Ved siden af alle de mange overvejelser og (selv-)ransagelser, Muhammed-tegningerne har givet anledning til, rejser sagen også et særligt spørgsmål om medierne og den offentlige debat, som fortjener et ord med på vejen. Sagens forløb illustrerer, hvor umuligt det er at justere en skæv dagsorden, når den først er blevet sat.
Tegningerne blev af den jyske avis lanceret som håndvåben i kampen for ytringsfriheden. Statsministeren lagde denne umistelige borgerrettighed til grund for sin afvisning af mødet med ambassadørerne, og siden har Gud og hver mand holdt ytringsfriheden op som et krucifiks af den slags, der kan få vampyrer til at blive i deres grave. Forfattere, lederskribenter, PEN-folk, politikere og vi andre har, næ-sten uanset hvilken holdning vi så har indtaget i striden, balanceret med ytringsfriheden i den ene hånd og almindelig anstændighed i den anden - i hvert fald indtil der kom feta på bordet.
Nogle ganske få har besindigt fra sidelinjen gjort opmærksom på, at sagen overhovedet intet har med ytringsfrihed at gøre. Jeg tænker først og fremmest på en gruppe juraprofessorer og enkelte andre debattører. Men det har virkelig været sædekorn på meget stenet grund. Ingen har rigtig taget tråden op og argumenteret imod. Der var heller ingen, der modsagde Mogens Lykketoft, da han under DR's debatudsendelse fra Glyptoteket for et par uger siden sagde stort set det samme som juraprofessorerne. Det var som om ingen havde hørt, hvad kan sagde. Goda' mand økse-skaft! Som når man løber tør for argumenter og holder fast i sit synspunkt med et 'Jamen - alligevel'.
Selektiv optik og høreværn
Mærkeligt, men desværre ikke enestående. Det er blot et slående eksempel på, hvordan vi alle lader os styre af en 'dagsorden', eller af en 'diskurs', som det nu hedder på universitært. Den udstyrer os med et par briller med en særlig selektiv optik. Et tætsluttende høreværn lukker alle forstyrrende lyde ude, og 'dagsordenens' underlægningsmusik holder os fast på det (af og til helt gale) knæsatte spor. Og det vi ser og hører selektivt og forvrænget, det svarer vi på og udtaler os om. Som et selvforstærkende rundhyl, når man sætter en mikrofon hen foran højttaleren.
Vi vader ligefrem i den slags faste dagsordener. Etnisk fremmede her i landet lever i en sådan fasttømret kollektiv spændetrøje, der determinerer det kommunikationsrum, de befinder sig i, både for os og dem - for nu at sætte ord på. De der kommer i pressens gabestokke med en såkaldt 'dårlig sag' har mærket det. For nylig var det Søren Ventegodts og Jørgen Leths tur, begge i den særlig pikante heksebrændings-kategori, hvor bålet næres af indeklemt seksualmoral. Læg dertil de såkaldte karaktermord, hvor kendte personers renommé og status igennem en længere periode eroderes af en så enstemmig presse, at man skulle tro, der var tale om redaktionelt aftalt mestergriseri. Virksomheder, organisationer og offentlige institutioner - alle har prøvet det, eller ved hvad de har i vente, hvis det skulle gå så galt.
Men dagsordensættelse virker også i en bredere sammenhæng. Væsentlige samfundsspørgsmål bliver ofte i længere perioder forsynet med en ganske særlig vinkling, der helt determinerer debatten. Det gælder diskussionen om folkeskolen, om ældrebyrden, prioriteringer i sundhedsvæsenet osv.
Synet på fremtiden
Eller prøv at zoome endnu længere ud. En ting er, som de senere års uindskrænkede arkivkrig mod koldkrigsperiodens venstrefløj viser, at historien altid er blevet skrevet af sejrherrerne. Noget andet at denne erfaring også kan anvendes fremadrettet. Dygtige folk med ordet i deres magt og adgang til medierne kan forsyne os med en særlig historisk optik i de ovenfor omtalte briller og dertil afpassede høreværn. De ved, at konflikten om tolkningen af fortiden i mangt og meget også drejer sig om kampen om synet på fremtiden, både i det nære og lange perspektiv. Tag debatten om besættelsestiden som et eksempel. Hvis den alene opfattes som en defaitistisk, næsten landsforræderisk underkastelse, er det lettere at skabe folkelig forståelse for en ny aktivi-stisk udenrigspolitik, der ikke bukker nakken.
Dagsordensættelse er i det hele taget blevet en krumtap i det politiske håndværk. Spindoktorerne udøver nok akut damage control, når noget er gået galt. Men deres vigtigste opgave er at sætte dagsordenen for tolkningen af det, der ligger forude. Desværre har de det alt for let. Pressen burde lægge sådanne dagsordener i et kritisk syrebad. Sagen med tegnin-gerne er et eksempel på, hvor svært det åbenbart er.
