Læsetid: 0 min.

Et dårligt nej - og et bedre

25. august 1997

"Nu - knap tre år efter at nordmændene stemte nej til EU - har landet fundet sine ben og det er muligt at gå i dybden med at undersøge, hvad konsekvenserne faktisk har været ved at stå uden for det europæiske fællesskab. Med det udgangspunkt kan man konstatere, at konsekvenserne har været uhyre beskedne."
Leder i Børsens Nyhedsmagasin
DER ER hårdt brug for en klarere dagsorden i EU-debatten. Og for en debat, der går til benet. Med mindst otte måneder til folkeafstemningen er der sågar grund til at stille spørgsmålstegn ved, om ja eller nej til Amsterdam-traktaten virkelig er den vigtigste politiske debat. Man kan opstille mange scenarier om de kommende årtiers udvikling i europæisk politik. Og man kan opstille nogenlunde realistiske forløb, hvor et dansk nej til Amsterdam kan skabe en snebold-effekt. Men at beskrive sneboldens mulige baner vil hurtigt føre ud i det rene gætværk.
Og det mest sandsynlige er jo, at det ikke vil være Danmark, der bestemmer den europæiske integrations indhold og retning. Med det udgangspunkt vil denne leder forsøge sig med tre synspunkter:
n At Holger K. Nielsens argumenter for at stemme nej til Amsterdam er en politisk blindgyde.
n At det næppe i sig selv vil være en økonomisk katastrofe for Danmark at forlade EU.
n At EU-skeptikerne må tænke videre: Hvad er det vi vil, som EU forhindrer os i?
I SLUTNINGEN af sidste uge berigede denne avis over tre dage sine læsere med en gennemgang af hovedpunkterne i SF's debat om Amsterdam.
Gennemgangen bekræfter, at Holger K. Nielsens centrale nej-argumenter hviler på en række meget usikre forudsætninger.
I diskussionen om, hvorvidt Amsterdam fremmer eller hæmmer optagelsen af de østeuropæiske lande i EU, har Holger K. en stærk pointe i, at Amsterdam-traktaten ikke blev dét stærke grundlag for den store udvidelse, som var stillet i udsigt.
Men om det politisk vil være muligt at styrke de østeuropæiske landes stilling gennem en genforhandling, det er derimod mere end tvivlsomt. Får Danmark overhovedet sat sagen på dagsordenen igen, kan resultatet lige så vel blive et tilbageskridt for de østeuropæiske ansøgere. Under alle omstændigheder hviler Holger K.-argumentet på en række usikre antagelser om en risikabel politisk proces.
DET ANDET centrale argument i SF-debatten er spørgsmålet om traktatens miljøafsnit. Også her har Holger K.-fløjen en afgørende grundpointe: Heller ikke i Amsterdam-traktaten har miljøgarantien fået dét klare indhold, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann lovede danskerne op til folkeafstemningen i 1986. Holger K.'s fløj har straks langt sværere ved at påvise, at miljøreglerne direkte skulle være dårligere end i Maastricht-traktaten. Og helt enkelt bliver det med debatten, hvis Danmark ender med at forlade EU til fordel for en aftale som den norske. Så er der nemlig slet ingen miljøgaranti.
Men afgørende er det, at det kræver et længere juridisk skoleridt at påvise, at Amsterdam skulle være et tilbageskridt på miljøområdet. Sagen er snarere, at det i hovedsagen er nogenlunde ligeså galt som i den nuværende traktat.
SIDSTE STORE debat-emne er det retlige område. Giver den nye traktat Danmark en reel mulighed for fortsat at stå udenfor EU's fælles retspolitik? Traktatmæssigt har ja-fløjen sikkert ret i, at svaret er ja. Men det springende punkt er, om forbeholdet i realiteten undergraves af Danmarks deltagelse i Schengen-aftalen.
Danmark kan imidlertid melde sig ud af Schengen igen. Det kræver blot en beslutning i Folketinget. Derfor er konklusionen på dette punkt, at det ikke er selve traktaten, der i sidste ende er skurken. Spørgsmålet er først og fremmest, hvilken kurs et flertal i Danmark ønsker at følge. Vil vi stadig være med i Schengen? Vil vi føre samme stramme asylpolitik som EU-flertallet ? Og hvilken aftale kan Danmark i givet fald lave med Norge og Sverige om at stå udenfor Schengen?
POINTEN ER at de tre centrale nej-argumenter i SF-debatten ender i usikre vurderinger af fremtidige forhandlingsforløb. Man fristes til at konkludere, at Holger K. for alvor kommer i vanskeligheder, hvis Danmark stemmer nej.
Forsøget på at lave en politisk platform ud af gruppen af nej-sigere, der støtter EU, er i længden perspektivløst. Dertil er ændringerne i Amsterdam-traktaten ganske enkelt for få. Holger & Co. risikerer at fremme en debat, der blot handler om traktatjura og fortænkte forhandlingsforløb.
En anden hovedlinje i debatten er advarslerne om, hvor galt det vil gå, hvis Danmark stemmer nej til Amsterdam - især hvis det hele ender med, at vi må forlade EU. Inden panikken breder sig, kunne der være idé i at studere de norske erfaringer mere indgående. Norge har den EØS-aftale, som også for Danmark vil være det realistiske alternativ til EU-medlemskabet.
Børsens Nyhedsmagasin konkluderer efter en gennemgang af de norske EØS-erfaringer, at den danske EU-debat hviler på en stor misforståelse. Norges erfaringer (også korrigeret for olierigdomme) tyder på, at et nej til EU ikke vil være en økonomisk katastrofe. Men det vil heller ikke give den frihed til at gå på tværs af EU-beslutninger, som modstanderne hævder.
Provokationen er velanbragt. Debatten må sætte fokus på, hvad det er for en politik, som EU-medlemskabet forhindrer os i at føre. Der er 117. gode grunde til at være kritisk overfor EU. De fleste tænkende danskere rummer både en indre ja-siger og nej-siger. Men uden overordnede politiske visioner om det lille lands muligheder i den globale økonomi, bliver EU-debatten en ørkenvandring. mol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu