Læsetid: 4 min.

Dårlig stil?

17. april 2001

Design er et vigtigt satsningsområde for den nuværende regering – og det vil være tåbeligt, hvis det ikke også bliver det for den næste. Det er mange år siden Marshall Mc Luhan fortalte os, at The Media is the Message. I informationssamfundet får formidlingen altid det sidste ord, og ting formidler man med design. Næsten alt er designet. Ikke bare vores møbler, tøj og ting, men også brugerfladerne på vores computer, musikken vi hører, maden vi spiser og brevet fra skatte-væsenet. Det er ikke kun den del af vaskemaskinen vi ser, der er designet, men også de usynlige dele, de dele, der skal kunne forstås af fabrikkens personale og montøren, der kommer og reparerer den. Lysarmaturer, vinduesbeslag og gadeinventar er designet.
Design er en vigtig nøgle til fremtidig velstand – et samfund med en rig designkultur er et rigt samfund.
Det er jo fint. Vi ved jo alle at dansk design er verdens bedste. Bare folk hører ordet danish, så åbner de tegnebogen, ja folk kommer væltende hertil fra nær og fjern for at nyde den gode danske smag. Her laver vi møbelklassikere og stereoanlæg, musselmalet og Georg Jensen-sølvtøj, så det er en fest. Så mangler vi bare en rejemad og en Carlsberg pilsner. Danmark er verdens bedste designland.
Eller hvad? Det var vist ikke lige den slags design, der var brug for. Brugerflader, komponentdesign, lyddesign, forbrugsgenstande og nye arbejdsformer er noget helt andet. Det danske, der får international opmærksomhed er lavet for 50 år siden – med meget få undtagelser. Ja mange steder tror man, at danish er wienerbrød, og synes Philippe Starcks billige træfjernsyn er bedre end B&O’s fornemme design.

Øv. Men så er det jo, at regeringen satser. Nu skal der forskes i design, og vi skal have design-universiteter, og IT-højskole, og formidling og udvalg og handlingsplaner, og så skal der nok ske noget. Her er noget, vi kan få op at stå i en fart, her er et felt, hvor det virkelig nytter at investere.
Måske, ja. Men det er ikke stensikkert, at der vil opstå en rig designkultur af massive investeringer i forskning, af sammenlægning af institutioner, og samarbejde med erhvervslivet. Det kunne måske være en god idé, hvis der var et kreativt design-forsknings-miljø, og et innovativt erhvervsliv, som man kunne bygge videre på. Men sådan er det ikke i Danmark. Både institutioner og erhverv er håbløst nedsunket i fortiden. Danske designere kæmper med den gode smag, de er opdraget i; og dansk industri foretrækker det, der helt sikkert forholder sig i ro: det forgangne. Her deles designpriser ud til vennerne, mens det udenlandske fordømmes af den gode smags vogtere.
Ambitiøse og begavede unge danske designere søger til Californien, London, Spanien, Holland, Japan og Sverige for at få afprøvet deres ideer og udviklet deres evner. Det er i disse lande og områder tingene sker, ikke i Danmark.

Svensk møbeldesign var engang verdens kedeligste. Der var dampbøjede institutionsmøbler i bøg, og så spånpladereolerne fra Ikea. Ikke noget at komme efter. Men på 15 år er Sverige blevet en førende designnation, på alle områder, ikke bare med møblerne. Med et er de svenske designskoler blevet dynamiske væksthuse, Ikea producerer kvalitetsdesign til det meste af Vesten, ligesom Hennes og Mauritz, Björn Borg og den svenske popindustri. Behøver vi nævne, at de også er foran os, hvad angår udviklingen af højteknologiske produkter? Vore naboer har forstået at omstille sig fra en tung industri til vidensproduktion, lige præcis da det blev nødvendigt – ikke ved at klamre sig til fantasier om svensk design, men ved at åbne sig mod verden. Og det er ikke de store gedigne virksomheder, der har ført an. Det er de nye og de jævne. At Hennes og Mauritz og Ikea idag er verdensomspændende succes’er, svarer til, at Daells Varehus var blevet det. Källamo, der ligger langt ude i Smålands skove, er en af Europas førende møbelproducenter. Den virksomhed startede med en grim og underlig betonstol af en ung designer, der nær var dumpet fra skolen: Jonas Bohlin.
Og her er vi ved sagens kerne. Den højt besungne danske kultur er katastrofalt konform. Det er ikke bare hos Søren Krarup, men helt ud i den yderste avantgarde, man er bange for snavs og uro. Vi kan ikke håndtere det, der er anderledes eller mærkeligt. Det, der er uvant og det, der er grimt, gør danskerne usikre, og det gør os mindre konkurrencedygtige, når design er en væsentlig parameter. I verdens førende designcentre bliver der eksperimenteret på livet løs, og både institutioner, erhverv og presse er opmærksomme på de skæve og
underlige talenter. Man giver dem chancer, i tryg forvisning om, at der nok skal ske en mere markedsvenlig udvikling undervejs.
I lande, hvor designkulturen blomstrer, er det ofte ikke store virksomheder og solid forskning, der styrer udviklingen. Men mange små autonome skoler, gallerier og virksomheder, der konkurrerer indbyrdes, og hvorfra de tunge, internationale virksomheder kan hente både
inspiration og medarbejdere.
Danmark blunder sødt i fine danske stole.

mam

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu