Læsetid: 4 min.

Connies kamp mod kolosserne - anden runde

Miljøminister Hedegaard (K) gør endnu et forsøg på at skære indkøbs-center ned til lovlig størrelse. Stærke kræfter udfordrer hende - igen
21. oktober 2005

Planloven er på én gang klar og uklar. Den siger, at udvalgsvarebutikker her i landet højst må være på 1.500 kvadratmeter, og at dagligvarebutikker højst må være på 3.000 kvadratmeter. Punktum. Og så alligevel ikke, for loven tilføjer, at hvis de skal have lov til at være større, så kræver det "en planlægningsmæssig begrundelse".

Og hvad er "en planlægningsmæssig begrundelse", når der er gået politik i indkøbscentre? Kommunerne vil meget gerne have størst mulige indkøbscentre for at konkurrere med nabokommunerne. Og så pyt da med, om kæmpecentrene udtynder detailhandelen så meget, at folk uden bil får svært ved at købe ind.

Derfor giver kommunerne byggetilladelse til centerbyggerier, der snyder fra reglerne. F.eks. ved at opspalte supermarkeder som Bilka eller Føtex i flere butikker med hvert sit hold kasseapparater.

Købmændene klager

Når kommunerne laver de narrestreger, klager købmændenes brancheorganisation. Og så er spillet i gang. Købmændenes branchedirektør er den tidligere konservative generalsekretær, John Wagner, en god bekendt af den konservative miljøminister Connie Hedegaard.

Hvad gør man, når et ulovligt byggeri er opført med de lokale myndigheders godkendelse? Laver man 'retlig lovliggørelse' - dispensation med tilbagevirkende kraft? Eller kræver man nedrivning til lovlige tilstande - det, der hedder 'fysisk lovliggørelse'?

På De Konservatives landsråd sidste år lod ministeren ingen i tvivl. Fra talerstolen sagde hun om en igangværende sag om et ulovligt Bilka i Horsens: "Jeg vil ikke acceptere det, der hedder retlig lovliggørelse. Det kan ikke nytte, at man bare med tilbagevirkende kraft vil ændre lovgrundlaget, og at der ikke sker en brik, og Bilka står uantastet tilbage."

Med sine ord havde miljøministeren lagt i kakkelovnen til sig selv. For da Bilka-sagen landede på hendes skrivebord, plantede Venstre-folk på Jyllands-Postens forside forlydender om, at hun med sin forhåndsstillingtagen havde gjort sig inhabil i sagen. Hvorpå statsministeren i maj i år satte Connie Hedegaard af Bilka-sagen og gav den til Hedegaards rival, ju-stitsminister Lene Espersen (K), der lod Bilka i fred - under henvisning til, at det ville udløse erstatningskrav mod det offentlige, hvis det nu skulle rives ned.

Hedegaard protesterede rasende mod at blive frataget sagen. Hun var ikke inhabil i juridisk forstand, påpegede hun. Det fik Venstre-folk til at stemple hende som illoyal mod regeringen.

Information spurgte for en måned siden Connie Hedegaard, om hun ville være inhabil i kommende sager om ulovlige indkøbscentre. Hun svarede, at hun havde bedt 'systemet' undersøge det:

"Og det måtte man medgive mig, at det var jeg nærmest ikke. Så det får jeg nok glæden af, når det kommer til den næste sag om varehuse og planlægning - fra Ribe."

Ganske rigtigt. Den næste sag - fra Ribe - greb Hedegaard ind i forleden. Hun nedlagde veto mod et regionplanforslag fra Ribe Amt, der går ud på 'retlig lovliggørelse' af en Føtex i Ribe, der reelt er på 3.700 kvadratmeter - og altså 700 for stor.

For at levere sig rygdækning havde Hedegaard forinden bedt statens kammeradvokat om et juridisk responsum. Men hun fik ikke megen hjælp, for kammeradvokaten konkluderede, at hun kunne gribe ind, eller hun kunne lade være. Begge dele ville være lovligt.

Hun valgte indgrebet - med denne begrundelse: "Der er i denne sag ikke grundlag for at tilsidesætte de overordnede og principielle hensyn til retshåndhævelse, lighed for loven og den mangeårige praksis."

Nu er praksis jo ikke ganske klar - især ikke efter Lene Espersens fredning af Bilka.

Bombet til Auken

Stærke kræfter har straks meldt sig klare til at søge Hedegaard underkendt.

Ribes borgmester, Preben Rudiensgaard, er i den fordelagtige situation, at han også er medlem af Venstres folketingsgruppe. Her har han bebudet, at han snarest vil tage sagen op. "Vi er bombet tilbage til Aukens tid som miljøminister," siger han.

Venstres ordfører Eyvind Vesselboe, der tidligere har været med til at gøre livet surt for Connie Hedegaard, forlanger en hurtig ændring af lovgivningen om butiksstørrelser. Han vil ikke vente på et udvalg, som Hedegaard har nedsat med den tidligere energiminister Jann Sjursen (Kr.F) som formand.

Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann fnyser: "Jeg føler nærmest, Connie Hedegaard er ude i et hævntogt efter Bilka-sagen i Horsens. Nu vil hun statuere et eksempel."

Ikke bare politisk intrige, men også jura svirrer om miljøministeren, for Ribe Kommune og Føtex har netop anlagt sag mod Naturklagenævnet med påstand om, at Ribe-Føtex slet ikke er ulovligt, sådan som nævnet fastslog i den afgørelse, som Hedegaard støtter sig til.

En yderligere retssag skal til, hvis Hedegaard får Føtex ned med nakken, for så skal Føtex nemlig have Ribe Kommune til at høste op med en erstatning i størrelsesorden 3,5 til 4,5 millioner kr.

På mandag holder Hedegaard "konference om håndhævelse af miljølovgivningen". Alle landets kloge hoveder er inviteret, men er juridisk forstand nok til at redde ministeren igennem en dyst, hvor snavsede kneb gælder?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her