Læsetid: 5 min.

Damerne først

De store navne har med få undtagelser skuffet denne sæson. Men de er stadig værd at læse
18. november 2005

Under den amerikanske borgerkrig stod præsident Lincoln over for en politiker, der brokkede sig over, at General Ulysses var fordrukken.

"Hvis det er sandt," svarede Lincoln, "så find ud af, hvad han drikker og send en kasse af det til alle mine andre generaler."

Anekdoten fortælles af forfatteren Richard James, der i sin anmeldelse af Rick Moodys The Diviners i Wa-shington Post slutter af med at konstatere, at romanen, der handler om en forskruet nations fokusering på et ikke eksisterende manuskript til en tv-serie, ikke belyser dagens USA i et nyt og indsigtsfuldt skær. "Men for pokker, hvor er den sjov at læse. Hvis der her er tale om formålsløs virtuositet, så burde vi finde ud af, hvad Moody drikker og have en tår alle sammen."

Nogenlunde sådan kan man sige om langt de fleste interessante af efterårssæsonens amerikanske, skønlitterære titler. De store navne, der har sendt nyt på gaden, har ikke kunnet leve op til tidligere tiders bedrifter - men takket være deres ambitionsniveau, deres greb om sproget og/eller sans for at fortælle medrivende historier er de trods alt en nydelse at læse sammenlignet med så mange andre.

Det gælder ikke mindst kvinderne, der for tiden synes at rende med en pæn del af spaltepladsen i de seriøse avisers litteratursider.

Hvad har hun tænkt på?

Værst har anmelderne været ved Bobbie Ann Mason, måske fordi An Atomic Revenge er hendes første roman i 10 år. Forfatterinden, der i 1980'erne sammen med Raymond Carver skrev den beskidte minimalistiske novelle til vid berømmelse, er tilbage i det støvede Kentucky, hvor også hendes mesterlige debutroman In Country (1985) - om en ung piges forsøg på at forstå, hvad Vietnamkrigen gik ud på - udspiller sig.

Reed er ingeniør på en lokal virksomhed, hvor der udvindes uranium. Som resten af byens indbyggere, der alle arbejder samme sted, gør han alt for at ignorere områdets deforme planter og dyr og gadekærets underlige farver. Når hans nye kæreste opfordrer ham til at søge læge, griner han og triller en tur på sin motorcykel, mens han nyder, at han med 40 år, en skilsmisse, en mor på plejehjem og to voksne børn i bagagen atter engang har forelsket sig ...

An Atomic Revenge er endt som en mellemting mellem en kærlighedsroman og en skarp kritik af forbrugersamfundet. Det skematiske plot er hurtigt regnet ud, og forfatterens sparsommelige prosa formår denne gang ikke at opridse andet end konturerne af sine figurer. En enkelt anmelder spurgte ligefrem: Hvad har hun tænkt på?

Helt så hårdt blev Joyce Carol Oates' Missing Mom ikke modtaget. De fleste tog godt imod historien om en voksen datter, der må lære sin mor og sig selv at kende efter moderens død; enkelte kaldte den Oates' forsøg på at skrive chick lit, andre hæftede sig ved, at romanens tema udfolder sig langt mere vellykket i Oates' We Were the Mulvaneys (1996). Alle er dog enige om, at Oates underholder bedre end de fleste og trøster sig med, at den produktive forfatterinde nok har en ny roman på gaden allerede næste år.

Snydt på dansk

Også Alison Lurie serverer i sin nye roman en variation over et tema, der vil være hendes læsere velkendt. Lurie har i over 30 år - og i romaner som The War Between the Tates (1974) og The Last Resort (1998) for nu at nævne de bedste - skrevet om universitetslivet set fra den gifte kvindes synspunkt.

I Truth and Consequences følger vi den 40-årige Jane og hendes 10 år ældre mand, Alan, der er professor og godt tilfreds med livet, indtil han kommer til skade under en volleyballkamp. Herefter må Jane se ham forvandle sig til en bitter mand, der skal opvartes i hoved og bagdel. Det accepterer hun, som den pæne pige hun er - indtil den glamourøse underviser Delia dukker op med sin jordbundne mand og får romanen til at blomstre som en skarp social satire af den allermest underholdende slags for nu at citere Los Angeles Times.

Danske forlag har for længst opgivet at oversætte Mason, Oates og Lurie. Mason seneste titel er som antydet ikke et oplagt sted at begynde igen i hendes tilfælde, men det kan specielt undre, at vi de seneste 15 år blot har fået to romaner - Dark Water (1992) og Blonde (2000) - fra Joyce Carol Oates herhjemme. Hun topper næsten hvert år listerne over mulige kandidater til Nobelprisen i litteratur.

De to bedste

To af sæsonens bedste amerikanske titler er ligeledes skrevet af forfattere, der ikke længere bliver oversat til dansk. I den selvbiografiske The Year of Magical Thinking opruller Joan Didion, hvad der må betragtes som et mareridt af et år.

Juledag 2003 blev Didions datter lagt i respirator på hospitalet med en alvorlig sygdom. Fire dage efter døde Didions ægtemand gennem 40 år, forfatteren Gergory Dunne. "Livet ændrer sig på et øjeblik. Du sætter dig ned til middag, og så er tilværelsen, som du kender den, forbi," som forfatterinden skriver.

I et på en gang lyrisk og afmålt anslag skildrer Didion, hvordan hun forsøger at bearbejde sorgen og smerten, alt imens hun gradvist mister illusionen om, at hun har en vis kontrol over sin tilværelse. Samtidig er bogen et nærgående og yderst fascinerende portræt af et forbløffende ægteskab mellem to mennesker, der ikke blot sov og spiste sammen, men også læste og redigerede hinandens tekster og således var sammen døgnet rundt.

Som en sørgelig krølle på historien, skal det nævnes, at Didions datter døde, ugen inden bogen blev sendt på gaden sidste måned ...

Død og smerte samt mesterlig prosa er der også nok af i E.L. Doctorows The March. Forfatteren, der med blandt andet Book of Daniel (1971) og Ragtime (1974), har gjort det til sit varemærke at tage USA's myter op til revision, har denne gang kastet sig over General Shermans legendariske march gennem sydstaterne mod slutningen af den amerikanske borgerkrig. I kølvandet efterlod hans tropper sig nedbrændte byer, voldtagne kvinder, frie slaver og døde mænd i massevis.

Doctorow har skabt et kor af nuancerede figurer på denne episke march, deriblandt slavinden Pearl og så selvfølgelig Sherman selv, der - efter at have nået sejrrigt i mål pludselig må erkende, at han for evigt vil spekulere over sine handlinger; mens de slagne i en krig har vundet retten til at være bitre, er tvivlen vinderens lod.

The March er en undtagelse blandt denne sæsons amerikanske skønlitterære udgivelser, ikke blot fordi den er blevet hyldet af et enigt anmelderkorps, men også fordi den tør bevæge sig helt derud på den politiske scene, hvor USA dengang som nu er allermest betændt og blodig. Med en stemme, der langtfra er så entydig, som stemmerne i den debat ellers er, portrætter The March en kultur på vej til at sejre ad helvede til. Lad os endelig få den roman på dansk, tak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her