Læsetid: 10 min.

Dagens uret: Uvederhæftighed

Tal med dem, det giver mening at tale med, råder psykologen Nadja U. Prætorius, der mener, vi står i et kommunikations-sammenbrud. De begreber, vi bruger, har ikke længere samme betydning, der tales med to tunger. Og det giver stress. Nadja U. Prætorius ser dem, der ryger ud på grund af stress fra nutidens vigtigste fælles-skab: Arbejdspladsen
18. februar 2006

"Jeg er mest optaget af, hvor umuliggjort følelsen af at tilhøre og have ansvar for et fællesskab gøres af nogle gennemgående tendenser i samfundet," siger Nadja U. Prætorius, da jeg spørger hende, om hun som psykolog også har den erfaring, andre giver udtryk for, nemlig at det vigtigste fællesskab i dag er fællesskabet på arbejdspladsen.

Imidlertid er det ikke mindst folks arbejdsbetin-gelser, Nadja Prætorius tænker på, når hun taler om umuliggørelse af fællesskabet.

"Der sker i disse år en dehumanisering af mennesker. Man fremelsker målbare sider af personligheden, sider som skal bruges til at producere effektivt, så netop de kvaliteter, vi har til at danne fællesskaber med, bliver undergravet," siger hun.

"Man taler om teams og medarbejdernes overtagelse af ansvar, og samtidig lægger man en benhård styring og kontrol ned over alt fra arbejde til undervisning. Den markedsgørelse og dehumanisering, der sker, gør fællesskabsforanstaltninger såsom teambuilding til et stort illusionsnummer. Vi skal konkurrere, vi bliver sat op mod hinanden - som individer, i grupper og i skoler. Man er ved at produktudvikle mennesker i skolerne, så de kan indgå i produktionen og som serviceorganer. Alt bliver gjort målbart, også det, som ikke er det."

-Men har det ikke altid været sådan? Folkeskole og almindelig værnepligt er jo fra begyndelsen tænkt som institutioner, der skulle gøre folk egnede til et bestemt samfundsliv og til at ofre sig for Gud, konge og fædreland?

"Man har selvfølgelig altid talt om nogle grundlæggende værdier, så folk kan opleve at være del af et fællesskab, og det er også i folks egen interesse, at man som samfund har nogle målsætninger. Det nye er, at det man mener med ansvar, med vidensudvikling og med at vi selv er med til at skabe vores virkelighed, er underlagt en dagsorden, der indebærer en strikt kontrol af menneskers holdninger, selvoplevelse og virkelighedsopfattelse. Anders Fogh Rasmussen venter på, at der sker et sindelagsskifte, siger han. Tidligere havde en venstreorienteret ikke kunnet sige sådan uden at blive beskyldt for ideologisk indoktrinering og for at overskride grænsen for folks integritet. Rummet bliver indskrænket, så de begreber, vi bruger, ikke længere har samme betydning. Magt- udøvelse betjener sig i uhørt grad af uvederhæftighed og af sammenbrud i kommunikationen. Man taler hele tiden med to tunger."

Dobbeltbinding

- Er det politikerne, du taler om?

"Ja, det er ikke mindst politikerne. Som selvudråbte koncernchefer i forretningen Danmark er de omvandrende karikaturer på den nye, destruktive ledertype, der blottet for faglig og menneskelig indsigt og under dække af styrings- og kontrolmetoder fra moderne management langsomt, men sikkert nedbryder sine medarbejdere med urimelige og umulige arbejdsopgaver og senere hænger dem offentligt ud, når de fuldstændig forudsigeligt ikke klarer produktionsmålene. Der er tale om en dobbeltbindende kommunikation, og det er det, der er så nedbrydende for de mennesker, det går ud over. Man påstår, at der skal effektiviseres, for at vi kan få bedre kvalitet, og samtidig skærer man ned og laver skattestop. Enhver kan se, at det ikke kan lade sig gøre, og det sætter dem, der skal udføre arbejdet i en dobbeltbindende, en umulig situation."

"Den voksende arbejdsbyrde er sådan set det mindste, det er ikke nødvendigvis det, der gør folk syge," siger Nadja Prætorius.

"Det gør derimod dobbeltbindingen, som består i, at midlerne på den ene side ikke er der, og man på den anden side alligevel skal udføre arbejdet; eller at kravene strider imod den kvalitet, man godt ved, man burde levere, men ikke er i stand til på de gældende betingelser. Det gælder for både lærere, socialrådgivere og hospitalsansatte, at de - absurd nok - er nødt til at slække på kvaliteten for at opfylde kvalitetsmålene."

- Hører det ikke med til en klassisk dobbeltbind-situation, at man ikke kan slippe ud af den?

"Det er nok, at man har følelsen af, at man ikke kan slippe ud. Men måden at slippe ud på er ved at følge sin egen definition af virkeligheden. Man skal helt enkelt ikke finde sig i det. For man bliver syg af det og bryder sammen af stress."

"For nogle er den situation, de er havnet i, så byrdefuld, at de ikke magter at være med - samtidig med, at de pisker af sted alligevel."

"Andre indtager den holdning, at de må 'stå for lugten i bageriet': Man påtager sig at se virkeligheden, som man får besked på at se den. Og eftersom dette er ubærligt, benægter man situationen, og umærkeligt skubber grænserne sig for, hvad man kan acceptere. Det er med til at fjerne fokus fra, at det er mennesker, det drejer sig om. De reduceres til ting, og evnen til at være i et nærende, berigende fællesskab stækkes."

- Hvad sker der med folk, der bliver syge af disse situationer?

"De bliver ukoncentrerede, de glemmer, de bliver urolige og opfarende. Man kan pludselig ikke overkomme det, man plejer at kunne, man bliver depressiv og mister selvværd. Så trækker man sig og bliver dårligere til sit arbejde."

Glemt at observere

- Men mange undersøgelser viser, at folk elsker at gå på arbejde?

"Jeg holder rigtig mange foredrag i fagforeninger og ved derfor, at det er en sandhed med modifikationer. De undersøgelser, der laves, og de svar, der bliver givet, står i direkte modstrid med de voksende kurver over, hvor mange der går ned med stress. Der er en klar forskel på, hvad man finder, når man spørger folk, og så de kliniske erfaringer."

"Det er, som om forskerne har glemt at observere. I stedet stikker man et spørgeskema ud, men det indebærer, at et meget komplekst fænomen som stress udsættes for en forenklet afgrænsning."

"For det andet sker der det, at når folk er nået et vist stressniveau, så benægter de, at de har stress. Det bliver der ikke taget højde for i et spørgeskema."

"Men det er ikke en del af ens selvopfattelse, at man ikke kan klare sit arbejde. Og man må heller ikke indse det, for så er man ikke med på bea-tet."

"Det er forbundet med skam og skyld at være utilstrækkelig, og derfor pisker man mere på og benægter. Man har ikke overskud til at analysere sin situation, og man må heller ikke, for man skal jo opfylde de krav, man selv har skrevet under på til seneste medarbejderudvik-lingssamtale. Man skal lave opgørelser over sit tidsforbrug, man bliver hele tiden udsat for kontrol, som usynlige øjne, der overvåger én."

"Når jeg er ude og tale om det her i fagforeningerne, siger de, 'du taler om vores situation, vi har blot ikke kunnet sætte ord på den'."

De fagforeninger, Nadja Prætorius hyppigt holder foredrag i, er de offentligt ansattes - pædagoger, sygeple-jersker, socialrådgivere og hjemmehjælpere.

"Alt viser, at de er i forhø-jet alarmberedskab," fortæller hun, "noget man ellers kun ser hos mennesker, der har været udsat for overgreb."

- Men her er det kronisk?

"Det er blevet kronisk, når de kommer til mig. Og de bliver hamrende syge! Også dem, der tåler 'lugten i bageriet' bliver syge. De har længere lunte, men de bærer til gengæld på en enorm resignation. De kommer til at mangle pejlemærkerne i sig selv, og det betyder også, at de er meget sværere at hjælpe."

- Er de hårdere benægtere?

"Ja, og de bliver nedbrudt af det. Ligesom hos de andre kører tankerne i ring, de kan ikke huske fra næse til mund, og dertil kommer, at de må indse, at de har fornægtet det mest kostbare i sig selv. Det er en lang proces at indse, at man er kommet ud et sted, hvor man ikke kan stå inde for sig selv."

"Uvederhæftighed fører uvederhæftighed med sig. Politikere og socialchefer såvel som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ser bort fra, at man ikke kan få et umuligt system til at fungere. Og så bliver de forskellige faggrupper hængt ud på skift - lærere, socialrådgivere og hjemmehjælpere får at vide, at de må 'sørge for' nogle bedre resultater. 'Sørge for', hvad har man tænkt sig?"

"Man kontrollerer folk, fordi man har en dyb mistillid til, at de ønsker at gøre deres arbejde bedst muligt, og samtidig forhindrer man dem i det."

Grænserne flyttes

- Hvorfor går politikere og socialchefer ikke ned med stress, når de skal forvalte et umuligt system?

"Grænserne for at tåle og tolerere uvederhæftighed rykker sig i disse år. Et indlysende eksempel er videnskabsminister Helge Sander, der bliver afsløret i et grelt forsøg på snyd ved at fjerne sine afgørende ord om gruppeeksamen fra et mødebånd. Tidligere var han blevet fyret på gråt papir, i dag kan han slippe af sted med at sige, at ordene er 'faldet ud', at han beklager, at båndet er blevet 'redigeret'. - Men det er ikke blevet manipuleret!"

"Og det sker i en sammenhæng, hvor man vil afskaffe gruppeeksamen for at forhindre snyd! Hvorfor bliver han ikke fjernet?"

"Tidligere grinede vi ad den jyske politiker, der sagde, at "hvis det er fakta, så benægter a fakta," i dag hævder man blot, at det og det aldrig er sket. Det er crazy making! Det var sådan noget Gregory Bateson fandt frem til i sine undersøgelser af skizofrene familier - og døbte double bind."

"Vi ved, vi ikke kan tåle det, vi ved, at mennesker, der udsætter andre for det, enten bevidst er uvederhæftige, eller også er de personlighedsforstyrrede."

- Er Claus Hjort Frederiksen bevidst uvederhæftig, eller er han personlighedsforstyrret?

"Du må selv lægge to og to sammen! Men det går ud over almindelige sunde menne-sker, der udvikler symptomer på at have været udsat for overgreb i udførelsen af deres arbejde, og som risikerer varigt tab af arbejdsevne. Hvor lang tid skal vi finde os i det?"

- Måske har de unge vænnet sig til at fungere på præmisserne?

"Ifølge børne- og unge psykiatere er der en alarmerende stigning i tilfælde af stress og udviklingen af psykiske forstyrrelser. Også skolerne taler om et større antal af børn og unge med koncentrations- og indlæringsproblemer. Nogle tilråder endda at indføre stresshåndtering som fag i skolerne."

Ydrestyret menneske

- Der er jo masser af unge, der ikke er sindssyge?

"Det er da en fortrøstning, at det sunde bærer igennem. Men hvor mange er det, der går ned?"

- Findes der statistikker på det?

"Statistikkerne over arbejdsbetinget stress og arbejdsulykker ryger hele tiden i vejret. Vi ved, at arbejdet i sig selv ikke er det, der giver stress, det er dobbeltbindin-gen, dehumaniseringen og ensretningen, alt sammen styringsstrategier, der gør, at den enkelte ikke længere kan vurdere sig selv og overgiver sig til at blive styret udefra."

"Hvis man, som Anders Fogh Rasmussen, ønsker en sindelagsændring, skal man gøre præcis det, man gør!"

- Men det er jo ikke nye mekanismer. Undersøgelser som Erich Fromms, David Riesmanns og Hannah Arendts går i høj grad ud på at vise, hvad der sker med det ydre-styrede menneske.

"Det har fået en tand mere med kommunikationens sammenbrud! Det, der sker, når begreberne umærkeligt skifter indhold og mening, er livsnerven i en dobbeltbinding, det er det, der skaber en catch 22. Jeg forstår godt, at den politiske opposition i dette land har det svært, fordi de forsøger at forstå regeringen. Men de er nødt til at blive hjemme og selv definere virkeligheden. Al kommunikation med regeringen er forsøg på at få et samarbejde i gang på en sygeliggjort kommunikation. Derfor vil den altid lide skibbrud, den vil hele tiden befinde sig i en catch 22. Man kan ikke debattere med det nuværende styre, man må i stedet tale med dem, det giver mening at tale med."

"Mit arbejde som psykolog går ud på at få folk tilbage til deres egen sansning og sunde fornuft. Det samme må man gøre i den politiske opposition."

- Anders Fogh Rasmussen taler jo også en del om at bruge sund fornuft?

"For at kunne tale om sund fornuft forudsætter det, at man er ærlig eller bestræber sig på at være det, deri består det sunde."

- Er der så ikke også eksempler på, at fællesskabet på arbejdet kan hjælpe folk til ikke at bryde sammen og brænde ud?

"Der er stor berørings-angst i forhold til kolleger, der er i færd med at gå ned med stress, og stor uvidenhed. Her må fagforeningerne på banen og indse, at de har en historisk mulighed for og pligt til at gøre en seriøs indsats for medlemmernes arbejdsvilkår og blandt andet nytænke, hvad velfærd betyder. Måske fagforeningerne herved kan blive den afgørende, samlende kraft i formuleringen af nye fællesskaber, baseret på ægte demokratiske principper og debat."

"Helt konkret opfordrer jeg folk på arbejdspladserne til at føre logbøger over, hvad de udsættes for, og til at tale med hinanden om det, så de kan bekræfte hinanden i, hvad der virkelig er sket. Og så se, hvad de sammen kan gøre for at modvirke de værste urimeligheder."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her