Læsetid: 4 min.

Dagen derpå

9. marts 2000

SÅ UDKOM Information med en avis, som redaktionens kvinder kastede sig over med en ganske anderledes appetit, end den, hvormed artiklerne om ØMU-en, Øresundsbroen og lærernes Ø-tid til daglig bliver slugt. Der blev grinet og smilet over udfoldelsesrigdommen og fantasien i behandling og vinkler. "Godt gået, drenge", lød det på avisens egen elektroniske opslagstavle. Men efter reaktionen følger tanken, og efter tanken - eftertanken.
Engang skrev Sigmund Freud opgivende til sin elev Marie Bonaparte, at han nu havde arbejdet med psykoanalysen i 30 år, men stadig ikke løst gåden: "Hvad er det kvinden vil? Lieber Gott, hvad er det hun vil?"
Gårsdagens avis demonstrerede, at denne undren ikke er forbeholdt det ene køn. For hvad er det, mændene vil? 8. marts-avisen viste endnu en gang, at kønnene har svært ved at forstå hinanden, fordi de tænker på forskellige ting. Vil mændene ha' det, som vi har det - eller vil de lave noget om? Lige præcis det, gav gårsdagens Information ikke noget svar på, og netop derved vækker den måske allermest til eftertanke. Hos kvinder, i al fald.
Den opfattelse, at manden og kvinden har forskellige opgaver, og at alt egentlig går bedst, hvis kvinden tager sig af det hjemlige, fik 8. marts-avisens eneste mand med en anden kulturel baggrund, muslimske Bilal Elfout, lov til at tage ansvaret for. Selv om alt - det vil sige mængden af kvinders deltidsarbejde og mænds arbejdstid ud over de ugentlige 37 timer, kønsrollefordelingerne på arbejdsmarkedet og i hjemmet samt den næsten rent feminine anvendelse af barsel- og forældreorlov - tyder på, at de fleste gammel-danske mænd og kvinder er enige med ham.
"Vi har det godt med de forskellige kønsroller, fordi de tydeligt beskriver mandens og kvindens plads," sagde Bilal Elfout blandt andet. Senere tilføjede han: "...Det er svært for jer at forstå, men der er faktisk vestlige lande, der er begyndt at se tingene, som vi gør."

DET ER DER, ja, og det er ikke udelukkende dårligt. Også kvinder lider under, at det sociale liv i familien skranter; også kvinder lider under, at karriereræs og stress sluger tiden til kærlighed, leg, gensidig omsorg og - ja bare tid. Men vestlige kvinder med livslange forpligtelser på arbejdsmarkedet og uden den ringeste mulighed for at lokke et hankønsvæsen til at forsørge sig, må spørge, hvorfor det stadig er kvinderne, der har hovedansvaret for, at hjemmets arne holder flammen klar? For det er det.
I lige præcis den forstand gælder kvindebevægelsens gamle parole om, at det personlige er politisk. Som Knut Oftung, konsulent for det norske ligestillingsråd, i et kort citat spurgte i gårsdagens avis:
"Hvorfor lægger forskellige samfundsinstitutioner op til, at jeg kan få lov til at fravælge mit barn, mens det automatisk forventes, at kvinder skal tage sig af barnet? Jeg ser det som en art strukturel diskriminering af unge mænd på linie med, at samfundet for 50 år siden ikke forventede, at kvinder skulle tage en uddannelse."

HVIS MAN sammenligner sygeplejerskernes kamp for en anstændig løn med de lønninger mænd scorer i IT-industrien, står det ret klart, at feminismen ikke har sejret. Ligeså når professor Nina Smith påpeger, at kvinders og mænds lige muligheder for at tage forældreorlov har resulteret i, at løngabet mellem dem er blevet større, fordi det (stort set) kun er kvinder, der benytter sig af muligheden.
Mandssamfund har vi, så længe de kvindelige værdier ikke anerkendes som ligeværdige og honoreres efter den uundværlige værdi, de har for både kvinder og mænd. Ikke kun med pæne ord og roser på fest-
dage, men kontant.
Tidligere tiders juridisk formulerede patriarkalske strukturer har omdannet sig til et benhårdt konkurrencesamfund, der ganske vist sætter vilkårene for både mænd og kvinder, men hvor mændenes livsform, værdier og præferencer klarer sig bedre end kvindernes. Kvinder ønsker ikke at leve af pizza og cola og arbejde 18 timer i døgnet. Deres forpligtelser tillader det i øvrigt heller ikke.

MEN DET HELE skyldes altså ikke konkurrencesamfundet. Det er nemlig ikke, som gårsdagens forsideleder antager, kun 'dumme mandschauvinister', der står i vejen for kvinder. Der findes mange flere søde og dygtige og rare, ubevidst mandschauviniske mænd, og de er meget sværere for kvinder at tackle og konkurrere på lige fod med. Af gårsdagens enquête med mænd fremgik det, at mange mænd faktisk ikke synes, køn er noget at snakke om. Det går meget godt, som det går. På sin vis er det jo dejligt, at folk er tilfredse med kønnenes rollefordeling. Men det ville være bedre, hvis mænd såvel som kvinder alvorligt overvejede, hvordan rollefordelingen kan forenes med økonomisk og social ligestilling mellem kønnene.
Skal vi eksempelvis indføre husmorløn til kvinder, der passer deres egne unger? Skal vi eksempelvis (gen)opruste hustrubidrag i erkendelse af, at mænd kun har været i stand til at arbejde så meget og tjene så meget, på grund af den udstrakte hjemmeservice før skilsmissen? Skal vi indføre et særligt mødrepensionstillæg i erkendelse af, at mødre udfører så meget samfundsvigtigt ulønnet arbejde? Skal vi holde op med at forsøge at få fædre til at tage barsels- og forældreorlov?
Spørgsmålene er provokerende - men det er den fortsatte økonomiske ulighed mellem kønnene også.
fris og ks

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu