Læsetid: 2 min.

Connie H.: Utrolig positiv stemning på klimamøde

Det utraditionelle danske klimamøde ved foden af Grønlands indlandsis har skabt god stemning mellem lande, der plejer at være på kant, siger miljøminister Connie Hedegaard
18. august 2005

Miljøminister Connie Hedegaards (K) internationale klimamøde i den vestgrønlandske by Ilulissat (Jakobshavn) i Disko-bugten er kommet rigtig godt fra start.

Der er ifølge miljøministeren god stemning mellem nøglespillerne i den globale klimadebat - i stærk modsætning til, hvordan det plejer at være på FN's klimakonferencer. Til mødet har Connie Hedegaard inviteret sine kolleger fra 24 lande, bl.a. USA, Canada, Japan, Kina, Indien, Mexico, Brasilien, Sydafrika og flere store EU-lande.

"Der er en meget stor tilfredshed med hele initiativet," fortæller Connie Hedegaard onsdag til Ritzau fra Ilulissat.

Hård styring

Deltagerne i det utraditionelle klimatræf synes at have accepteret den danske mødeform med en temmelig hård styring og krav om, at alle erfaringer og bud på den kommende udvikling bliver præsenteret så konkret som overhovedet muligt. Hver minister har kun én embedsmand med. Mødets hovedtema er, hvad der skal ske, når Kyoto-aftalens første trin udløber i 2012.

Et andet vigtigt emne er, hvordan de større og mere velstående u-lande kan komme i gang med at skære ned på udslippet af drivhusgasser, der forstærker ophedningen af kloden. Altsammen skal det bane vejen for større fremskridt på FN's næste klimakonference i Montreal i december.

Connie Hedegaard kan dog ikke referere, hvad de forskellige ministre har sagt. Det har været en forudsætning for at samle så mange deltagere til mødet, at de uformelle samtaler er fortrolige og ikke refereres i pressen.

"Det er helt afgørende. Vi kunne ikke lave dette koncept, hvis vi bagefter lavede et sæt egentlige konklusioner, for så er vi tilbage i det sædvanlige format, hvor folk skal sidde og forhandle detaljer. Det er ikke meningen med det," understreger miljøministeren.

Kræver nytænkning

I går formiddag drøftede ministrene, hvordan ulandene på samme tid kan skære ned på CO2-udslippet og få plads til den nødvendige økonomiske vækst. Om eftermiddagen tog gæsterne på udflugt til gletsjeren ved Ilulissat og på sejltur på den berømte Jakobshavn Isfjord, der af FN-organisationen Unesco er blevet ophøjet til at være en del af menneskehedens verdensarv.

"Det har stor betydning at se tingene selv, og selvfølgelig har deltagerne også hørt meget om de konkrete klimaændringer heroppe," siger Connie Hedegaard.

Forskerne har på det seneste konstateret, at afsmeltningen af den grønlandske indlandsis er taget til i fart, og at flere gletsjere samtidig har trukket sig dramatisk tilbage.

Mødet blev tirsdag aften åbnet af udenrigsminister Per Stig Møller (K), som opfordrede til nytænkning i bekæmpelsen af den globale opvarmning.

"Klimaændringer udgør en voksende global udfordring. Jeg håber, at samtalerne vil hjælpe med til at drive tingene fremad. Der er behov for nytænkning. Vi må finde en model for, hvordan alle de store udledere af drivhusgasser kan involveres aktivt i fremtidige klimatiltag," sagde Per Stig Møller.

Grønlands landsstyreformand, Hans Enoksen, bød ligeledes velkommen og berettede om, hvordan opvarmningen konkret påvirker grønlændernes hverdag.

"Klimaforandringer finder sted i Arktis, og det går stærkt. Jagt og fiskeri har været problematisk i flere måneder på grund af dårligt vejr. Isbjørne, hvalrosser og ringsæler er afhængige af havisen, og det er vi også med henblik på fangst og transport. Men den isfri periode om sommeren er blevet længere i takt med, at temperaturen stiger og isen smelter, sagde Hans Enoksen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her