Læsetid: 4 min.

DAB-radio koster forfatterne dyrt

Flere forfattere kan nu på tredje år høre deres værker blive læst op på DR's DAB-radio - dog uden at modtage royalty-betaling, imens forhandlingerne mellem DR og forfatterforeningerne trækker i langdrag
24. november 2006

Tre år efter at Danmarks Radio introducerede sin DAB-kanal DR-Litteratur er der endnu ikke indgået en aftale mellem DR og forfatterforeningerne om principperne for DR's brug af litterære værker, og heller ikke om forfatternes aflønning.

Flere forfattere oplever, at deres værker bliver udsendt og genudsendt uden, at de modtager en check ind ad brevsprækken fra DR, som de ellers har været vant til. Flere forfattere føler sig krænket.

Oversætteren og medlem af Dansk Forfatterforening, Karsten Sand Iversen, står uforstående over for, hvad han betegner som et misbrug af hans arbejde:

"Jeg føler mig plyndret ved højlys dag, når DR udsender min oversættelse af Sven Lindqvist Ørkendykkerne på DAB-radioen, som de nu har gjort ved flere lejligheder, uden at informere eller aflønne mig for det."

Da DR, Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere i 2004 skulle forhandle, hvilke regler der skulle gælde for brugen af litteratur på DAB-radioen og internettet, kunne parterne ikke blive enige og indgik derfor en midlertidig aftale, om registrering af al DR's brug af litteratur på DAB-radioen.

Når en permanent aftale så senere faldt på plads, ville public service-stationen aflønne forfatterne. Tre år efter venter forfatterne stadig, og de ved meget lidt om forhandlingernes udvikling.

Forfatteren Bent Vinn Nielsen føler sig ligesom Karsten Sand Iversen krænket: "Jeg er rasende. DR's DAB-radio har sendt tre af mine romaner, og jeg har regnet ud, at hvis jeg skulle have betaling efter de gældende takster for FM-radioen, skylder DR mig godt og vel trekvart million."

Taksterne for oplæsning af litteratur på FM-radioen er på nuværende tidspunkt ca. 200 kr. per minut. Karen Vad kan ligeledes høre sin afdøde mands, Poul Vads, værker på DAB-radioen, uden at hun, som nu ejer rettighederne til værkerne, modtager honorar fra DR:

"Jeg er naturligvis glad for, at min mands værker bliver udbredt, men det kan da vist ikke være rigtigt, at det skal være gratis?" spørger Karen Vad.

Dumt og purt opspind

Bent Vinn Nielsen, der er medlem af Danske Skønlitterære Forfattere, mener, at det er under al kritik, at de to forfatterforeninger i 2004 gav DR carte blanche til at gøre brug af medlemmernes arbejde uden en permanent aftale. Han retter kritik mod Dansk Forfatterforening:

"Dansk Forfatterforening har et stort ansvar, for at denne situation overhovedet er opstået. Da Danmarks Radio startede DAB-radioen, bad kanalen om lov til at starte udsendelserne, inden aftalerne om aflønning var på plads. Det støttede Dansk Forfatterforeningen varmt, og det er jo dumt."

Formand for Dansk Forfatterforening, Frants Iver Gundelach, afviser blankt kritikken:

"Det var Foreningen Radiokassen, som begge forfatterforeninger er medlemmer af, der blev enig om at indgå en midlertidig aftale med DR. Bent Vinn Nielsen ved, at formanden for Foreningen Radiokassen dengang var Peter Legård Nielsen, som jo er formand for Dansk Skønlitterære Forfattere. Resultatet af de forhandlinger blev fremlagt og godkendt af Dansk Skønlitterære Forfatteres bestyrelse. Når Bent Vinn Nielsen vil skyde alt ansvar over på Dansk Forfatterforening på den måde, er det pure opspind og løgn."

Knud Vilby, der som tidligere formand for Dansk Forfatterforening deltog i den første fase af forhandlinger, forklarer, at der var enighed blandt forfatterforeningerne om at indgå den nuværende aftale, men at Dansk Forfatterforening kun i en kort prøveperiode gav DR lov til at bruge sine medlemmers værker på DAB-radioen.

Både Danmarks Radio og forfatterforeningerne holder kortene tæt ind til kroppen og ønsker ikke at drøfte sagens detaljer. Advokat Kaspar Lindhardt fra DR-Jura vil kun kort fortælle at:

"Vi drøfter, hvordan man bedst kan udnytte de muligheder DAB og internettet giver, og hvordan litteraturen skal indgå i DR's virksomhed i fremtiden. Vi kan selvfølgelig godt forstå, at det for de enkelte forfattere er beklageligt og utilfredsstillende, at der er gået så lang tid. Men det skyldes især, at forfatterorganisationerne har været lang tid om at vende tilbage i sagen."

Den kritik afviser både Dansk Forfatterforening og Dansk Skønlitterære Forfattere.

Lyttertallet bestemmer

Begge parter forklarer, at forhandlinger stadig er principielle og at tarifferne endnu ikke er kommet på tale, men alt tyder på, at der også på det punkt vil være store uenigheder. DR har et ønske om at aflønning af litteraturoplæsning på DAB-radioen skal hænge sammen med efterspørgslen og altså regnes efter lyttertallet.

"DR er interesseret i, at betalingen i højere grad skal være i overensstemmelse med, hvor mange der rent faktisk lytter på den anden side," forklarer DR's advokat, Kaspar Lindhardt.

"På DR skal vi i dag betale efter hvor mange brugere, der kan komme til at lytte og ikke efter, hvor mange der reelt gør det. Vi anerkender, at der skal være et grundbeløb, for, at værkerne stilles til DR's rådighed, men spørgsmålet er, hvor højt beløbet skal være. DR har et ansvar for, at licensmidlerne anvendes til gavn for den danske befolkning, det betyder jo ikke, at vi skal være populistiske og kun sende det brede, men der skal være en sammenhæng mellem betaling og lyttere."

Forfatterforeningerne er principielt imod, at tarifferne skal afgøres af lyttertallet. Peter Legård Nielsen har forståelse for, at priserne ikke skal være de sammen for DAB-radioen som for FM-båndet, da der er færre lytter.

Han mener, at man skal tage udgangspunkt i den nuværende takst for regionale kanaler, som er en femtedel af den nationale takst, som er på ca. 200 kr. per minut. Frants Iver Gundelach er enig:

"Et værk bliver jo ikke mindre værd, fordi der er færre lyttere."

DR som forlag

Der er ligeledes uenighed mellem parterne om hvilke rettigheder public service-kanalen skal have, når det gælder Podcast og internettet:

"Med Podcasting risikerer vi, at DR pludselig bliver et forlag, der sender bøger gratis ud. Det kan ødelægge det kommercielle marked for lydbøger," forklarer Peter Legård Nielsen fra Danske Skønlitterære Forfattere.

Bent Vinn Nielsen fortæller, at utålmodigheden blandt mange forfattere efterhånden er temmelig voldsom. Han har talt med flere kolleger om mulighederne for lægge sag an mod Danmarks Radio.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu