Læsetid: 2 min.

En dårlig joke?

25. november 2005

VED siden af de uholdbare begrundelser for at gå til krig i Irak har der hele tiden været den mere ædle: At befri irakerne for en grusom diktator og hjælpe med at opbygge et frit og demokratisk samfund. En vigtig byggesten hertil er et demokratisk politisk system og uafhængige domstole. Dertil kommer udviklingen af civilsamfundet, herunder en fri presse, hvor journalister kan arbejde og offentliggøre deres historier uden at frygte at blive myrdet, mishandlet eller spærret inde.

Men dette gode argument for at indlede krigen har det ikke nemt. Fra mishandlinger i Abu Ghraib, overgreb på civile, begunstigelse af vestlige firmaer i genopbygningen og senest et lækket britisk memo til avisen Daily Mirror, som angiveligt skulle handle om George Bushs planer om at bombe tv-stationen al-Jazeera; en plan, der tilsyneladende blev forhindret af Bushs bedste ven i EU, Tony Blair, som forklarede præsidenten, at det nok var en dårlig idé.

REAKTIONERNE på det lækkede memo var forudsigelige. Downing Street 10 fulgte sin faste politik med ikke at kommentere lækkede fortrolige dokumenter. Det Hvide Hus ville ikke nedlade sig til at kommentere noget "så langt ude", hed det.

Det britiske og det internationale journalistforbund fordømte i stærke vendinger de angivelige planer. En anonym britisk embedsmand forsøgte at afmontere balladen ved at sige, at præsidenten blot havde forsøgt sig med en vittighed. Det samme sagde en amerikansk diplomat til New York Times. Det kan ikke udelukkes, at en eventuel bemærkning fra Bush ikke skulle tages alvorligt. Men onsdag besluttede den britiske regering med the official secrets act i hånden - det tungeste skyts i den britiske offentlighedslov - at true medierne med fængsel, hvis de agtede at forbryde sig mod statens sikkerhed og publicere memoet.

OG det FÅR naturligvis den modsatte virkning. Frem for at lukke sagen må man nu formode, at der rent faktisk er noget om snakken.

For hvis der var tale om en løs bemærkning - hvor upassende og primitiv den end er - så ville det trods alt være bedst at få den ud i lyset, frem for at alverdens medier fra København til Karachi nu må gå ud fra, at den amerikanske præsident rent faktisk ønskede at lukke munden på den arabiske satellitkanal med en bombe. At angribe et fuldkomment lovligt journalistisk medie, der yder sit vigtige bidrag til en demokratisk global debat.

Britiske The Guardian skrev i en leder i går, at hvis Blair virkelig havde forhindret angrebet, var det et eksempel på, at premierministeren alligevel har indflydelse i Washington. Som han selv altid fremhæver, og som hans hjemlige kritikere ikke tror på. Men det er unægtelig en trist bevisførelse, som kun vil bidrage til at styrke de kræfter, der påpeger, at den amerikanske dagsorden er dobbeltmoralsk og hul, og intet har med fremme af borgerlige frihedsrettigheder at gøre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu