Læsetid: 5 min.

Da da da da da daaaa: Charge!

Når familien Amerika går til fodbold, er det med en grill under armen. Og for resten går de ikke - de kører i store mobile homes. Og det er ikke rigtig fodbold, for de kaster med bolden, som ikke er rund, men oval
20. januar 2007

Tusindvis af pick-up trucks, minibusser og mobile homes holder parkeret foran Qualcomm Stadium i San Diego. De danner nærmest en by - med gader, gyder og hovedveje. Truckbyen er festlig. Fyldt med tændte griller, øl og udklædte mennesker. Den gennemgående farve er blå - som San Diego Chargers spilledragt. På en plads for enden af en mindre truckgade står en far og kaster en amerikansk fodbold til sin datter. Hun griber og returnerer.

I en parallelgade har familien Callahan slået lejr. Tre generationer og en flok venner er repræsenteret - de er færdige med at grille og skal snart ind til kampen.

"Vi kom klokken halv ti - før parkeringspladsen overhovedet var åbnet," siger Julie Gallahan. Hele familien har Chargers-dragter på. Sønnen Kevin endog en Chargers-hjelm, som gør det svært at se, at han også har et Chargers-lyn malet hen over ansigtet.

- Hvem er din favoritspiller?

"LT," svarer han med stor selvfølgelighed. Bag forkortelsen gemmer sig navnet LaDainian Tomlinson. En runningback i særklasse og manden, der om nogen er skyld i, at Chargers er kommet i slutspillet, og i dag møder New England Patriots i Divisional Playoff-kampen (som svarer til kvartfinalen på vejen mod Super Bowl). En runningback er den spiller, der står bag quarterbacken og sædvanligvis har til opgave at løbe bolden frem ad banen. Det har Tomlinson været god til i denne sæson. 1815 yards, 28 Touchdowns og en kåring som MVP (most valuable player) i hele NFL er det blevet til.

"Og så har han et godt, kristent hjerte," som Cece Pallasch - en af familien Callahans venner - formulerer det. I det hele taget er LT overordentlig populær i den interimistiske truckby. Omtrent hver anden indbygger har navnet Tomlinson printet på ryggen.

Wroooooom

Et enormt Stars and Stripes, formet som USA, bliver foldet ud over den store plæne, og de 86.000 tilskuere mumler med på Star Spangled Banner. Sangen slutter med et wrooooom. Fem kampfly kommer bragende hen over hovederne på de øverste tilskuere. Truckbyen udenfor er lagt øde, og stadion er proppet med brølende chargers-dragter. Ikke bare blandt fanatiske fans på en enkelt langside - hele stadion er blåt og brølende. En fyldig Tomlinson på rækken foran vifter med hvide pom pom'er, da Chargers-spillerne kort efter kommer på banen - bragende ud af en oppustelig hjelm og ledsaget af fyrværkeri. Nye fly dukker op. De flyver i formation og skriver med kondensstriberne.

"San Diego Loves LT", står der hvidt på blåt, da de igen forlader himlen. Kampen starter godt. Tomlinson gennemtrænger New Englands forsvar og skaffer en ny første down - hvilket vil sige fire nye forsøg til at nå yderligere 10 yards ned mod New England Patriots' end zone, hvor Chargers scorer touchdown.

"How are you gonna stop him?" råber manden ved siden af, mens resten af tribune 26 jubler. Men Patriots stopper ikke desto mindre Chargers kort efter, og gæsterne får bolden. Først er der naturligvis pause. Amerikansk fodbold er big business, og på grund af de dyrt solgte tv-rettigheder må tv-seere bag skærmene derhjemme trækkes med et utal af reklamepauser. På stadion fyldes pauserne med dansende cheerleadere og replays på storskærm, men det betyder ikke, at man slipper for reklamer. Cheerleadernes pom pom'er er sponsoreret af Sycuan Resort & Casino, oplyses det på lystavlen. Og det er et 'Carl's Junior Burgers Replay', der vises på storskærmen.

Yeeeeaaaarh

Mens Chargers er glade for at løbe bolden frem ad banen, er Patriots et typisk kaste-hold, og mødet i dag er også et møde mellem NFL's bedste runningback, LaDainian Tomlinson, og NFL's formentlig bedste quarterback, Tom Brady. Brady har rutinen. Hele tre gange de seneste fem sæsoner har Bradys præcise kast ført Patriots til en Super Bowl-sejr. Respekten for ham er stor - selv her på Qualcomm Stadium. Men så er det jo godt, at man kan drille Patriots, når de forsøger at løbe med bolden.

"You can't run, you can't run," brøler stadion efter et mislykket løb. Snart skifter de til det monotone 'de-fense'-råb, som primært har til formål at larme så meget, at Patriots' angreb ikke kan kommunikere ordentligt. Med jævne mellemrum kommer Chargers' kampråb også. Det består af et horn Da da da da da daaaa efterfulgt af et brøl: Charge!

Da Tomlinson banker bolden ind i Patriots end zone eksploderer tribune 26.

"Yeeeeaaaar," råber sidemanden og giver et kæmpe kram. Den fyldige Tomlinson på rækken foran vender sig og giver high-five, så det synger i fingrene på alle inden for rækkevidde.

Chargers og den rigtige Tomlinson vinder første halvleg. Brady viser dog tænder mod halvlegens slutning, hvor han kaster et enkelt touchdown og reducerer til 10-14.

Da Tomlinson i anden halvleg scorer sit andet touchdown forvandles hele stadion til én stor krammer. Sejren er så godt som i land, stemningen på tribune 26 euforisk, og håndfladerne i nærheden af den fyldige

Tomlinson rødglødende.

Arrrrgghh

Men så sker det forfærdelige. Tom Brady trækker på rutinen og leverer varen i form af lange, sikre kast og - kombineret med et par uheldige dommerkendelser og underlige beslutninger fra Chargers trænerbænk - vinder Patriots kampen med 24-21 efter en nervepirrende slutning, hvor Chargers næsten når at udligne i kampens sidste sekunder. Men på Chevrolet Replay kan man se, at det forsøgte field goal akkurat er for kort. Patriots er Divisional Champions og skal møde Indianopolis Colts i AFC-mesterskabsfinalen (semifinalen i forhold til Super Bowl). Den ellers så gode sæson for Chargers er slut. Glade brøl er blevet til skuffende stilhed, spredte arrrrgghh og et enkelt we fucking gave it away fra sidemanden.

Truckbyen fyldes med hovedrystende og hjemadgående Tomlinson'er. En enkelt familie har tændt op i grillen igen, og faren vender sløvt de spareribs, der var tiltænkt den store efterfest, mens hans søn sidder på trappen til mobile-home'et og kigger ud i luften.

Det er ikke kun Chargers-fans'ene, der er skuffede. Ved truckbyens indfaldsvej står en hel stribe afroamerikanske sælgere, der gerne vil være blot en beskeden del af den amerikanske fodbolds store industri. "San Diego Chargers - Divisional Champions 2007," står der med store bogstaver på de T-shirts, der ligger i bunker foran dem.

"Five dollars - just five dollars," prøver en af dem. Den næste har givet op:

"Shit, man. I'm going out of business".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu