Sidste uges vinøse nyhed var, at klimaforandringerne over tid vil gøre Danmark til noget nær et ideelt vinland. Til gengæld må vi undvære Frankrig. Sammenkoblet med introduktionen af en ny kändiss-vin kan man i udgangspunktet godt blive bekymret for, hvad nu hvis også danske kendte så vil til at lave vin?
I USA er filminstruktøren Francis Ford Coppola ganske vist sluppet mere end heldigt fra at lave vin, og den franske skuespiller Gérard Depardieus vine er drikkelige, men de har også traditionen med sig. Uden tradition og med klimaforandringer som årsag, er der nok grund til at frygte både en Cuvé Special Keld Heick og værre endnu en Chateau de Bubber.
Popdrenge og rødvin
Bekymringen blev til dels dementeret ved smagning af ugens kändiss-vin: Vida Nova 2005. Manden, der ser yngre og yngre ud, som tiden den går, alias Sir Cliff Richard, kan nemlig lave vin, så hvorfor ikke Bubber? Instinktivt havde denne anmelder ellers lyst til at være usaglig og skyde den ned. Popdrenge og rødvin! Hvor kvalmt kan det blive? Men allerede ved dekanteringen bredte der sig liflige dufte, og alle fordomme forsvandt til tonerne af Congratulations.
Farven er smuk, og den første mundfuld afslørede, at nogen omkring Sir Cliff kan lave vin. En nyplantning på en gammel vingård i Algarve har ført til den formidabelt gode Vida Nova. Den dominerende drue er Aragonez, og kyndig veksling mellem lagring på træ og stål har givet en kraftkarl, der rundt og intenst på én gang fylder mund, næse og svælg med kvalitet. Til 99,75 kan det ikke gøres meget bedre.
Siger man nej tak til berømtheder i jagten på vintervine, er der alligevel grund til at dvæle ved H.J.Hansens udbud. Fra Côtes de Castillion i Frankrig markedsføres Chateau La Gasparde 2004 nu væsentligt under normalpris. Til lige under en halvtredser scorer den tårnhøjt på stjerneskalaen og er oplagt til rimelige vintermiddage. Området, der har navn efter byen Castillion-la-Bataille, hvor franskmændene i 1453 slog englænderne og dermed sluttede 300 års engelsk overherredømme i Aquitaine, er et spændende bekendtskab. I pris og kvalitet er stedet mere interessant end naboen St. Emilion, og i takt med betydelige investeringer er det et område, der er på vej op. Vinen har fin dybde og en god lang eftersmag og bør til prisen indkøbes i hele kasser.
Mangler robusthed
Jagten på gode vine fører denne gang også forbi Crozes-Hermitage. Området hører hjemme blandt skribentens favoritter og er almindeligt anerkendt blandt de nordlige Rhonevine som området, der giver mest kvalitet for pengene. Så meget større var skuffelsen over E. Guigals 2003 udgave, da den forventningsfuldt var skænket i glasset. Bevares, det er ingen dårlig vin, men uden den grundlæggende robusthed, der kan forventes den er snarere lidt kedelig. Crozes-Hermitage hører naturligt hjemme blandt de knap så tunge vintervine, men at den end ikke kunne trække igennem en vagtel, er ikke godt nok.
To gode fund ud af tre smagninger giver midt i vintermørke og klimaforandring lidt livsmod tilbage. Biskoppen over Lolland og Falster mener ganske vist, at klimaforandringerne indvarsler de sidste dages komme og har sågar fået tilslutning til bekymringen af Imam Petersen. Dem om det, vi andre kan så investere i aflad med grøn flyskat og elsparepærer og i mellemtiden nyde mere bordnære glæder.
