Læsetid: 3 min.

Det daglige digt

'Mestendels er det kedeligt', fastslår Klaus Høeck i sin nye bog. Det er vanskeligt at være uenig
31. august 2006

Der findes gode digte, og der findes dårlige digte. Og så findes der, som noget tredje, mine! hævder en nok så frejdig Klaus Høeck et sted i sin nye bog. Måske har han ret. Hans digte savner nemlig som regel traditionelle lyriske kvaliteter såsom spændende metaforer, slående ordspil, frapperende fund eller besættende rytmer. Men, dårlige er de skam ikke, hvis vi dermed forbinder noget ligegyldigt, ubehjælpsomt, slapt.

Deres vigtigste "kvalitet" er som regel, at de er tro mod det overordnede system, som digteren selv har skabt. Denne gang i form af en stramning og besværlig skærpelse af strukturen fra de to forudgående bøger In nomine (2001) og Hsieh (2004), kombineret med et tema, der krydser tiden med stedet.

Princippet hedder på venstresider 100 digte om samme magnolie og på højresiderne 100 digte om ét døgn - uden at vi dog får at vide, hvad der rent faktisk bliver skrevet på én og samme dag. Digtene skal blot stå vidnesbyrd om tiden, hvori de blev skabt, og som fotografiske minirapporter fra stedet, hvor digteren bor.

I tidssporet registrerer Høeck - eller burde vi sige: 'det lyriske jeg' (denne relation er på en gang tæt og ironisk overmarkeret) - hvad han sådan lige foretager sig i løbet af et døgn, fra vækkeuret ringer kl. seks, og til det bipper den næste dag. På steds-sporet følger han magnoliens eller magnoliernes vækst, iagttager træernes farver og anstiller forsøg med at tage billeder af haven og sin elskede udstyret med forskellige rekvisitter og opstillet på forskellig baggrund.

Lyder det en smule monotont og monomant? Jamen, det er det, i dén grad.

Køren i ring

For bogen Heartlands hovedprincip er 'repeat', en kierkegaardsk gjentagelsesmeditation, udført for at mærke tiden gå og stedet stå stille, og omvendt. Tiden skal komprimeres til ord, til systemisk eller systematisk skrift, den tid, som paradoksalt gør gentagelsen umulig. Digterens projekt er at i-værk-sætte en proces, en køren-i-ring og en venten-mod-død.

Den gennemført fænomenologiske tilgang til dagligdagen og omgivelserne skal mime en eksistentiel besindelse på at tiden er værens horisont. Eller også er det omvendt. På sine egne sære præmisser er værket dømt til at danne cirkel, tankemæssigt såvel som i form:

hvis det ikke er

forstået må det læses

og skrives een gang

til og hvis det er

forstået er det slet

ikke forstået

(eftersom det drejer

sig om det utænkelige)

og så må det

skrives og læses

"Mestendels er det kedeligt," fastslår digteren åbent og ærligt, og jeg protesterer ikke. Men Høeck ville ikke have været Klaus Høeck, hvis ikke hans småfortænkte koncept fremskrev sin egen modsætning. Og Heartland rummer, heldigvis, små udskridninger fra det fastlagte (eller skulle vi sige fastlåste) mønster. Det kan være selvironiserende spil på 'forholdet mellem digt og virkelighed' (tømmer jeg'et den whiskeyflaske, eller sker det bare i digtet?), eller det kan være lynspring over i alternative verbale registre, som når der pludselig tales om opfyldelse, forjættelse og under. Men, som Høeck selv helt rigtigt gør opmærksom på, rækker "al ironien og selvironien og alle vittighederne og højtideligheden og digtene alle krum- og badutspringene ikke til over for mørket". Og i sammenligning med f.eks. In nomine, der på sin egen insisterende måde samtalte med den personlige biografi, og Hsieh, der så intelligent legede med elementerne og grundstofferne, virker Heartland egentlig forbavsende gold og tom.

Selv læser jeg interesseret og (af dens form) imponeret, men alligevel: adspredt. Her står så godt som intet, der for alvor er værd at hæfte sig ved, og digterens hilsener til Thorkild Bjørnvig og Søren Ulrik Thomsen virker muligvis imod deres hensigt, idet de massivt minder mig om, at der ikke behøver bestå nogen modsætning imellem en poetisk teksts formelle stramhed og så dens evne til på bevægende og forandrende vis at tale til hjernen og hjertet.

Hvad man får ud af at læse Høeck, er vel denne gang primært en påmindelse om den tomhed, hvori et liv kan forløbe, og en besindelse på endeligheden i alting, men også små øjenåbninger over for det hartad meningsløse i alle disse gøremål, vi hengiver os til, hver gang vi forsøger at leve et nogenlunde meningsfuldt liv.

nKlaus Høeck: Heartland. Tid og sted. 211. s. Kr. 199,00. Gyldendal. ISBN: 87-02-05004-8. Udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her