Læsetid: 5 min.

Cubanerne tvivler på forandring

Fidel Castro dukkede aldrig op til fejringen af sig selv og af revolutionens begyndelse. På gaden i Havana tror de færreste, at han vender tilbage. Men heller ikke, at det kommer til at forandre så meget
4. december 2006

HAVANA - "Det er ikke en jubilæumsfest. Det er en overdragelse. Det er det, alle folk siger. Raúl overtager magten, og Fidel vender ikke tilbage. Det er kræft i maven. Jeg kender ikke nogen, der tror noget andet," konstaterer Luís, der har en enkelt skinnende guldtand midt i munden og med cubanernes aldrig svigtende entreprenante talenter på trods af næsten 50 års planøkonomi hurtigt forsøger at udleje en bekendts lejlighed.

"De to er forskellige. Fidel har altid arbejdet utrætteligt med sit hoved. Raúl er anderledes, el mano duro (den hårde hånd)," siger han og viser den knyttede højre hånd frem.

"Jeg tror, der bliver lidt forandring, men ikke meget. Ikke så meget, som er nødvendigt. Cubanerne er trætte efter næsten 50 års kommunisme, de trænger til forandringer. Jeg ville gerne kunne besøge min mor i Miami, og jeg ville gerne kunne give mine to døtre nogle muligheder. Frie hospitaler og uddannelse er vigtigt og måske det vigtigste. Men det er ikke nok," forklarer han, mens vi går forbi Revolutionspladsen, dagen før den store parade. Tilbage på hotellet kører afslutningen på Fidel Castros egen fødselsdagsfest, der har løbet hele ugen på flere kanaler som båndsløjfe af en kæmpe Grammy-fest med deltagelse af Latinamerikas ledere, der på skift giver en pris til Fidel. Men kameraet følger hele tiden Raúl, der overtog magten - midlertidigt - da Fidel blev meldt syg i juni, og stemningen er mere i retning af en begravelse end fødselsdagsfest i transmissionen. En slags fejring af et allerede halvvejs forsvundet ikon.

Som lørdagens store parade nærmede sig, var det for de fleste uklart, hvad der helt præcist blev fejret. Allerede i starten af den sidste uges festivitas, der i fem dage skulle fejre El Maximo under sæde af den ecuadorianske kunstner Guayasamins fond, meddelte Fidel Castro selv, at han var for syg til at deltage i den fest, og efterhånden troede de færreste også på, at han ville deltage i 50-års-paraden for revolutionshærens landgang fra skuden 'Granma'.

"Det virkede faktisk, som om myndighederne troede på, at han ville være der, men i de seneste dage har signalerne ændret sig," som en lokal journalist siger til Information, mens en udtalelse forud for fejringen fra Cubas udenrigsminister Felipe Perez Roque på mærkværdig vis syntes at foregribe lederens sortie med en uudgrundelig, men poetisk udtalelse.

"Fidel søger, at hans ideer er, hvad der bliver tilbage af ham. Cubas fjender tæller minutterne, mens de håber, at han dør, uden at forstå at Fidel ikke længere er Fidel. Nu er han folket, og han er hver eneste mand og kvinde, som er parat til at kæmpe for ideen om en bedre verden."

'Han vender ikke tilbage'

For Manuel og hans venner er der ingen tvivl om, at paraden kommer til at foregå uden Fidel, som de bevæger sig op imod Revolutionspladsen tidligt om morgenen lørdag i et trafiktomt og afspærret Vedado.

"Nej, det er slut. Han vender ikke tilbage," siger han, mens de andre nikker og byder til af et par flasker rom, der går på hurtig omgang.

"Tingene er allerede begyndt at forandre sig. Det er blevet hårdere, tingene er blevet dyrere. Folk sulter, og hvad betyder det så, at de kan blive behandlet på hospitalet. Min morgenmad bestod af kaffe - og så rom," konstaterer den 29-årige arbejder.

"Sådan er det for de fleste. Folk har ikke noget at spise. Ikke almindelige mennesker."

Uden for Revolutionspladsen venter folk på at blive lukket ind. Et par aktivister stiller et par store kasser fyldt med flag, som bliver delt ud til den ventende menneskemængde.

Manuel kigger på dem med væmmelse:

"Det her koster millioner af dollar, mens folk sulter," konstaterer han og fortsætter:

"Cubanere har ikke bare dobbeltmoral, de har tre-,fire-, 10-dobbelt moral. Folk ville ikke være her, hvis de ikke var nødt til det. Hvis jeg ikke var her, ville jeg blive fyret. Og sådan er det også med andre. De smiler og vinker, selvom de sulter," siger han efter at have sikret sig, at der ikke er nogen i nærheden, der kan høre ham. "De har ører alle steder," siger han.

"Jeg tror ikke, der er meget, der kommer til at forandre sig. Dem, der bestemmer har det for godt. Selv tjener jeg kun, hvad der svarer til 10 dollar (56 kr.) om måneden til mig og min mor, som får 5 dollar (28 kr.) i pension. Hun er næsten blind og skal opereres, men hendes operation bliver hele tiden udskudt - en måned, seks måneder osv. I mens bliver 20-30 venezuelanere opereret hver dag for det samme, bare for at skabe propaganda. Det forstår jeg ikke," siger han.

'Han kommer tilbage'

Lidt derfra står en mand med et andet synspunkt:

"Fidel kommer tilbage og regerer i 10 år mere," siger Fernando, der fylder 65 om et par uger og selv kæmpede med i revolutionen, som en række medaljer på brystet af hans lyseblå Guyabana-skjorte bevidner.

"Jeg var med til at kæmpe ved Santa Clara. Og ja, jeg er stolt denne dag," siger han - lidt tilbageholdende som mange andre ældre cubanere - men uden at være i tvivl om projektets holdbarhed.

"Fremtiden er sikret. Det kan godt være, at der bliver lidt forandringer, men det vil stadig være socialisme. Fidel har planlagt det hele," siger han og ranker ryggen, mens Raul Castros stemme begynder at runge udover Revolutionspladsen.

Broderens fravær bliver ikke nævnt, mens Raúl til gengæld kommer med en usædvanlig åbning mod USA, der selv forsigtigt har luftet muligheden for et langsigtet samarbejde med det cubanske militær: "Vi benytter denne lejlighed til endnu en gang at sige, at er villige til at løse den langvarige konflikt mellem USA og Cuba ved forhandlingsbordet - så længe den løsning er baseret på princippet om lighed, gensidighed, ikke-indblanding og gensidig respekt."

Med tre helikoptere og en tyk sky af røg fra de tunge sovjet-æra-militærkøretøjer går paraden i gang. En ældre herre udbryder et spontant skuffet:

"Den var kort," da den kort efter er overstået, og folkemængden kan sætte i gang for at defilere forbi rækkerne af gamle mænd i uniformer og internationale pressefolk, der til lejligheden er inviteret inden for indhegningerne med distinkt forbud mod at bevæge sig ud blandt folket, mens højtalerne rustent gentager kampråbene:

"Leve revolutionen. Leve Fidel. Leve Raul. Ned med kapitalismen."

"Dette land er militært usårligt," lyder teksten på facaden af en regeringsbygning, som masserne bevæger sig forbi. Men spørgsmålet er, om det er det, det handler om.

Navnene på de interviewede er ændret af hensyn til deres sikkerhed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her