Læsetid: 4 min.

Cremen af video

Videoværker findes alle vegne i kunsten i disse år, men sjældent har de taget sig bedre ud, end de gør på Louisianas præsentation af egen samling, 'Sip My Ocean'
8. april 2006

Hvor var det dog velgørende at komme ind i Pipilotti Rists installation Sip My Ocean (der har givet navn til Louisianas aktuelle videosatsning) og konstatere, at denne videoklassiker fra 1996 i dén grad har overlevet de 10 år, der er gået, siden man første gang lod sig forføre ind i værkets sanselige og i stigende grad urovækkende elektroniske undervandsunivers. Ja, værket, hvor Rist på lydsiden gennemlever Chris Isaaks pophit "Wicked Game", i en kurve fra lillepigens kælne hvisken til den modne kvindes kærlighedshungrende desperationsskrig, har ikke alene overlevet tidens gang.

Faktisk kunne det virke, som om dets mange nuancer og lag, visuelle såvel som følelsesmæssige, træder endnu klarere frem i dag, hvor nyhedens interesse - i forhold til både Rist og videokunsten som sådan - ikke længere står i vejen for oplevelsen.

Hvilket måske lige præcis er pointen i Louisianas stramt kuraterede og formidabelt velinstallerede udstilling. Som museumsdirektør Poul Erik Tøjner gør opmærksom på det i katalogets forord, føles det ikke længere påtrængende nødvendigt, og måske end ikke relevant, at ghettoisere den videobaserede kunst. De tider er for længst forbi, hvor video primært blev dyrket af og appellerede til en lille menighed, som - med varierende grader af forbindelser til kunstens øvrige diskurser - samledes om selve teknikken, redskabet for at udforske de nye udtrykspotentialer, der var specifikke for de levende elektroniske billeder.

Fra omkring 1990 - herhjemme omtrent sammenfaldende med Det Kgl. Danske Kunstakademis oprettelse af Skolen for Mediekunst - er video gledet fra en position som enten avantgarde eller toys for the boys til en kunstkategori og et redskab på linje med alle andre kategorier og redskaber.

Det er således kendetegnende, at flertallet af de navne, der bidrager til Sip My Ocean, ikke betegner sig selv som videokunstnere, men slet og ret som kunstnere, der arbejder med video.

Når det så alligevel - på trods af ovenstående - viser sig at fungere med en mediespecifik udstilling som Sip My Ocean, hænger det sammen med, at anledningen er noget så uprætentiøst som ønsket om at vise samlingen frem; og at kvaliteten gennemgående er så tårnhøj.

Gensyn med vennerne

Louisiana erhvervede sit første videoværk i 1974, skulpturen TV Monitor af den netop afdøde pionér Nam June Paik. Og mens der går en lige linje fra Paiks elektroniske kolorisme og konceptualisme op til den flere generationer yngre Rist, demonstrerer udstillingens øvrige godt to håndfulde værker det brede spektrum af kunstpraksisser, som i de seneste årtier er blevet anvendt på video.

Allerede ude i museets korridor præsenteres man for en række vidt forskellige singlemonitor-værker, vist på fladskærme ophængt foran bænke med tilhørende hovedtelefoner. Her kan man se så forskellige tilgange som Absalons performances med kunstnerens egen krop og et kamera som eneste ingredienser (Bruits og Bataille, 1993); Paul McCarthys Painter (1995), en grotesk sitcom-kommentar til maleriet som praksis og kunstverdenen som social struktur; og Johan Grimonprez' Dial H-I-S-T-O-R-Y (1995-97), en analyse af fænomenet flykapring baseret på fundne tv-billeder.

Herfra træder man så ind i udstillingens første rum, hvor man mødes af Gary Hills overrumplende Viewer (1996), 17 mænd i arbejdstøj opstillet på rad og række med front mod kameraet og således tavst iagttagende beskueren. Her aktiveres en række af video-mediets muligheder for at gå i dialog med både kunsthistorien, udstillingsrummet og publikum, samtidig med at der reflekteres over størrelser som blik, krop, identitet og repræsentation. Og sådan fortsætter det med variationer ind gennem labyrinten af mere eller mindre mørke kringelkroge, hvor narrative, rumlige, visuelle og mediemæssige kategorier sættes i spil.

Fin satsning

Eftersom udstillingen er sammensat af værker fra museets samling, er der langt hen ad vejen tale om velkomne 'gensyn med vennerne'. Men Louisiana har tillige indkøbt en række nye værker til lejligheden, heriblandt mesteren Bill Violas pompøse og klassisk-sceniske The Raft (2004); sydafrikaneren Candice Breitz' Venedigbiennale-hit Mother + Father (2005), en raffineret, effektiv og humoristisk analyse af kønsroller i Hollywoodfilm; og den unge Runa Islams prunkløse filminstallation Be The First To See What You See As You See It (2004).

Skulle man afslutningsvis drysse en smule sand i vaselinen, kunne det være med spørgsmålet om, hvorfor kun en enkelt dansk kunstner, Peter Land, har fundet vej gennem nåleøjet til Louisianas samling. Den prioritering er så sandelig ikke en fair afspejling af situationen herhjemme, hvor man kunne pege på håndfulde af talentfulde kunstnere - ingen nævnt, ingen glemt - som sagtens kunne have målt sig med niveauet på Sip My Ocean. Hér ligger en udfordring i forhold til at følge op på den fine satsning, som udstillingen vitterlig er.

Sip My Ocean. Video fra Louisianas samling. Louisiana Museum for Moderne Kunst, Humlebæk. Til den 20. august

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her