Læsetid: 7 min.

En dag i Østre Landsret

Der skete noget både upstairs, hvor det handlede om Annemette Hommel, og downstairs, hvor en hel familie med venner fik fængselsstraffe herfra og til Dybbøl. Det handlede om æresdrab og karaktermord
1. juli 2006

Den statelige bygning i Bredgade med den joviale hyggeforkortelse ØL var i tirsdags rammen om nogle lidt mindre joviale begivenheder. Det, der foregik i Østre Landsret, var de sidste krampetrækninger af et par meget langvarige og særdeles spektakulære retssager. I stueetagen drejede det sig om det såkaldte æresdrab fra Slagelse, oppe ovenpå var det kaptajn Annemette Hommel, der stod i centrum. Takket være de rigelige pauser, som nævningene forneden bevilgede sig selv, var det nogenlunde muligt at følge begge opgør simultant, blot man bevægede sig op og ned ad nogle få trappetrin.

To meget forskellige situationer og alligevel i den sidste analyse med visse lighedspunkter. Begge steder noget med dansk over for udenlandsk. Indblandet er henholdsvis Pakistan og Irak. Slagelse er formentlig en ganske almindelig dansk provinsby - man har aldrig været der - hvorimod Hommel havde udfoldet sig inden for det abstruse område, som går under navnet Langtbortistan. Dernede taler de arabisk, hvilket anklageren ikke gjorde, så han udtalte det relevante stednavn på amerikansk.

Samme anklager var forholdsvis ny i denne sammenhæng. Den tidligere auditør fra byretten er i mellemtiden gået på pension og var blevet afløst af en ungdommelig hedspore, som altså nu skulle forsøge at få det officielle Danmarks syn på en betroet medarbejder trumfet igennem. I den henseende var han dog ret spagfærdig. I byretten mælede anklageren ganske vist, at "denne sag burde aldrig have været rejst", men krævede alligevel fængselsstraf. I landsretten pointerede den nye anklager omhyggeligt, at han gik efter en betinget dom. Allerede i tirsdags kunne vi tilhørere, der har været med i begge instanser, altså konkludere, at Hommel ikke kommer ind at ruske tremmer.

Lovens strengeste straf

Nedenunder foregik tingene i en helt anden størrelsesorden. De to anklagere havde krævet lovens strengeste straf over de ni tiltalte. Tilsammen cirka halvandet århundrede i skyggen, altså længere tilbage end til slaget ved Dybbøl. Efter at alle ni af nævningene endegyldigt var blevet kendt skyldige i både drab og forsøg på drab, opstod der mht. strafudmålingen en mindre kontrovers mellem en enkelt forsvarer (Bergsøe) og anklageren. Uoverensstemmelsen beror på en sproglig finesse ved det danske sprog, som åbenbart ingen af parterne var opmærksomme på. Nemlig at ordet 'skal' kan betyde ganske mange forskellige ting.

Hermed tænkes ikke på noget med østersskaller og den slags. Næh, også det ganske almindelige modalverbum er flertydigt, ikke mindst når man sammenholder skriftsprog og talesprog. Tag bare en sætning som 'jeg skal giftes i morgen'. Udtal den med tryk på tredje ord, så vil du utvivlsomt indhøste lykønskninger fra din samtalepartner. Men prøv så med 'jeg skál giftes i morgen'. Resultatet vil snarere blive noget i retning af 'jamen, det var dog skrækkeligt! Hvad kan vi gøre?'

Det bliver ikke meget bedre af, at også hovedverbet kan være tvetydigt. Sammenlign de to følgende sætninger: 'Hun skal skydes' og 'hun skal blive skudt'. I det første tilfælde er der tale om et krav, i det andet om et tilsagn. I den foreliggende sag var begge udsagn realiseret. Den myrdede Ghazalas fader havde krævet hende dræbt, og hendes bror havde påtaget sig opgaven.

Det lille ord 'skal'

Dér i Østre Landsret drejede den sproglige uenighed sig om et såkaldt tillægsspørgsmål. Det lød "skal straffen nedsættes under hensyntagen til straffelovens paragraf 23 stykke 1, andet punktum". Samme lovdel lyder således: "Straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt-"

Tager man ordet 'skal' i den betonede betydning, ville et positivt svar betyde, at ud af de ni tiltalte ville syv højst kunne få knap fem års fængsel, idet dette er den nedre strafferamme (den øvre er livsvarigt). Det fandt anklageren urimeligt, og han anbefalede derfor nævningene at sige nej. Heroverfor henviste forsvarer Claus Bergsøe til en tidligere sag, hvor paragraffen var blevet taget i anvendelse, men hvor man alligevel var endt med en dom på syv år.

Spørgsmålet er altså simpelthen om ordet 'skal' bliver opfattet som et uomgængeligt krav eller som en vag forudsigelse om fremtiden. Just som i ovennævnte giftermålseksempel. I sidste ende skyldes uenigheden formentlig, at lovens sætning om at "straffen kan nedsættes" er uklar, fordi det ikke fremgår i forhold til hvad. Rammens øvre grænse eller den nedre?

Nå, det var et lingvistisk sidespring. Men hvad med upstairs? Dér havde der også fundet et mord sted, omend på mindre blodig vis. Anklageren brokkede sig over, at forsvareren, Ebbe Mogensen, havde begået "karaktermord" på et af hans vidner, en kvindelig tolk. Samme glose er efterhånden blevet ganske udbredt på dansk, og der er derfor grund til at understrege, at den beror på en misforståelse, en elendigt oversat anglicisme.

På engelsk betyder udtrykket character assasination ikke andet end, hvad der på normalt dansk hedder tilsvining, nedrakning eller - i grove tilfælde - injurier. Men der er ingen associationer til voldelig kriminalitet. Mogensen har antydet, at en af de anklagende tolke uden for tjeneste har ført sig frem på en måde, som sætter store spørgsmålstegn ved hendes personlige troværdighed. Det er jo et relevant synspunkt, som ikke på nogen måde kan karakteriseres som et urimeligt overgreb.

Ære og omdømme

Hermed er vi nået frem til endnu et fællespunkt mellem de ellers så forskellige retssager. Det er noget med fænomenet 'ære', dvs. anseelse, reputation, eller hvordan man ellers vil oversætte det. Ghazalas faders ære kunne ikke tåle, at hun giftede sig med en afghaner, idet en sådan efter pakistansk opfattelse er mindreværdig (var der nogen, der sagde 'racisme'?). Derfor skulle de begge to slås ihjel. I Hommel-sagen går anklageren bevidst efter, at hun får en plettet straffeattest. Ikke noget med vand og brød eller tugt-, rasp- og forbedringshus, men alene en markering, der kan nedsætte hende i almindeligt omdømme og måske få negative konsekvenser for hendes akademiske karriere.

Det er dette almindelige omdømme, der er det fælles omdrejningspunkt i de to sager, fordi der i begge tilfælde er tale om et bevidst indsnævret sådant. Man har ikke dødsstraf i Danmark for noget som helst og altså heller ikke for at være gift med en udlænding. Alligevel valgte Ghazalas far at se bort fra den omstændighed. Hans omdømme i Københavns pakistanske indvandrermiljø var så vigtigt, at det skulle koste halvandet menneskeliv. En såre provinsiel holdning vedrørende nogle ganske få hundrede, måske tusind mennesker. Auditøren gik efter en straf, der ganske vist ikke indebærer nogen som helst fysisk ulempe for Annemette Hommel, men som alligevel er egnet til at påvirke offentlighedens billede af hende. Altså nærmest et karaktermord for nu at bruge hans egen drabelige benævnelse.

I begge sager spøger i baggrunden et diffust miljø, hvis normbegreber der appelleres til. Drabet på Ghazala Khan (dette efternavn erhvervede hun sig ved sit ægteskab, omend det kun kom til at vare to dage) har udløst en langvarig fængselsstraf, hvad der i almindeligt dansk omdømme er et maksimalt nedsættende fænomen. Når fader og søn alligevel har valgt at udsætte sig for denne risiko, skyldes det, at de sætter det lukkede indvandrermiljøs omdømme højere end det danske.

Når Hommel-sagens anklager udelukkende går efter en dom, der er egnet til at sværte den tiltalte, men ikke indebærer noget fysisk ubehag i form af indespærring eller pengebøde, er det fordi, han lægger vægt på et eller andet miljøs opfattelse af hende. Hvilket miljø? Næppe den lokale irakiske befolkning. De er udsat for andre trængsler end noget, der står til et fy-fy flere tusind kilometer væk. Næppe heller de almindelige danskere. En betinget dom rangerer på linje med, hvad man kan få for at spadsere over for rødt lys eller have en flaske sprut for meget med hjem fra Mallorca. Hvem kender ikke nogen, der godt kunne finde på at begå den slags overtrædelser?

Næh, det omdømme, som auditøren appellerer til, må lokaliseres et andet sted, nemlig hos noget, der i gamle dage ville blive betegnet som 'den danske embedsstand', altså klassen af danske statslige funktionærer. Ligesom - men i høj grad sans comparaison - drabet på Ghazala er udløst af hensyntagen til et lukket miljø, således er også landsretssagen mod Hommel et resultat af militærets ønske om at fremstå pletfri i sit eget miljø.

Den fysiske forskel på byrettens dom ('skyldig med strafbortfald') og anklagerens krav i Østre Landsret ('fængsel betinget') er så minimal, nærmest ikke-eksisterende, at den kun har symbolsk karakter. Symbolværdien er, at embedsstanden - officerskorpset - har bevaret sin reputation som ufejlbarlig.

Så var der selvfølgelig også andre forskelle mellem de to sagers afvikling. Forneden var der en snes politibetjente, man skulle vise billedlegitimation og opgive cpr-nummer, inden man blev skannet og kropsvisiteret, så man kunne lukkes ind i retssalen. Foroven havde en kvindelig tilhører medbragt en baby, som hun gav sig til at skifte på gulvet. Retsformanden nøjedes med at bemærke, at normalt skal man være fyldt 15 år for at få adgang til et retslokale. Stemningen var i høj grad præget af, at 'her er vi unter uns', mens den nedenunder var præget af, at 'indvandrere, det er nogen, der godt kan finde på at slæbe bomber og revolvere med ind'.

Den klassiske problemstilling: dem og os. Vi og verden. Ingen - og slet ikke nogen arabersnuder dernede i Irak - skal komme og sige at vi ikke har en ufejlbarlig embedsstand i Danmark. Ingen - og slet ikke finner, der jo har let til kniven, eller pakistanere der jo har let til bomber og revolvere - skal komme og forstyrre verdens bedste retsvæsen. Vi længe leve.

Jens Juhl Jensen er sprogforsker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her