musikken. Til gengæld fik vi dejlig tekst med klare vokaler og naturlige konsonanter. Jeg tror aldrig jeg har ventet så længe på et t som det, hun overlegent holdt tilbage til manérlig afslutning på værket.

Schönbergs Pierrot Lunaire er lige et stykke man kan leve sig ind i sådan en tidlig martsaften, hvor alt endnu en gang har insisteret på at blive hvidt. I Pierrot Lunaires verden er alt bleich und blass. Gang på gang konfronterer den røde farve digtenes anæmiske hvidhed, men farven forsages, og månestrålen sminker Pierrot i stedet. Det røde er noget, der er forsvundet, begravet eller gået ned. Ligesom latteren, som Pierrot bønfaldes om at give tilbage. Omsider i næstsidste sang stævner Pierrot ud mod sit hjemland i syd mod den grønne horisont. En forårsdrøm for åreladte mennesker.

En aften hvor drømmene rakte længere end foråret, længere end musikken. Märchenhafff - t!

Louisiana, fredag den 3. marts 2006. Mitsuko Uchida, piano, Barbara Sukowa, sprechgesang, Marina Piccinini, fløjte, Anthony McGill, klarinet, Brentano String Quartet. Joseph Haydn: 'Strygekvartet B-dur' op. 64/3, Franz Schubert: '4 Impromptus' op 90 D899, Arnold Schönberg: 'Pierrot Lunaire'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu