Læsetid: 2 min.

Connie Hedegaard under pres i Bilka-sag

Uro i regeringen om Connie Hedegaards habilitet i sagen om Bilka-varehus i Horsens. DF opfordrer hende til at acceptere varehuset
23. maj 2005

Presset øges på miljøminister Connie Hedegaard (K) for at få hende til at acceptere Vejle Amts lovliggørelse af Bilka via et nyt regionplantillæg, og dermed løbe fra sine tidligere udtalelser i sagen, da hun på det konservative landsråd i efteråret kategorisk afviste, at hun ville acceptere en retlig lovliggørelse af Bilka-varehuset.

"Jeg mener, at hun bør erklære det lovligt, og det vil jeg bakke 100 procent op bag," siger miljøordføreren fra Dansk Folkeparti, Jørn Dohrmann, til Ritzau.

Hvis Connie Hedegaard siger nej til Bilka-løsningen, må staten forvente et erstatningskrav fra Dansk Supermarked, der kan løbe op i 200-300 millioner kroner. Omvendt er en accept af amtets regionplantillæg en politisk kovending, der vil betyde en alvorlig svækkelse af miljøministerens politiske troværdighed.

På grund af de voldsomme konsekvenser har sagen ifølge Jyllands-Posten i går været drøftet på højeste plan i VK-regeringen, hvor ikke mindst nogle af Venstres topfolk ser en mulighed i at få Connie Hedegaard til at erklære sig inhabil på grund af sine udtalelser fra efteråret.

Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, afviser imidlertid over for Ritzau, at de to regeringspartier er uenige om Bilka-sagen og Connie Hedegaards håndtering af den. Selv om Eyvind Vesselbo (V) tidligere har udtrykt bekymring over, at skatteyderne risikerer en kæmperegning, hvis Bilka skal bygges om, så holder han nu kortene tæt til kroppen.

"Der er ikke noget at være uenige om, da der ikke er taget nogen beslutning på nuværende tidspunkt. Men i den her sag er jeg overbevist om, at Venstre og De Konservative finder en løsning sammen," siger Venstres miljøordfører.

Utidig indblanding

Direkte adspurgt om Eyvind Vesselbo mener, at Connie Hedegaard er inhabil på grund af sine tidligere udtalelser og burde trække sig, svarer han:

"Jeg føler, at det vil være utidig indblanding overhovedet at kommentere det på nuværende tidspunkt, hvor miljøministeren er ved at træffe en beslutning."

Jørn Dohrmann mener dog ikke, at Connie Hedegaard har problemer med habiliteten.

"Jeg mener ikke, at hun er inhabil. Hvordan skulle hun kunne være det? Nej, i stedet bør hun lade det stå, som det er, og erkende, at loven er uklar. Så kan vi rette op på loven og se fremad, så vi ikke kommer i samme situation igen. Skulle det have været stoppet, så skulle det have været fra starten i 1997," siger Dansk Folkepartis miljøordfører.

Både professor i miljøret, dr. jur. Peter Pagh og valgforsker Hans Jørgen Nielsen, begge fra Københavns Universitet, anbefaler dog over for avisen Connie Hedegaard til at trække sig fra sagen

"Hvis jeg var hende, ville jeg vælge at erklære mig inhabil," siger Peter Pagh.

Hans Jørgen Nielsen anser det for en belastende sag for regeringen: "Miljøministeren står med en rigtig dårlig sag, men selv fra et konservativt synspunkt ville jeg vælge inhabil-løsningen."

Selv vil Connie Hedegaard ikke kommentere sagen, men lover en afgørelse inden den 30. maj.

Den konservative formand for Folketingets miljøudvalg, Christian Wedell-Neergaard, oplyser til Ritzau, at han ikke vil sige noget om Bilka-sagen - eller hvorfor han ikke vil sige noget.

"Jeg vil slet ikke sige noget om Bilka," siger udvalgsformanden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu