Læsetid: 4 min.

En dårlig ide på det rigtige tidspunkt

Med angrebene mod USA den 11. september fik Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød politisk medvind. Det har medført nogle af de største politiske kortslutninger i nyere tid
14. november 2006

Huntingtons tese om, at verden kan inddeles i en række konfliktlinjer, der defineres ud fra forskellige kulturelle og religiøse skel, er ikke nødvendigvis en forfejlet beskrivelse. Men at gøre det til svaret på en global konfliktteori er en forfejlet forklaring. Det mener blandt andre konfliktforsker og professor ved Københavns Universitet, Ole Wæver.

"Men man kan se, at Huntingtons tese også passer ind i bestemte tider, hvor der opstår et behov for forklaring. Efter den 11. september var det påfaldende, at man sådan set konkluderede, at han har ret," siger Ole Wæver, der ikke er afvisende over for elementer af Huntingsons tese som forklarende i forhold til visse type konflikter.

"Styrken ved Huntingtons tese er, at han peger på nogle skillelinjer af religiøs og kulturel karakter som afgørende. Og nogle konflikter udspiller sig rigtigt nok langs skillelinjer, hvor det er stridende religiøse og kulturelle selvforståelser, der dominerer. Derfor kan man sige, at der kan være noget rigtigt i beskrivelsen, men det betyder ikke nødvendigvis, at forklaringen efterfølgende er korrekt."

Menneskeskabt kultur

Jakob Feldt, adjunkt ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, påpeger, at forskerne allerede i 1960'erne begyndte at gå væk fra ideen om en 'islamisk civilisation', som sammen med ideen om den 'vestlige civilisation' er en grundsten i tesen om civilisationernes sammenstød.

"Ideen om den islamiske civilisation har det grundlæggende problem, at dens område i så fald skulle strække sig fra Indonesien til Casablanca. Størstedelen af verdens muslimer bor jo uden for Mellemøsten og i meget forskelligartede samfund. I orientalistikken omkring 1900-tallet er det populært at tale om islamiske samfund som bærere af nogle bestemte grundstrukturer, som så betinger deres befolkninger," siger Feldt. Som eksempel nævner han ideen om, at det religiøse i den muslimske verden blander sig i den politiske styreform, mens de vestlige samfund adskiller religion og stat og rationelt overlader folks forskellige overtro til den private sfære.

"Det er sært at se disse ideer blive populære igen efter 2001, selv om man holdt op med at benytte dem i forskningen i tresserne," siger Feldt.

"Det, man begyndte at se i 60'erne, var, at mennesker skaber kultur, snarere end kultur skaber mennesker. Derfor skifter symboler og ord konstant betydning gennem historien, og 'islam' i dag er noget helt andet end 'islam' i 1200-tallet. Hvis man vil forstå folks adfærd nu, gælder det jo om at forstå, hvordan deres begreber bruges nu - i kulturer, som er sammenblandet med hinanden, og hvor diskussioner om begreber som politik, stat, individ, økonomi, kvinder og mænd foregår overalt, både i Vesten og i resten af verden og ud fra gennemgående rammer som for eksempel nationale og regionale interessespørgsmål. Så man i stedet for som orientalistikken at fokusere på statiske forskelle snarere interesserer sig for, hvordan kulturer, identiteter og konflikter skabes og forandres."

Feldt påpeger det paradoksale i, at omdrejningspunktet i tanken om sammenstød mellem civilisationer er Middelhavs-regionen, hvor den europæiske og den muslimske verden bliver hovedmodstanderne, samtidig med at de er de samfund, som er allertættest på hinanden.

"De farligste barbarer er altid dem lige ovre på den anden side," siger han.

Ole Wæver er enig.

"Det forkerte ved Huntingstons tese er, at han støtter sig til en meget deterministisk og mekanisk forklaring om kulturen som den afgørende skille- og konfliktlinie. På den måde bliver det meget lidt nuanceret. Tilhører man den og den kultur, så er man den kultur. Det er jo tydeligt, at der inden for enhver kultur er et stort spillerum," siger han.

Politisk kamp

Sten Rynning, lektor i international politik ved Syddansk Universitet, påpeger, at der er det særlige ved civilisationsdiskussionen, at både tilhængere og modstandere af ideen om civilisationssammenstød kan finde belæg i historien for deres fortolkning:

"Vi kan observere, at der gennem historien både har eksisteret samtidige civilisationer, som er stødt sammen, og som har levet fredeligt sammen."

Sagen er, at diskussionen i vidt omfang er en politisk brydekamp:

"Efter at Huntington udgiver sin hypotese først i 1990'erne, går mange i gang med at fornægte den, fordi de ikke vil have, at den skal være sand. Det gælder ikke mindst FN-systemet, som modsat Huntingtons grundlæggende pessimistiske syn er baseret på en liberal opfattelse af verden, hvor vi alle kan samarbejde politisk om demokrati og menneskerettigheder. Men som blev bange for, at Huntingtons ide ville blive en selvopfyldende profeti."

Ole Wæver mener, at der ved brugen af Huntington ofte ses en tendens til at fremstille civilisationer ud fra en falsk og overvurderet samhørighed.

"De fleste konflikter opstår inden for en og samme civilisation. Derefter kan der så ligge en fordel i at fremstille det som en civilisationernes sammenstød - altså netop henvise til en samhørighed blandt naboer og fremstille magtspørgsmål og egne interesser som udtryk for og svar på nogle globale spændinger."

Stor betydning

Ligesom Ole Wæver betragter Sten Rynning Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød som en af de sjældne teoretiske ideer, der har fået uomtvistelige reelle politiske effekter med det samme:

"Der er nogle få øjeblikke i verdenshistorien, hvor alt står åbent, de gamle modeller virker slidte - og der kom Huntington ind. På et tidspunkt efter Den Kolde Krig, hvor mange troede på en demokratisk fred, hvor de store ideer ikke længere betød så meget, så han ideernes vigtighed for folks identitet. Det betyder ikke, at hans analyse er korrekt - og det er endnu for tidligt at afgøre, hvor den diskussion vil ende - men det forklarer, at den blev betydningsfuld."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er mere et spørgsmål end en kommentar. Hvordan ville Ole Wæver og Huntington mon hver i sær karakterisere Tyrkiets nuværende situation? Huntington beskriver den i sin teori som et "tourn-country", hvor eliten vil vestliggøre samfundet, mens befolkningen vil forblive i deres respektive kulturelle standpunt. Tyrkiet har nu, hvad mange kalder, en islamisk regering. Dog har de nu også en stor gruppe sekulære kræfter, som forsøger at bibeholde fortsættelsen af de sidste snart 90 års proces af vestliggørelse. Denne gruppe bruger alle tænkelige midler til at stoppe op for denne "genfortryllelse" af Tyrkiet. Dog har de dårlige odds mod en regering, som vandt det sidste valg med 47 % af stemmerne. Det må være mht. til Tyrkiets nuværende situation de to herrers tanker og teorier skal stå prøven.

Mvh. Halil Tokay

Den KOLDE KRIG er genstartet, muslimer mod ALLE andre.

- Det begyndte med forfølgelserne for 1400 år mod araber-hedningene og nu nået ind i vort land - Giv AGT -