Læsetid: 3 min.

De dagligt torturerede

Velfærdsstaten udøver daglig en aktiv tortur rettet mod en særlig gruppe mennesker. Piner og plager dem. Lader dem nådigt leve på forsørgelse, mens de sidder og kigger ind i en væg, mens den moderne tilværelses kakofoni piner dem i ørerne mere smerteligt end den værste heavy metal spillet af amerikanske soldater i Irak. Det er en skændsel
14. juli 2006

Tortur er in. Det fylder alle aviser. Radioprogrammer. Og tv. Abu Graib. De allierede styrker i Iraks brug af høj musik. Fængsling. Hommel-sagen. Det fylder.

Ingen er i tvivl om, at kombinationen af høj støjende heavy metal og en fængsling, hvor fangen kun kan sidde og lytte, udgør tortur. Det forstår enhver. Og derfor er diskussionen ikke længere.

Uden på nogen måde at ymte sympati for den nævnte fremgangsmåde, har jeg en grad sværere ved at nære medlidenhed for de terrorister, der udsættes for sligt, frem for de særligt mænd, jeg ser på gader og stræder udsættes for det moderne samfunds tortur. Velfærdstortur er jeg begyndt at kalde det.

Forestil Dem, at De er sådan indrettet, at De kun kan en ting ad gangen - den kan De til gengæld i dybden. I dag, hvor vi både skal kunne modtage sms'er, maile, og tale i fastnettelefon på samme tid er det naturligvis en håbløs forældet måde at arbejde på. Vi skal kunne det hele for det halve til den kvarte pris. Hurtigere, længere, stærkere - og først og fremmest mere kompliceret.

Før tidernes morgen, forklarer man mig, gik mændene på jagt, og kvinderne var i landsbyen, passede børnene og tilberedte det bytte, jægerne kom hjem med. Det lagde grunden til to ganske forskellige måder at operere på i verden.

Hvor mændenes verden var koncentreret om dette ene at nedlægge byttet, at observere stilhed og forholde sig i ro i et usagt samarbejde med hinanden, var kvindernes verden koncentreret om den gensidige snak om alt mellem himmel og jord, børnenes hyppige afbrydelser og de gensidige udvekslinger af, hvordan mad etc. skulle tilberedes.

Den ene verden kræver ro og koncentration og fokusering - den anden en støjende, foranderlig og flydende tilstand.

Lad os acceptere denne præmis som virkelig. Og lad os antage, at sådanne forhold for mange mænd og for mange kvinder er medvirkende til endnu den dag i dag at definere en af forskellene på kønnene.

Og lad os så vænne os til den moderne velfærdsstat. Den velfærdsstat pålægger enhver arbejdskraft en mindsteskat og afgift på omtrent 50 procent af, hvad vedkommende selv kan frembringe. Det er prisen for at 'være med'. Borgerbidraget, om man vil. Skønt det er en horribel pris, er det nu engang sådan, vi har valgt at indrette os.

Et sådant samfund er ikke noget problem for direktøren. Eller tillidsmanden. De tvinges til, for at få tingene til at hænge sammen, at arbejde sammen. At udvikle endnu bedre virksomheder end resten af verden, så vi på trods af den konkurrencemæssige ulempe, stadig kan leve i et land, der er et af verdens rigeste. At fremme endnu mere komplicerede processer end alle andre kan. Det kræver uddannelse. Det kræver kommunikation. Det kræver effektivitet. Og ikke mindst maksimal fleksibilitet af medarbejderstyrken. Og det er lykkedes i Danmark. Det går jo godt.

En skændsel

Bortset fra for dem, særligt mænd, hvis arbejdspladser er forsvundet i processen. For dem, der ikke kan alle de ting på samme tid.

De, der førhen f.eks. levede højt på at kunne løb stærkt og fange byttet før alle andre, har i dag ikke nogen funktion. For det var det, de kunne. Og sådant arbejde er forsvundet i vores dybt komplicerede højteknologiske og politisk styrede samfund. Havearbejde. Rengøring. Husarbejde. Vedligeholdelse. Enkle gå-til-hånde-ting er forsvundet i processen. Fordi vi opkræver alt alt for mange penge af hinanden som indgangskontingent til vores samfund.

Værst med topskatten. Den skat, der i dag betales af over 40 procent af de fuldtidsbeskæftigede. De, der har brug for sådanne serviceydelser. Og ville ansætte folk til det, hvis ikke man skulle svare de ca. 16 milliarder kroner i skat, topskatten indbringer.

I dag er ca. 1.000.000 (en million!)i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst. Hvor mange af disse der i realiteten er sat uden for, daglig tortureres af et samfund, der på grund af sin kompliceret indretning ikke har brug for dem, er svært at sige.

Men jeg er ikke et sekund i tvivl. Velfærdsstaten udøver daglig en aktiv tortur rettet mod disse mennesker. Piner og plager dem. Lader dem nådigt leve på forsørgelse, mens de sidder og kigger ind i en væg, mens den moderne tilværelses kakofoni piner dem i ørerne mere smerteligt end den værste heavy metal spillet af amerikanske soldater i Irak. Det er en skændsel.

Topskatten skal afskaffes. Ikke på grund af de rige. Ikke på grund af middelklassen. Måske på grund af globaliseringen og de begavede. Men først og fremmest på grund af de dagligt torturerede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her