Læsetid: 4 min.

'CRS er lig med SS'

I Frankrig er det især specialkorpset CRS, som er direkte underlagt indenrigsministeren, de unge har set sig gale på. Historien om dette korps er i særlig grad belastet
10. november 2005

Da studenteroprørerne i 1968 endnu ikke var på barrikaderne, men blot sad og ventede på balladen på Sorbonne, havde de hentet et slagord frem, der gav udtryk for deres dybe mistro til autoriteterne. "CRS er lig med SS", råbte de i kor på et tidspunkt, hvor det endnu kun var det almindelige politi, de havde været konfronteret med. Nogle dage senere var det lige præcis CRS'erne, der blev sat ind mod dem.

CRS står for "Compagnie republicine de securité". Det er 'republikkens sikkerhedskorps', der rykker ud til opgaver, hvor statens sikkerhed forekommer særlig truet. CRS hører under det civile Nationale politi, men er en mobil enhed, der er direkte underlagt Indenrigsministeriet. Når der er ballade i Frankrig kommer CRS'erne. Eller også kommer balladen, når CRS'erne kommer, alt efter hvilket synspunkt man anlægger. "Smølferne" kalder man de nu cirka 14.900 mænd og 100 kvinder i dette specialkorps på grund af de blå heldragter og store hjelme, de altid bærer i kampens hede, og som skjuler den enkeltes identitet. Bortset fra dette kælenavn er der ikke meget sjov ved CRS'erne.

Korpset blev skabt som erstatning for de mobile politistyrker, hvis legitimitet var svækket af arbejdet for det kollaborerende Vichyregime før og under anden verdenskrig. Men der gik ikke lang tid før Frankrigs mobile politistyrke atter blev identificeret med den siddende magt og karakteriseret ved håndfaste metoder.

Det slagord studenterne i 1968 råbte på Sorbonne, havde de nemlig hentet hos de strejkende minearbejdere, der i 1947 oplevede at CRS'erne blev sendt mod dem, kort efter at specialstyrken var blevet skabt. Strejken blev på det voldsommeste afbrudt. Når autoriteterne griber voldsomt ind, har det siden haft et navn, og det er CRS. Så sent som ved studenterdemonstrationerne i foråret dette år, var der protester over de hårdhændede metoder specialpolitiet fandt det nødigt at bruge over for de fredelige demonstrerende.

Men ikke mindst er historien mellem CRS og indvandrere i Frankrig et ikke særlig behageligt kapitel i nyere fransk historie.

Skubbet i Seinen

Den 17. oktober 1961 demonstrerede algiere i Frankrig for Algeriets selvstændighed. Der var erklæret udgangsforbud, og CRS blev med De Gaulles accept sat voldsomt ind mod demonstrationen. Først i 1997 anerkendte det officielle Frankrig at 200 algiere forsætligt blev skubbet i Seinen og mistede livet.

Det er ikke sikkert, de unge oprørere i forstæderne, der i disse dage især leger kispus med CRS'serne kender denne historie i detaljer. Hvad, der ikke er tvivl om er, at de med deres angreb på CRS er ganske godt klar over, at de angriber den franske statsmagt direkte og ikke mindst indenrigsminister Sarkozy.

Da CRS'erne i starten af optøjerne blev sat ind for at støtte de lokale politistyrker, virkede det derfor nærmest som at kaste benzin på bålet fra myndighedernes side. Derfor kan man da også i Frankrig i disse dage, til visse udenlandske kommentatorers undren, være nærmest lettet, når staten griber til andre og tilsyneladende kraftigere midler som undtagelsestilstand eller militærets indgriben.

Undtagelsestilstand gør det muligt for det almindelige nationale politi at klare en spidsbelastet situation. Militæret, som stadig ikke er kaldt til undsætning, hører ganske simpelt under et andet ministerium og en anden person, end den belastede Nicolas Sarkozy. Nemlig den Chirac-tro og langt mere beherskede forsvarsminister Michèle Alliot Marie.

Men et problem, der står tilbage, når røgen fra de mange brande i disse dage har lagt sig, forbliver hvorledes både CRS og det almindelige politi håndterer de problemer, de har med kriminalitet i de belastede forstæder. Omstændighederne omkring de to unge menneskers død i et højspændingslokale i Clichy-sours Bois, der startede de mange nætters optøjer, er endnu ikke fuldt ud afdækkede. Meget tyder på, at der er uoverensstemmelse mellem politiets forklaring og den version den tredje dreng, der overlevede, har af den tragiske begivenhed.

Overdreven brug af vold

En fransk Amnesty International-rapport fra april 2005 tyder på, at det ikke er sikkert, at der er tale om paranoia fra de drenges side, der gik i voldsom protest over de unge menneskers død. I 2004 steg antallet af anmeldte tilfælde af illegitim vold til IGPN - inspektionen af nationalpolitiet - med 18,5 procent, for syvende år i træk. Overtrædelserne tager form af "drab, overdreven brug af vold, torturhandlinger og racistiske fornærmelser".

"I Frankrig lader regeringen, dommerne og de ansvarlige for det nationale politi, politifolk gøre brug af overdreven brug af vold over for mistænkte af arabisk eller afrikansk oprindelse, uden at de risikerer alvorlige sanktioner," kan man læse i rapporten.

Et af de tidspunkter, hvor det oftest går galt, er ved de mange identitetstjek, som både det almindelige politi og CRS står for. Ofte er de betjente, der griber til vold, under 25 år, mens de mistænkte er mellem 18 og 35 år. Da en ung mand ved en hårdhændet behandling døde af et astma-anfald i 1991, blev sagen først dømt 10 år senere. Amnesty international taler om en "retfærdighed i to tempi".

Det ryger i forstæderne. Et andet øgenavn, for de karakteristiske busser, som CRS møder op i, er "Car rempli de singes": 'En bus fuld af aber'. I øjeblikket behandler unge mennesker i forstæderne helt sikkert hinanden som dyr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her