Læsetid: 4 min.

Dårskaben og anarkiet

Fanget i et prisme i New York og Washington. Nye metaforer, gammelkendte, kriminelle spindoktorer, nye bøger - og en gammel, bristet drøm om én stor, demokratisk stat i Mellemøsten.
15. november 2005

Vi skal ikke "vinde" i Irak - det gjorde vi jo i 2003, gjorde vi ikke, da vi stormede Bagdad og styrtede Saddam? Derefter erklærede George Bush missionen for "fuldført". Så nu skal vi "sætte vores vilje igennem". Det var, hvad F.J. 'Bing' West sagde tidligere på ugen.

West er tidligere soldat, og tidligere sekretær for internationale sikkerhedsanliggender i Reagan-regeringen. West promoverede sin nye bog - No True Glory: A Frontline Account of the Battle for Fallujah - og han gav et skræmmende billede af, hvad der venter sunnimuslimerne i Irak.

Jeg sad blot et par skridt fra Bing - og promoverede min egen bog - mens han forklarede de fine folk fra New York, hvordan general Casey indførte udgangsforbud i sunniernes byer i Irak. Den ene efter den anden, hvordan de, hvis de ikke accepterede demokrati, ville blive 'besat' (det var det ord, han brugte) af irakiske styrker lige indtil de accepterede demokrati. Han talte om de amerikanske styrkers 'tapperhed' - ikke et ord om Iraks overvældende lidelser - og insisterede på, at USA bør 'sætte sin vilje igennem' fordi en 'Jihadist'-sejr er utænkelig.

Det hele foregik i Rådet for udenlandske relationer, der ligger i et stort hus i 58th Street, med dybe sofaer og en frygtelig kraftig aircondition (altså, det var i begyndelsen af november!) - og var en del af en serie med titlen 'Irak: Vejen fremad'.

Fremad, spurgte jeg mig selv. Irak er en katastrofe. Det kan godt være Bing tror, han sætter sin vilje igennem over for 'jihadisterne', men alt hvad jeg kunne sige var, at det amerikanske projekt i Irak var ovre, at det var en kolossal tragedie for de irakere, der døde, i Bagdad alene 1.000 om måneden, at amerikanerne må trække sig ud, hvis freden skal genskabes, og at jo hurtigere det skete, jo bedre.

Mange blandt tilhørerne var tydeligvis enige. En ældre gentleman pillede roligt Bings præsentation fra hinanden med en beskrivelse af de massive ødelæggelser i forbindelse med amerikanernes tredje 'befrielse' af Fallujah sidste november.

Jeg pegede på nogle af de folk, Bings soldater og diplomater nødvendigvis måtte tale med, hvis de skulle vikle sig ud af dette roderi - deriblandt irakiske eks-officerer, der nu står i spidsen for den del af oprørerne, der ikke bruger selvmordsbomber som et middel i kampen, og som bl.a. får til opgave at tage sig af 'jihadisterne', når Bings drenge forlader Irak. For at komme ud, sagde jeg, måtte amerikanerne have hjælp fra Iran og Syrien, lande som Bush-regeringen i øjeblikket (og med god grund) mildt sagt ikke har det godt med.

Denne betragtning blev mødt med tavshed.

Chalabis vaskede hænder

Det var en underlig uge at opholde sig i USA. I Washington trådte Ahmed Chalabi frem for at vise, hvor rene hans hænder var.

Chalabi er en af Iraks tre vice-premierministre. Hele tiden måtte jeg minde mig selv om, at Chalabi var dømt for massiv banksvindel i Jordan, in absentia. Det var Chalabi, der videregav alle de urigtige informationer omkring Saddams masseødelæggelsesvåben til journalisten Judith Miller fra New York Times.

Det var Chalabis medafhoppere, der overtalte Bush-regeringen om at disse våben eksisterede. Det var Chalabi, der så sent som sidste år blev anklaget for at videregive amerikanske efterretningshemmeligheder til Iran. Det er Chalabi, der stadig undersøges af FBI.

Men Chalabi talte til det højreorienterede American Enterprise Institute i Washington, nægtede at give USA den mindste undskyldning og fortsatte derefter - jo, hør bare - til møder med udenrigsminister Condoleezza Rice og sikkerhedsrådgiver Stephen Hadley. Også vicepræsident Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld har indvilliget i at mødes med ham.

Jeg tænker på, hvor underlig de amerikanske mediers reaktion er på dårskaben, sammenbruddet og anarkiet i Irak. Det er Judiths gamle ven, Chalabi, der burde igennem samme vridemaskine som hun har været, men nej, han fortsætter med sine gamle trick med spin og manipulation af Bush-regeringen, mens den amerikanske presse totalt sønderriver en af sine journalister som kompensation.

Mishandling eller tortur

Det er som at opholde sig i et prisme i New York og Washington i disse dage. 'Tortur' er out. Ingen torturerer i Irak eller Afghanistan eller Guantanamo.

Hvad amerikanerne gør ved deres fanger er 'mishandling'. Der opstod en herlig episode tidligere på ugen, da Amy Goodman, enhver venstreorienterets drøm, viste et klip fra Pontecorvos vidunderlige film The Battle of Algiers fra 1965 på sit Democracy Now-program.

'Oberst Mathieu' - filmen er semidokumentarisk - forklarede hvorfor tortur var nødvendig for at beskytte franske liv. Frem toner hr. Bushs rigtige talsmand, Scott McClellan, og fortæller, at han ikke vil diskutere forhørsmetoder, regeringens vigtigste mål er at beskytte amerikanske liv.

Amerikanske journalister henviser nu til 'mishandlingslove' frem for torturlove. Og 'mishandling' lyder bare så meget bedre, ikke? Ingen kvalfulde skrig når du bliver mishandlet. Ingen skrig af smerte. Ingen diskussion om den mentale tilstand hos de dyr, der foretager denne mishandling på vores vegne. Og man gør klogt i at huske, at Lord Blair af Kut al-Amaras regering har besluttet, at det er helt i orden at benytte informationer fremtvunget ved denne sadisme. Selv Jack Straw er enig heri.

Så det var en lettelse at køre ned til The US National Archives i Maryland, for at researche på USA's forsøg på at fremstille et arabisk demokrati efter Første Verdenskrig, én gigantisk, moderne arabisk stat fra den tyrkiske grænse til Marokkos Atlanterhavskyst. Amerikanske soldater og diplomater forsøgte faktisk, i et kort, glitrende øjeblik i amerikansk historie i Mellemøsten.

Men ak, præsident Woodrow Wilson døde, USA blev isolationistisk, og de britiske og franske sejrherrer skar Mellemøsten i stykker, som det passede dem bedst, og skabte den tragedie vi konfronteres med i dag.

'Sætte vores vilje igennem.' Så sandelig.

© The Independent

oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her