Læsetid: 4 min.

Dage på Manhattan

Walt Whitman spiller læseren et puds i Michael Cunninghams gådefulde spændingsroman 'Udvalgte dage'
16. marts 2006

Det kan være svært at følge op på en succes. Den amerikanske forfatter Michael Cunningham har ikke gjort det lettere for sig selv, idet hans nye roman Udvalgte dage på det nærmeste opfordrer til sammenligning med hans forrige opus, Pulitzer-pris-vinderen Timerne (1998). Begge er de delt op i tre afsnit, der er løst forbundet med hinanden, idet de varierer samme tema og lader deres figurer optræde under næsten samme navne. Begge er de hjemsøgt af et litterært ikon - i Timerne Virginia Woolf, der også er en af romanens bærende figurer; i Udvalgte dage Walt Whitman, der med sit lange lyriske værk Leaves of Grass (1855-1890) i dag er anerkendt som den amerikanske poesis store fader.

Og her stopper lighederne så. Timerne er et gennemført karakterdrevet drama, der groft sagt finder sit anslag i de tre kvindelige hovedpersoners indre monologer og, fristes man til at sige, spørgsmålet om, hvornår de begår selvmord.

Modsat forholder det sig med Udvalgte dage, der leger med tre af de mest populære plotdrevne skønlitterære genrer: spøgelseshistorien, detektivromanen og science-fiction-thrilleren. Spørgsmålet, der her runger mellem linjerne, lyder nærmest: Når figurerne frem til en form for afklaring på deres problem, inden de bliver slået ihjel?

Tragedier på Manhattan

Første del, 'I maskinen', foregår på Manhattan i sidste del af det 19. århundrede. Den 12-årige Lucas, der har et nisseansigt og et svagt hjerte og konstant reciterer Græsstrå, som Leaves of Grass hedder på dansk, har mistet sin ældre bror, Simon. Han begynder at arbejde på en fabrik, hvor han får ansvar for den maskine, som Simon blev kvast i. Samtidig er han forelsket i Simons kæreste, Catherine, hvilket bliver yderligere kompliceret, da Simon begynder at tale til sin lillebror gennem maskinen på arbejdet. Slutningen, der ikke skal røbes her, er løst baseret på en af indu-strialiseringens virkelige tragedier, der i Cunninghams skær i uhyggelig grad minder om, hvad der skete ved World Trade Center den 11. september 2001.

I 'Børnekorstoget' er tiden skruet frem til nutiden, hvor 11. september for alvor har spredt en spændt atmosfære i byen. Denne gang er hovedpersonen Cat, mens Simon og Luke dukker op som henholdsvis elsker og selvmordsterrorist i en drengebande, der er opflasket med Whitmans hovedværk. Som psykolog hos politiet er det Cat, der skal forsøge at tale drengene fra deres terroraktioner, når de ringer ind og citerer Græsstrå.

Sidste del, 'Som skønhed', foregår engang i fremtiden på et Manhattan, der er omdannet til en forlystelsespark, hvor turister blandt andet kan købe sig til at blive overfaldet i Central Park. Et sådant job som voldsmand har androiden Simon, der på sin jagt efter finde den, der skabte ham - og placerede en chip med Whitmans tekster i ham - slår pjalterne sammen med Nadia-væsnet Catareen og en hjemløs dreng på flugt ved navn Luke.

Spørgsmålet Whitman

Og hvad er så den dybere mening med disse tre medrivende og gådefulde fortællinger? Det spørgsmål er ikke sådan lige til at besvare - i hvert fald ikke efter første gennemlæsning af romanen - og det skyldes ikke mindst, at det er svært at regne ud, hvorfor Walt Whitman dukker op i Cunninghams univers.

"Whitman var den sidste store mand, der ærligt og oprigtigt elskede verden. Maskinerne var ved at starte, da han levede. Hvis vi kan vende tilbage til en tid som Whitmans, kan vi måske elske verden igen," siger en ældre kvinde i 'Børnekors-toget', og det lyder jo fornuftigt nok - blot er kvinden terrorist, akkurat som de andre, der kan deres Walt Whitman udenad, er alt andet end mentalt ligevægtige.

Lidt klogere på Cunninghams mission kan man forsøge at blive ved at læse Leaves of Grass, der, da den udkom, blandt andet forsøgte at gøre op med ældre europæiske religiøse dogmer og hylde livet, som det i hvert fald var muligt at leve det i den nye verden, USA. Et par af værkets pointer er, at alting er besjælet, og at historien vil gentage sig i al evighed - det gælder både de smukke og de smertefulde episoder. Dette spiller som allerede antydet vigtige roller i Udvalgte dage, hvor livsfarlige maskiner synger så smukt som gamle poeter, og tragedier altid har sat - og vil sætte - deres præg på tilværelsen på Manhattan.

Også i Whitmans prosaværk Specimen Days (1882), der i øvrigt er Udvalgte dages amerikanske titel, kan der være hjælp at hente. I et af afsnittene vandrer fortælleren rundt i New York og gør sig tanker om de store historiske omvæltninger, som USA på det tidspunkt netop havde gennemlevet, mens han registrerer sig selv og naturen omkring ham.

I et andet afsnit skriver Whitman blandt andet, at en krig aldrig ville kunne beskrives ærligt i en bog. Det forsøgte han imidlertid senere, og det er måske også, hvad Cunningham har forsøgt på. I hvert fald er det nærliggende at læse Udvalgte dage som en hyldest til New York og dens vilje til at leve og overleve på trods af ondskab, galskab, brande og terror.

Under alle omstændigheder har Michael Cunningham skrevet en udfordrende roman, der modigt balancerer mellem litterær stiløvelse og ambitiøs thriller på en spændt line af lyriske passager.

For så vidt bør oversætter Pia Juul fremhæves, ikke blot for at ramme originaltekstens tone, men også for at have været i gemmerne og lede efter de alt for få Whitman-tekster, der er blevet oversat til dansk. Det første takker vi for; det sidste kan man kun beklage.

Michael Cunningham, Udvalgte dage. Oversat af Pia Juul. Gyldendal. 360 sider, 329 kr. ISBN87-02-04077-8. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her