Læsetid: 5 min.

Dagbogens skrift

Glem ikke detaljen for rutinen. Pludselig står et stykke fortid som et frosset øjeblik. Og derfor læser jeg gerne andres dagbøger
31. januar 2006

Jeg gjorde det, man ikke skal gøre.

Under et arbejde med erindringsskrivning kom jeg i tanker om en dagbog, jeg havde i gang i gymnasieårene, og drog den frem fra kisten med gamle papirer og breve. Fuld var den af 2.g-forelskelser og skidtvigtige betragtninger om livet og poesien i en sky af ulidelige fordomme om hvad som helst. Det var nyttig læsning, hvad realia angår, data om besættelse og befrielse i Aalborg 1945 som sidebemærkninger til navleknugende ømheder.

Jeg rødmede over den umodenhed, som forekom mig mere vidtstrakt, end man finder den hos 17-18-årige i dag.

Og så kastede jeg den på ilden.

Her nogle år efter er jeg blevet så moden, at jeg kalder det dårskab ikke at ville vedkende mig disse første personlige skriverier, så traurige de end var. Så meget mere som jeg altid bliver ærgerlig, når jeg hører, at den og den forfatters breve og dagbøger er blevet censureret, beklippet eller destrueret af ømskindede efterladte eller efter testamentariske ønsker.

Men gensynet med den gamle journal bekræftede mig i den praksis, jeg ellers har fulgt, når jeg i perioder gjorde dagsnotater eller skrev huskebøger under rejser til personlig brug. Nemlig at meddele sig fuldstændig nøgternt, rene fakta, uden tilløb til stil. Skrabet brugsprosa uden overflødige følelser. Ulystigt at læse for andre.

Misundelse

"Dagböcker består av frusna ögonblick som lyser upp när de åratal efteråt betraktas med facit i hand- Detta är Tid som tas fram ur det förflutnas frysbox: då var livet såsom det inte är nu."

Sådan indleder Per Wästberg udgivelsen af den omfangsrige Ung mans dagbok (1996), som han skrev 12 til 16 år gammel 1946-1950. Og den kan få en til at blegne af misundelse over både denne tidlige skrivefærdighed, selvsikkerhed og meget andet godt med -hed, nedfældet i dagenes kassebog. En indadvendt, drømmende, læsende, skrivelysten dreng, fuld af iagttagelsesevne.

Han opfatter ikke denne dagbog som skriverværksted, for han førte ved siden af også kartoteker med materiale til senere brug. Og desuden en mere udførlig hemmelig en. Så professionel har han været fra første færd. For nogen anden end ham selv er dagbogen ikke skrevet, hævder han. Men udgivet er den dog.

På dette punkt er der stor uenighed. Al skrift synes at have en adressat.

Udtryksviljen må have et mål, skriveriet en retning, bevidst eller ubevidst. Er den spontane skrivelyst uforstilt?

Forstillelse

Martin A. Hansen skrev dagbog. Han var selv skeptisk over for genren og dens hemmelige publikum, den selviscenesættelse, der melder sig hos den skrivende, så autentisk han dog prøver at være. Derimod troede han på brevet som genre, fordi der allerede er en anden navngiven person til stede i en fortrolig dialog. Niels Gunder Hansen, som refererer disse synspunkter i antologien PS (2005), om Martin A. Hansens brevveksling med kredsen omkring Heretica, mener dog, som rimeligt er, at forstillelsen og falskheden har lige så gode vilkår i brevet som i soloskriften.

Både hans dagbog og breve er udgivet. Og den risiko, mulighed og hensigt præger alle offentlige personers flid ved det private skrivebord.

Søren Kierkegard har forudset det forskningsinstitut, der i vore dage sørger for, at hans mindste tekstrettelse i hvilket som helst stykke beskrevet papir ser dagens lys for vores begærlige øjne. Det var for H.C. Andersen en selvfølge, at alle hans omhyggeligt udformede breve blev gemt og ikke glemt, ligesom han sikrede dagbøgernes beståen. De er vidt forskellige fra den samtidige filosofs journal, ganske impulsive huskebøger, men raffineret komponeret og beregnet henkastet, sammenlignet med de lakoniske kalendere, han også førte.

Og hvorfor gør man det? Hvorfor opstille en regnmåler for at få syn for, hvad der flygtigt passerer og synker ned i jorden? som Per Wästberg spørger. Hans svar: det giver illusionen af en struktur, en tidens lodline med en knude på hver dag for færden.

Falskneri?

Dagbogen kan være en livline, som forvandles til en skæbnekonstruktion. Meget tyder på, at Thorkild Hansen planlagde et hovedværk fra begyndelsen: en omhyggelig dagbog, der kunne bearbejdes til en dokumentarisk livsroman.

Først kom De søde piger. Dagbog 1943-47. Siden de to store bind dagbøger frem til 1952, Et atelier i Paris. Det var ikke blevet derved, hvis ikke døden havde indhentet skriften. Siden har en kritisk analyse påvist arrangementet i om- og genskrivning. At tale om falskneri, er meningsløst. Enhver dagbog er en fiktion, da den ikke kan formes i målestokken 1:1.

Rejsens dagbog

Da jeg gennem en årrække i 1970'erne med kone og tre børn kørte Frankrig rundt sommer efter sommer, påbød jeg dem tyrannisk at udfærdige dagens rejsebog, hver aften efter middag. Selv tog jeg hemmelige noter til senere artikelbrug, men for dem var opskriften redegørelsen for dagens gerninger, besøg i utallige byer, katedraler, klostre, slotte, museer, mindestuer, markeder, drypstenshuler og grotter, besigtigelse af bjerge og slugter, indtog på kroer, herberger, hoteller og restauranter. Hvert eneste måltid er bogført med samtlige retter og regninger indklæbet fra en nu fjern fortid før bilismens infernalske vækst og prisernes himmelflugt. Et hukommelsens uundværlige bibliotek, mærket af jævnlig brug.

Der er tydelig forskel på den voksnes rolige, velformede redegørelser og de ældste børns selektive hukommelse og konflikt mellem pligt og lyst.

Eller fuldkommen nøgternt, som den 16-åriges rapport 18. juli 1973:

"Angers var en stor, men åben by. Domineret af et stort, stort slot med 17 tårne. I voldgraven gik der dådyr, og man så flere af franskmændenes groteske arrangementer (se vedlagte brochure). Vi tog videre til Saumur, som også har et slot, vi så udefra, og et udsigtssted med stort panorama. Vi fortsatte langs Loire, krydsede floden for at komme ned til Loudun."

Det var en by berømt i litteraturen for sine kætterbål. Aldous Huxleys roman om Djævlene i Loudun og Eyvind Johsons Drømme om roser og ild fra samme sted havde antændt os. Der var ingen spor.

"Der overnattede vi i gæstgiveriet La Roue d'Or. Menu: Skinke/hors d'oeuvre. Vagtler/kylling/bøffer. Ost og dessert. Saumurvin. Kaffe og pærebrændevin."

Den vedhæftede regning fra det ganske eksklusive hotellerie lød på hele 203,70 frc., men så var værelserne også indregnet.

Dådyrene i voldgraven vækker en endnu mere præcis erindring end smagen af middagen, som dog var på gastronomisk niveau. .

I journalen har jeg noteret: 'Skrev i aften det lovede bidrag til Mål & Mæles festskrift til Jørn Lund. Om dagbogskriveriets nytte.'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her