Læsetid: 4 min.

Det Daglige Show

Satirikeren Stephen Colbert har fået sin egen mediekritiske is opkaldt efter sig. Eller var i virkeligheden Fox News, der fik isen?
8. juni 2007

Stephen Colbert er satirikeren, der i flere år var et fast indslag på Jon Stewarts The Daily Show (som kører på DR2, red.) som korrespondenten Stephen Colbert, indtil han fik sig eget spin-off-show The Colbert Report. Han er manden, der optræder så sikkert i rollen som konservativ politisk kommentator, at han blev inviteret til at underholde ved den årlige korrespondentmiddag i Det Hvide Hus sidste år.

Her skamroste han præsidenten med så tyk ironi, at publikum ikke vidste, om de skulle grine eller græde: "I believe the government that governs best is the government that governs least and by these standards we have set up a faboulous government in Iraq". Denne mand har nu fået en is opkaldt efter sig: Stephen Colbert's AmeriCone Dream.

Ifølge pressemeddelelsen er der tale om en dekadent smeltedigel af vanilleis med nougatovertrukne vaffelstykker og karamelsovs - It's the sweet taste of liberty in your mouth.

De herrer Ben & Jerry forklarer, at nationen befinder sig på et punkt i historien, hvor det er vigtigt at favne alle politiske ideologier. Da de selv befinder sig i den venstredrejede liberale ende af det amerikanske politiske spektrum, har de valgt at række ud og samarbejde med Stephen Colberts højredrejede kommentator-alter ego: En figur, der har mange ligheder med værten Bill O'Reilly fra Fox News, der også er kendt fra filmen Outfoxe og for at råbe "Hold din kæft!" på direkte tv til venstreorienterede gæster, krigsmodstandere, og hvem han nu ellers er uenig med.

Ben & Jerry er meget glade for samarbejdet med Colbert, som de kalder media-man-of-steel, og synes, at Colbert har mange ligheder med dem selv.

"Han går ind for politisk aktivisme, det gør vi også. Han står fast på det, han tror på, det gør vi også. Han støtter Bill O'Reilly og vi- synes han har ret til at have sin egen mening", siger Jerry Greenfield, den ene halvdel af Ben & Jerry.

Politik og fake news

Siden slutningen af februar har DR2 forkælet licensbetalerne med The Daily Show, hvor Stephen Colbert optræder og vikarierer fra tid til anden. The Daily Show er en pastiche, der låner formen fra nyhedsudsendelsen og indholdet fra satiren, og har en veloplagt ironisk Jon Stewart som vært.

Den canadiske medieforsker Megan Boler har undersøgt The Daily Show, hvordan unge debatterer serien på internettet og disse unges politiske engagement.

Hun afviser den undersøgelse, der sidste år argumenterede for, at The Daily Show gjorde unge mere kyniske og apolitiske. Tværtimod argumenterer Boler for, at Jon Stewart og Stephen Colbert udøver rollen som vor tids hofnar: Et socialt mandat til at udøve kritik mod magten, fordi kritikken er pakket ind i humor. For det første viser Bolers egen forskning, at der har dannet sig små del-offentligheder på nettet, hvor unge mødes for at debattere politiske satirer såsom The Daily Show, men at serien og net-aktiviteten omkring den, også har udmøntet sig en større politisk bevidsthed og mere aktiv politisk handlen blandt disse unge.

Desuden fremfører Boler, at Stewart og Colbert ofte prioriterer historier, der bliver negligeret eller nedprioriteret af de store nyhedsmedier. F.eks. brugte Colbert over tre minutter på en historie, der næsten var blevet begravet i nyhedsstrømmen: Rapporten fra det amerikanske forsvarsministerium, der pegede på, at linket mellem Saddam og Al-Qaeda var fabrikeret inden for egne rækker. Er fake news så en ny form for politisk journalistik eller klassisk politisk satire? Måske begge dele på en gang.

Satire er farlig men giver mere mening

I hvert fald kan man konstatere, at også Jon Stewart evner at balancere elegant mellem satiren og journalistikken. Helt tydeligt er det, når han begynder showet med pjat og pjank, men efter en kort reklame transmogriffer sig om til en skarp journalistisk interviewer. Formatet kræver ikke kun en ualmindelig talentfuld satiriker/journalist, men også en vågen seer. Nogle gange er Colberts og Stewarts fake news så meget news, at man kan være i tvivl om, hvad det er der er fake.

I et interview tilbage i juli 2003 spørger journalisten og nyhedsværten Bill Moyers fra PBS, hvad det egentlig er, de har gang i på The Daily Show. Bill Moyers: "Jeg ved ikke, om du praktiserer en gammel form for parodi eller satire, eller om det er en ny form for journalistik?".

Jon Stewart: "Tja, det siger enten noget om satirens sørgelige tilstand eller om nyhedernes sørgelige tilstand. Jeg kan ikke regne ud hvilken. Jeg tror, helt ærligt, at vi praktiserer en ny form for desperation".

Det er måske også som en meget raffineret form for desperation i forhold til medier og politik, at vi skal forstå den nye AmeriCone Dream-is fra Ben & Jerry. Stephen Colbert selv lægger i hvert fald ikke skjul på, at han tror, isen kan gøre en forskel:

"Jeg er ikke bange for at sige det. Dessert har en velkendt liberal agenda. Det, jeg håber at gøre med denne is, er at genetablere balancen i fryseboksen". Pressemeddelelsen er da også sendt ud med overskriften "To a fair and balanced freezer". Det hentyder selvfølgelig til Colberts citat om at give konservativt modspil til de liberale is i fryseboksen.

Men mon ikke det også er en hilsen til den politiske journalistik på amerikanske nyhedsmedier, eller måske helt specifikt en mediekritik af Fox News? Stephen Colberts tale til korrespondentmiddagen i Det Hvide Hus kan ses på video.google.com

kultur@inforamtion.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her