"Jeg er dybt og inderligt af den overbevisning, at hvis vi sælger vores aktier i tobaksindustrien, så er der bare nogle andre, der køber dem."
Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen,
til Dagens Medicin
NÅR LÆGERNES Pensionskasse investerer en del millioner i tobaks-aktier, er det svært at lade være med at tænke på dobbeltmoral. Aktierne indhyller lægernes indtrængende anti-ryger appeller i en blålig tobakståge.
På pensionskassens aktieliste findes også British Aerospace, der sælger deres våben til konfliktområder verden over. At forklare, at denne store våbeneksportør med den aktive kundeliste er et respektabelt foretagende, kan volde problemer selv for de mest veltalende. Se blot til den britiske udenrigsminister, Robin Cook, der i denne tid må slå knuder på sig selv for at forklare, at British Aerospace arbejder i overensstemmelse med Blair-regeringens såkaldte etiske udenrigspolitik.
FORMAND POULSEN har naturligvis ret i, at lægernes aktiekøb næppe betyder noget for rygningen af de giftige tobakspinde. Men det ændrer ikke ved, at man også gennem den slags beslutninger i sidste ende er med til at påvirke samfundets holdning til tobak. At rygning er en af de største sundhedsrisici her til lands er veldokumenteret. At en af landets største koncerner - Skandinavisk Tobakskompagni - har tjent milliarder på at sælge skidtet er en anden kendsgerning. At sælge og markedsføre selv så giftige produkter er tilladt - fordi vi meget fornuftigt sætter grænser for samfundets formynderi. Men at beskrive det som foreneligt med en etisk investeringspolitik for Lægernes Pensionskasse, er at tømme begrebet for indhold.
DET ER udmærket, at debatten om de etiske investeringer med jævne mellemrum dukker op. Og vakse journalister kan finde mange flere eksempler end dem, der er trukket frem i denne uges runde.
Men nok så kritiske forbrugere og nok så opmærksomme, superetiske investorer er ingen erstatning for hverken fødevarepolitik eller sundhedspolitik - for slet ikke at tale om sikkerhedspolitik eller handelspolitik.
Selv uden en eneste børsnoteret våbenaktie, ville der blive produceret våben. Men derfor kan en kritisk offentlighed godt gøre en forskel. Blandt andet ved at fastholde et projektørlys på det vanvittigt farlige system, hvor store private koncerners interesser i at sælge våben bliver en stærk faktor i det politiske og økonomiske liv. De politiske skandaler, der for tiden hærger Vesteuropa, er en ekstra påmindelse om, at våben og profit er en dødsensfarlig cocktail.
ET ARGUMENT dukker med stor sikkerhed op i
alle hjemlige debatter af denne type: Kloge mennesker sørger for at minde om betydningen af, at forrentningen prioriteres højt. Mens andre peger på det svære i at trække grænserne i det, direktør Knud Overø har beskrevet som "... et popkulturelt vildnis af politisk ønsketænkning."
De allerklogeste pensionsfolk skynder sig dog her at hævde, at det heldigvis er således, at de selskaber, der tænker mest i etik, miljø, arbejdsforhold og alt det andet gode, lige netop er dem, det vil gå bedst i fremtiden. Og som derfor er det bedste valg for den kloge aktiekøber. Uanset om det nu er helt rigtigt eller ej, er der ingen grund til at tage den tro fra nogen.
GENNEM DE senere år har den ene pensionskasse efter den anden formelt bøjet sig for medlemskrav om etiske investeringer.
Også Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) har talt en del om sagen - men uden at lægge det store engagement i den. Da LD i 1998 spurgte sine kontohavere, ønskede fire ud af fem imidlertid en etisk investeringspolitik. Fra den 1. januar i år har LD givet folk mulighed for selv at påvirke placeringen af en del af deres midler - blandt andet kan man vælge en særlig pulje for "sundhed". Ved nærmere eftersyn viser puljen sig i overvejende grad at bestå af aktier i store medicinalforetagender. Det er på tide, at LD og pensionskasserne lytter til deres medlemmer i stedet for at medvirke til at gøre etik-debatten til en halvkomisk omgang dobbeltmoral.mol
