ALT synes at handle om ytringsfrihed, forbud og terror for tiden. Moderne sikkerhedspolitik kalder nogen det. I denne uge har nærværende dagblad i forbindelse med radikale overvejelser om et forbud mod Hizb-ut-Tahrir haft en leder, som mindede om den forskel, der her til lands findes mellem at opfordre til ulovlige handlinger og at udføre dem. En forening kan ikke opløses ved dom, blot fordi dens ytringer og standpunkter er dybt forkastelige. I Danmark er det derfor ikke ulovligt at opfordre til revolution, rose Hitlers ugerninger eller hylde terrorangreb som f.eks. angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Selv om man muligvis ikke ville kunne tillade sig at være specielt overrasket, hvis man efter at have gjort det følte sig sat under overvågning af diskrete mænd i lange overfrakker.
ANDRE EU-LANDE har strammere regler. Nazisme er som de fleste vil vide forbudt i Tyskland, og i Storbritannien er det ikke tilladt at opfordre til terrorhandlinger eller voldshandlinger. Men i denne uge fik premierminister Tony Blair tilslutning fra det britiske Underhus til at gå skridtet videre. Fremover bliver det på trods af kraftig modstand fra det britiske overhus, som blokerede i første omgang, lovstridigt at 'glorificere terror'.
En imam kan ende bag tremmer, hvis han i en prædiken hylder terrorangreb på civile amerikanere i Irak. Ligeledes kan en ung muslim, der bifalder halshugninger af kidnappede gidsler i Irak, ved at afspille videoklip på sin mobiltelefon.
Det blev også nævnt under debatten om loven i den forgangne uge, at politiet med de nye bestemmelser ville have kunnet arrestere de demonstranter som truede med død og hellig krig uden for den danske ambassade i London. I kølvandet på den nye terrorlov vil endvidere følge forbud mod en række i dag tilladte muslimske organisationer, der får etiketten 'ekstremistiske'.
IMIDLERTID er og bliver love mod ideer en usædvanlig dårlig idé - også selv om det er modbydelige ideer. For det første er det tvivlsomt, om man gennem en straffelovs bestemmelse kan gøre folk mere tolerante eller begrænse racistiske holdninger. For det andet skaber man martyrer og spænding gennem det undergrundsarbejde, som træder i stedet. Ja, visse efterretningsfolk argumenterer for, at det rent faktisk bliver sværere at holde øje med ekstremister, når disse tvinges under jorden.
I Storbritannien har skeptikerne - en broget gruppe af liberalt sindede politikere, borgerretsorganisationer og det britiske advokatsamfund samt flere dommere - derudover med rette påpeget, at den nye lov bliver meget svær for politiet at håndhæve effektivt.
Terror eller ej. Demokratiet lever som fremhævet utallige gange på denne plads af magtens tredeling og de grundlæggende idealer om borgerrettigheder - ytrings-, forsamlings-, religions- og meningsfrihed. Forsvinder disse i kampen mod terror underminerer vi det demokrati, vi siger, vi kæmper for at forsvare.