Læsetid: 2 min.

Op med damen over hovedet - og løb

Højt oppe fra Kenneth Greves gudeskuldre kaster Silja Schandorff stjerneglans over Schumanns 2. symfoni
24. oktober 2006

Symfonier er farlige. I hvert fald at danse til, for komponistens opfindsomhed varer ofte længere end koreografens... Balletten til Schumanns 2. symfoni af den tyske koreograf Uwe Scholz (1958-2004) viser sig imidlertid at være et spændende bekendtskab. Det er et følelsesladet og medrivende værk for 24 dansere. Mændene er klædt i blåt, og kvinderne er i blå bodystockings med høje halse. Hvor neoklassisk! Og lige noget for Silja Schandorff.

Men det er svært. Nok noget af det sværeste, som Den Kgl. Ballet længe har været udsat for. Det svære ligger i løftene. Hver mand skal løfte en kvinde op på skulderen og løbe, mens hun kælent eller koncentreret strækker sig i spagat eller laver fuglereder eller drejer propeller i de øvre luftlag. Og han skal løbe stærkt. Igen og igen, sådan en koreografisk Zürich-mix à la Balanchine på en emsig dag og Forsythe i romantisk slentrehumør...

Så de knoklede, de kongelige dansere til premieren i lørdags. Og hvis ikke Silja Schandorff havde haft primaballerinaens overskud til at stråle og smile i de særeste løft hen over Kenneth Greves gudeskuldre - og hvis ikke Mads Blangstrup havde bodyguardet Izabela Sokolowskas smukke ben rundt i luften i klædelige vinkler - så havde det ikke været nogen fest. Til gengæld blev det en fin bekræftelse på Den Kgl. Ballets kampånd: Der blev danset på det yderste af tåneglene og prøvetiden.

Derfor var det rystende bagefter at skulle se Etudes. For 16 af de nu dødtrætte Schumann-dansere var også på rollelisten til Harald Landers præcisionsrå mesterværk, selv om kompagniet har 85 dansere! Dansermisbruget gik dog over al forventning, og klassikeren blev leveret med stil. Yao Wei fik godt nok aldrig samlet hælene i førsteposition foran tæppet. Og Kristoffer Sakurai kunne ikke dreje pirouetter.

Men det kunne Tim Matiakis, med smileøjne og knips, og Gitte Lindstrøm lyste aldeles henrivende og upåvirket gennem ballerinaens hundesvære balancer. Hendes fuglelette sylfide-solo var desuden en af de lykkeligste sylfide-tolkninger, jeg kan mindes. Hvor smukt! Og lige noget for Robert Schumann...

*Schumanns 2. Symfoni (1990) af Uwe Scholz. Musik (1846): Robert Schumann. Iscenesættelse (opildnende): Tatjana Thierback. Etudes (1948) af Harald Lander. Musik: Knudåge Risager. Scenografi: Søren Frandsen. Kostumer: Kirsten Lund Nielsen. Make-up: Cecilia Nordgren (så tag dog den læbestift fra Kristoffer Sakurai!). Iscenesættelse: Josette Amiel m.fl.. Den Kgl. Ballet og Sjællands Symfoniorkester på Gamle Scene. Dirigent (med tempomystik): Graham Bond. Til 24. nov. www.kglteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her