Læsetid: 4 min.

Congo-batalje

18. oktober 1997

Triumferende erklærede general Sassou-Nguesso forleden krigen forbi i Congo-Brazzaville. Dermed kan en ny begynde.
Forklaringen er enkel: Sassou-Nguesso kommer minoritetsstammen Mbochi, som kun udgør 13 procent af landets indbyggere. Hvis stammen havde
beboet området omkring hovedstaden, så kunne dens mænd have hjulpet deres førstemand til at holde andre stangen, men de bor i det fattigste og tyndt befolkede nord, langt fra Brazzaville. Han har med andre ord ikke en kinamands chance for at vinde et demokratisk valg i det etnisk stærkt polariserede land,
og dermed er hans eneste mulighed for at holde sig ved magten et benhårdt diktatur. I samme øjeblik han tillader sig at slække grebet, så vil oprør bryde ud.
Men kunne han ikke være en god diktator, der stabiliserede sin fremtid ved fordele landets oliepenge mere ligeligt?
Muligheden eksisterer vel og håbet lige så, men
mod begge dele taler det forhold, at han i 15 år, fra 1977 til 1992, var landets selvudnævnte præsident med bankerotten som slutresultat. Han gav det franske selskab Elf monopol på olieudvindingen og lod
sig beskytte af fransk militær og nære forbindelser
til Sovjetunionen, mens alt brød sammen omkring ham. At hans livsnyderstil blev døbt Pierre Cardin-marxisme vidner om endnu en afrikansk despot.

Det lyder unægteligt altsammen som noget,
vi har hørt før, og der er mere af samme skuffe. USA og Frankrig så ikke megen grund til at gribe
ind i den fire måneder lange borgerkrig, der forleden endte med Sassou-Nguessos sejr over den folkevalgte Pascal Lissouba. USA fordi dets eneste økonomiske eller strategiske interesser i landet er olieselskaber, og de har efterhånden lært en væsentlig lektie i det turbulente Afrika: Olieinstallationerne er altid sikre. Chevron har netop investeret én milliard dollar i Congo-Brazzaville; det ligger i tilgift til selskabet
Occidental Petroleums investering. Men som Chevron-direktøren Luigi Caflisch forleden forklarede:
"rivaliserende afrikanske ledere rører aldrig olieselskaberne. Især ikke når de er off-shore...", hvad alle Congo-Brazzavilles er.
Investeringernes fysiske sikkerhed er således ikke truet, vurderer selskaberne. Frankrigs interesse er
en anden: Efter Lissouba kom til magten i 1992 brød han - meget fornuftigt - Elfs monopol. Elf og Frankrig så derfor ikke frem til endnu en valgperiode med Lissouba ved magten. Til gengæld kan de håbe på, at Sassou-Nguesso vil erindre sit samarbejdet med de franske, når han nu igen er ved muffen.

Lissouba var reelt på vej til sin næste præsidentperiode; præsidentvalget var fastsat til den 27 juli. Sassou-Nguesso brugte sin store formue til at købe våben, og med hjælp fra Frankrig og nabolandet Gabon oprettede han sin egen milits, de såkaldte kobraer. Dermed var scenen sat til det opgør, der begyndte d. 4. juni, da præsident Lissouba sendte hæren ud til Sassou-Nguessos residens for at tømme det for våben. Det lykkedes, men undervejs begik hæren den "kapitalfejl", siger en afrikansk diplomat til Reuters, ikke at fange eller likvidere Sassou-Nguesso.
Derfor kværnede borgerkrigen de næste fire måneder hovedstadens smukke boulevarder og bymidte til ruiner, mens op mod 5.000 mistede livet.
Sådan kunne det utvivlsomt have fortsat længe. FN's generalsekretær Kofi Annan kunne ikke få sit ønske opfyldt om en fredsbevarende eller -skabende styrke (USA betaler 30 procent af alle sådanne operationer, og ville sammen med Frankrig ikke støtte Annan). Men i denne uge vendte Angola med en lynindsats af kampvogne, fly, helikoptere og soldater krigen til Sassou-Nguessos fordel. Nu er der "fred".
Årsagen til Angolas intervention er olie og sikkerhed: Lissouba havde tilladt to angolanske oprørsbevægelser at have baser i Congo-Brazzaville: Dels den lille FLEC-oprørsbevægelse, der ønsker at tage magten over Angolas olierige provins Cabinda, dels Unita, der gennem de seneste 25 år har ligget i krig med Angolas regering.
Den angolanske lynoffensiv er Unitas fjerde store tilbageslag i 1990'erne: Først trak USA sin støtte tilbage og dernæst medførte demokratiseringen af Sydafrika det samme, hvorefter Unita placerede sine forsyningsbaser i Zaire. Derfor sendte Angola afgørende troppetilskud til Laurent Kabilas oprør i Zaire, hvormed Angola fik presset Unita ud af Zaire til Congo-Brazzaville. Med sit seneste slag mod Unita har Angola reelt udrenset oprørerne fra sine nabo- og nabo-nabo-lande.
Dét lover godt for freden i Angola, der således endeligt er på vej mod fred efter mere end 25 års konstant borgerkrig.
Til gengæld lover det skidt for Congo-Brazzaville. Sassou-Nguesso har tilsyneladende også lavet en handel med Rwanda, der har støttet ham for at få adgang til at jagte rwandiske hutu-flygtninge i Congo-Brazzaville.

Tilbage står det uomgængelige faktum, at fire måneders borgerkrig har ødelagt Brazzaville, dræbt 5.000 mennesker, påtvunget Congo-Brazzaville et destabiliserende diktatur og givet nabolande militær myndighed over dele af landet, altsammen mens FN ikke bare så hvad vej det bar, men også havde en plan til at forhindre det. Men uden at kunne gennemføre den på grund af manglende opbakning fra afgørende medlemsstater. Dermed har USA og Frankrig, akkurat som under optakten til folkemordet i Rwanda i 1994, lagt endnu en planke til FN's ligkiste. En planke bestående af tusinder af myrdede afrikanere.pety

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her