Læsetid: 4 min.

Dån over Danny i Docken

Dan Turèll-forestillingen er en sejr for Martin Miehe-Renard. Overrumplende og tankevækkende - og lidt uhyggelig. Og antagelig nomineret til fem flasker sort neglelak
19. oktober 2006

Det gav et sus i publikum, da han trådte ind. Mundskægget sad, hvor det skulle. Brillerne glitrede. Og den magre krop ludede en anelse, mens stemmen trak ordene af sted i pinefuldt velvalgte striber med omhyggelige vokaler. For denne mand lignede Dan Turèll, så man skulle tro, at det vitterlig var Onkel Danny, der gik igen. I programmet stod der, at det var Lars Bom. Og damen på rækken bagved sagde, at han havde tabt 14 kilo, og så måtte det jo være rigtigt. Men det var sgu' lidt uhyggeligt.

Og det var faktisk Dan Turèll. I hvert fald i overført betydning. For tekstforfatteren og instruktøren Martin Miehe-Renard har skabt så elegant og respektfuld og nuanceret forestilling om Dan Turèll, at man tænker, at denne forestilling må have været årevis undervejs. At den må have boet i Miehe-Renard, lige siden Dan Turèll døde i 1993 - for ja, det er faktisk 13 år siden nu, at der blev stille i Dannys Dannevang på den forkerte måde. Forestillingen er i hvert fald så gennemarbejdet, at det virker for fantastisk, hvis den virkelig kun er blevet til efter syv måneders hektisk pakhusvision. Overrumplende.

Hovedbanegården

Martin Miehe-Renards trick er først og fremmest at undgå det personlige og det patetiske. I stedet holder han forestillingen ud i samme strakte arm, som Onkel Danny selv benyttede, når han så uophørligt observerede. Helt anderledes end hans Peters Jul i Tapperihallerne ved Tuborg sidste jul, men med samme overblik. Og denne gang formår Miehe-Renard at lægge så mange pointer over i sin instruktion og over til koreografen og komponisten, at replikkerne kun bliver ledetråde til forfatterskabet og aldrig til biografisk snageri. Dramaturgisk virker teksten lykkeligt renset for overflødigheder, på samme måde som Kenneth Kreuztmanns koreografi, der er en fin blanding af østlig mysticis-me og hiphop udsat for dansere, der også kan spille roller.

Nyd lige Kreutzmanns sære Danny-galleri af tvivlsomme eksistenser fra Hovedbanegården. Især Bo Madvigs kvindeglade spastiker, der er vandret direkte fra forestillingen DAS på Aveny-T i vinter og herud til Docken. Det er det man kalder 'en opsigtsvækkende birolle'. Og både poesi og dans foregår til Chris Lancasters musik, der ikke mindst med Lancasters egen sensi-cello og Kendra Lohmanns gudindesang rammer vigtige strenge i Dan Turèlls rytmiske univers. Samtidig giver musikken forestillingen en desillusioneret grålyd af 2006. Tankevækkende.

Karma-cowboy

Filosofisk er Onkel Danny blevet anbragt et rent sted mellem himmel og jord, i det hvideste 'Lysets engel går med glans'-hvide. Marco Evaristtis scenografi består fint og enkelt af nogle kæmpe vinduesfag, lige som pakhusets egne vinduer ud mod havnemørket. Og glasset belyses i alverdens fede 70'er-farver af Mikael Sylvest, henover et par podier og en orgieindbydende vandseng. Fortræffeligt.

Derudover er den visuelle personkarakteristisk lagt over i Sara Battrups træfsikre kostumer. Sonja Oppenhagens insisterende dødsmuse har lige akkurat det rette evighedssnit over sit jakkesæt. Og når Stine Stengade som Chili Turèll tager sin rødfarvede Marimekko-kjole på, sådan lige til knæet, er der ikke et 70'er-øje tørt.

Det er der heller ikke, når hun spiller den bekymrede hustru, da solen begynder at stå lavt for karmacowboyen - dér hvor Lars Bom med solide tag i whiskyflasken alligevel klimprer sig igennem endnu en bog på skrivemaskinen. Insisterende.

Hverdagen

Alligevel er Onkel Danny allermest en forestilling, som får tilskuerne til at smile - og til at længes på den sugende måde. Performerne er eminent sammenspillede og herligt fysiske på den indestængte Turèll-facon. Bo Skødebjerg er en munter og syreflippende Jacob Ludvigsen - og ikke mindst en offentlig-usympatisk over-stregen-Grib som Turèlls forhadte skatteindkræver. Og Max Hansen scorer sig forestillingens dybeste latterbrøl, da han får Poul Borum til at genopstå i læder og nitter og inderlige lokumsord om digtningens sande væsen. Præcist.

Underligt nok vakte den uhøjtidelige sarkasme omkring de afdøde kun glæde på tilskuerrækkerne - sådan en fællesglæde over, at de store savnede kunne genopstå i glimt for øjnene af én. Men det var sgu' lidt uhyggeligt.

Så hvad mere kan jeg kolportere fra Dannys mærkelige genopståen ude ved Kalkbrænderihavnen, hvor der før bare har været en lagerhal til granit og salt? At de fire brandmænd smilede, som om de var sat til at vogte onkels egne håndskrevne digte. At Københavns Kommune blev rost for sin støtte til dette nye selvstarterteater - uden at der lød et ord om Københavns (Tumultuariske) Teater i øvrigt. At folk begyndte at tale om, hvilke lp'er og bøger, de skulle hjem og flå ud af reolerne. Og at pigen på min række ikke kunne komme hurtigt nok hjem til digtet med Hverdagen.

Og så selvfølgelig at Onkel Danny nok selv ville have noteret sig adskillige syrlige linjer om dette teatralske suppekogeri, men at han så alligevel i et anfald af opstemthed have sendt en rablende ordremse. Flankeret af fem sorte flasker neglelak.

*Onkel Danny. Tekst og instruktion: Martin Miehe-Renard. Musikalsk arrangement: Chris Lancaster. Koreografi: Kenneth Kreutzmann. Scenografi: Marco Evaristti. Kostumer: Sara Battrup. Lys: Mikael Sylvest. Lyd: Thomas Lankjær. Lydteknikere (tag deres ørepropper fra dem og forær dem til tilskuerne!): Frank Grønbæk og Josef Aarskov. Teatertapperiet Docken (flot-flot med retro-lamper og færgeudsigt), Færgehavnsvej 35 ved Kalkbrænderihavnen bag Nordhavn Station (nej, kreativiteten har ikke rakt til at opsætte skilte!). Bus 26. Til 26. nov. www.onkeldanny.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu