Læsetid: 7 min.

Crespos hælaflevering

FIFA har kåret Fabio Canavaro til årets fodboldspiller. Men dermed er alt ikke sagt. Fodboldens 2006 har budt på profiler, stjernestunder, skandaler og forandringer, som ikke lader sig se med den blotte kåring
23. december 2006

Hvad er det fedeste fodbold i 2006? Jeg har tænkt, så det knager. Både med følelse og fornuft. Fodboldfreaks er jo nogle underlige størrelser, der det ene øjeblik kan dugge brillerne til i smægtende begejstring over Johan Cruyffs flyvende flugter for Barcelona tilbage i 1970'erne (og gerne med eksakt minutangivelse à la pietisternes religiøse oplevelser) for så, sekunder efter, at størkne i kynisk refleksion over nutidens foretrukne italiener-opstilling: 4-2-3-1.

Med til tvivlen hører også, at FIFA - fodboldens verdensorganisation og UEFA's globale storebror - lige nu skal finde ud af, om det er Zidane, Cannavaro eller Ronaldinho, der var årets bedste. Afgørelsen faldt i mandags akkompagneret af glitter og opera i Zürich. Men det var efter denne artikels lukketid.

Zidane tryllede i sådan cirka 2,5 kampe under VM i Tyskland. Storheden kulminerede med finale-overtidens medievante brystafklapser til den bovlamme italiener Materazzi, som vistnok havde generet kvindelige dele af den algiersk fødte 'Zizou's familie. Nok om det. Selv mediestormere uden husantenne og adgang til gratisaviser ved, hvad jeg taler om.

Italienske Fabio Cannavaro, der for kort tid siden modtog prisen som Europas bedste spiller i 2006, har også en plads i FIFA's hjerte. Det var Fabio, der tog over, da Nesta måtte slippe, og Maldini iøvrigt var blevet alt for gammel. Og det var ligeledes Fabio - lyder det ikke som omkvædet på en Lone Kellermann-sang? - der gang på gang kickstartede de azurblås fodrappe kontraer mod eksempelvis stakkels værtstyskere, som helt havde glemt, at italienere plejer at vinde, når de ikke har bolden ret meget.

VM viste sandheden om Ronaldinho

Ronaldinho kan også løbe med æren. Fodboldæstetisk er der ikke meget, der slår Barca-10'erens akrobatiske 'cykel-mål' til 4-0 mod spanske Villarreal for et par måneder siden. Til gengæld floppede 'Gaucho' til VM. Ikke så mærkeligt endda, for træner Parreira havde lagt brassernes spil an på en håbløst gammeldags 4-2-4-opstilling. På papiret lignede Kaka, Ronaldinho, Ronaldo og Adriano som 'magisk firkant' i offensiven en uovervindelig geometri designet for de millioner af feinschmeckere, der i en blanding af bayerske pølser og kortærmede Brazil-trøjer indtog Potzdamer Platz og sofaen foran tv.

Mod slutningen af VM fik vi sandheden. Ronaldinho brugte ikke nattetimerne på at hvile sig og drømme om afleveringer til Kaka. Nej, han hyggede sig med kæresten og fodboldspil på PlayStation.

Kendere af den lille runde så gerne Thierry Henry blande sig i kapløbet om hæderen. Han var med i to finaler. Først for Arsenal mod Barca i Champions League-finalen og siden som enlig frontløber i Raymond Domenechs defensivt kompakte nationalmandskab.

Og hvad med Hernan Crespo? Det var ellers ham, der stod for årets detalje med sin fikse hælaflevering til Cambiasso i det umådeligt lange og fejende flotte opspil til 2-0, da Argentina lammetævede Serbien-Montenegro 6-0 i VM's indledende runder. Crespos pasning løftede fodboldens kværn af grovheder og flyvende græstotter op i kunstens sfære. Bagefter var Crespo pavestolt. De arme serbere var aldrig i nærheden af at pille bolden fra de kåde argentinere. Det var en cool demonstration af, hvordan det helt rigtige touch kan frigøre fodboldens tilfældigheder eller perfidt taktiske selvbeskyttelse i noget, der mest ligner en maskulin wienervals.

Mens skandalen rumlede i baggrunden og truede med at flå italiernerne fra hinanden, da det kom frem, at storklubber som Juventus og Milan havde bestukket dommere og meget mere, virkede argentinere som Riquelme, Messi og Tévez som næsten naive bannerførere for legende, angrebsivrig fodbold. Argentina endte dog med at skyde sig selv i foden. Pludselig skulle der spilles tæt på kroppen, hvilket prompte blev straffet af et tysk mandskab med masser af publikumsmedvind.

FCK møder de store

Siden blev verden for alvor italiensk. Efter Juves tvangsnedrykning til den italienske Serie B blev VM-helte som Cannavaro, Zambrotta og Thuram købt af spanske klubber, som havde set skriften på væggen: Man kan ikke vinde noget som helst uden seks mand nede bagved.

2006 var året, hvor Don Ø på trods af momentane kropsskavanker bare måtte lave kolbøtter på sidelinjen i jubel over FC Københavns samlede sejr over Ajax. Med triumfen i Amsterdam sikrede FCK sig et gyldent kreditkort til fodboldlandet, der flyder med alkoholfrie bonuser: Champions League. Det startede lunkent. I et sjældent festklædt Parken diskede FCK'erne op med to gange 45 minutters fedtspil og veritable angstanfald, hver gang modstanderen kom over midterlinjen, men ok, der var nerver på drengene, Don Ø bed negle, og Ståle Solbakken garanterede anderledes offensive takter i de næste kampe.

Og det kom der også. Sådan da. Om ikke andet lærte Danmarks suverænt mest succesfulde klub, at henholdende spil, lige til stregen, også er en måde at bide skeer med de allerstørste. Se bare Barcelona, der i årets løb - endelig - lærte at fungere som et rigtigt hold. Altså at forsvare sig. Det gjorde de mod Arsenal, efter at de var kommet foran i Champions League-finalen i maj, og de gjorde det såmænd for nylig mod Daniel Jensens Werder Bremen.

En om'er til Brøndby

2006 blev et fallit-år for Brøndby. Ikke særlig europæisk, når man tænker over det. Statistikken fortæller nemlig, at mens klubber som Arsenal og Villarreal i de senere sæsoner har dykket i de nationale ligaer, har de til gengæld toppet i internationale turneringer. Arsenal nåede finalen i Champions League, men kunne ikke gentage Liverpools bedrift fra 2005. Villarreal måtte opgive efter brav kamp i semifinalen, men argentinske Riquelme bed sig fast i fodboldfolkets hjerter som den sidste 'gamle 10'er'.

Måske var det et post-Laudrup-traume, der gjorde udfaldet for Brøndby IF. Måske var det dårlig ledelse. Eller måske var det netop et bevis på, at Danmark er så lille, at man som FCK og OB godt kan få i både pose og sæk. I stedet for kollegerne i den bedste liga må brøndbygenserne tage til takke med publikumsskrantende Royal League. Det er, som vi lærte at sige i 2006, en om'er.

Mens FCK festede, og Danmark på skræmmende vis meldte sig ind i klubben af lande med seriøse hooligan-problemer, rejste Thomas Gravesen - nu med pinup-kæreste og fast spalteplads i Se og Hør - fra Madrid til Glasgow. Skotterne var benovede over verdensstjernens ankomst, og 'Tommy G', der over for den samlede danske verdenspresse talte lige ud af posen om mirakeltræneren Fabio Capello, sikrede sig en plads i historiebøgerne med først et par fæle svipsere mod Manchester United og dernæst et hattrick mod den hjemlige ligas St. Mirren.

Men så gad han heller ikke mere. I modsætning til guttervennen Stig Tøfting, som gladeligt promoverer en bog, han ikke fortryder, er der nul mere smalltalk med pressen.

Bolden fik sin doping

Spillerne selv pegede på Christian Poulsen som nr. 1. Fra Schalke til andalusiske Sevilla opnåede det blonde bindeled på midtbanen at blive hædrende omtalt i spanske medier som årets bedste indkøb. Poulsen er fremtidens mand.

Og så kom det også frem, lige før julegåsen og rødkålen, at doping måske ikke bare begrænser sig til cykelsport og dén slags. Franske Le Monde mente i hvert fald at besidde en række hemmelige dokumenter, som de skriftkloge eksperter hurtigt tydede som beviser på, at den notoriske skurk fra Spanien, helvedeslægen Eufemiano Fuentes, også havde forsynet klubber som Real Madrid og FC Barcelona med diverse godter fra laboratoriet.

Jesper Skibby kom først. I ugerne op til Fuentes-bomben var mediernes sendeflade tyk af den folkekære gavflabs indrømmelser. Han havde levet på en løgn. Nu fremgik det, at han ikke alene var en genert og smådepressiv dreng bag den kække klovnefacade, men ydermere at han havde racet Europa tyndt på en lægeordineret kadence af præstationsfremmende medikamenter og alskens blodfortyndende snask. Skibby havde lært sig fortrængningens kunst til perfektion, og i sandhedens navn og til ære for alle os sensationshungrende læsere med en dansk trang til at hive folk ned fra piedestaler blev dopingspøgelset blottet: Hvorfor ikke leve med løgnen, når nu sportens mål helliger midlerne?

Klubber mod nationer

Retur i fodboldens verden bød 2006 på skarp retorik fra den franske træner i Arsenal, Arsene Wenger. På usentimental manér proklamerede han landsholdsfodboldens stille død i en tid, hvor kulturel troløshed og pengestærk afnationalisering truer med at myrde ældgamle idealer om rene gentlemanfights og territoriale stammekrige. 2006 blev nemlig også året, hvor fodboldens købmænd og lobbyister i organisationen G14 kæmpede mod UEFA og andre grundtvigianske forbund i et ikke særlig ædelt, men temmelig lukrativt ærinde. Ud med landshold og ind med europæiske superligaer fyldt med stjerner, som er meget lettere at brande i Asien og opkøbe for mystiske emirer. Oven på de tv-aftaler, som cremen af spansk fodbold netop har indgået, er det en snild sag at hente Kaka - den 'nye 10'er' - for 60-70 millioner euro. Sæt lige dén på finansloven!

Med Skibbys bekendelser har vi endnu et symptom på, hvordan sporten æder sig mere og mere intenst ind på underholdningsindustrien. Det var fedt at se Skibby vinde de dér etaper i Tour de France. Men det er da li' så fornøjeligt at læse den klæbrige historie om, hvordan det var for Jesper, under selvsamme etaper, at eksistere med visheden om konstant at ha' skidt i nælderne.

Ta' en pille. Se kampen på fjernsyn. Få chokket i bogen. Mød manden på scenen i Forum. Der må være nogen, der griner hele vejen ned til banken.

Alligevel vidner magiske øjeblikke som Crespos hælaflevering, Maxi Rodriguez' helflugter, Ruud van Nistelroys vidunderlige lob til 4-1 over Steaua Bukarest, Jesper Grønkjærs elegante løb på fløjen mod Celtic, Messis ungdommelige hurtighed og driblinger, der får selv Maradona til at rødme, Beckhams comeback-mål mod Sevilla efter ufrivillig bænkning og Ronaldinhos saksespark om, at følelserne stadig sidder, hvor de skal. Lige i mellemgulvet, nemlig. Sådan cirka dér, hvor Zidane ramte Materazzi. Mit hjerte brister, hvis Zidane, Raúl eller Ronaldo har puttet mere end klidkiks og internationalt sponsorerede versioner af Faxe Kondi i kroppen.

weekend@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu